Uden det frivillige arbejde ville velfærdsstaten slet ikke hænge sammen. Det er socialministeren og formanden for Kommunernes Landsforening rørende enige om. Men også de borgerlige partier ønsker at fremme den civile velfærd, der i dag udfoldes overalt i landet. Pia Christmas-Møller (K) og Ulla Tørnæs (V) lover endda, at den vil blive styrket under en borgerlig regering. Den meget brede politiske konsensus er udtryk for et politisk værdiskred. I 70’erne og 80’erne var det ikke god tone blandt venstreorienterede at gå ind for, at private kunne løse velfærdsopgaver. I dag betegner socialminister Henrik Dam Kristensen en situation uden den private velfærd som “et mareridtsscenarie”.