Politikerne har taget den økonomiske taktstok tilbage

ØKONOMI Sidste gang en økonomisk krise lammede verden, gemte de folkevalgte sig bag kølige teknokrater. Den hårdt tilkæmpede aftale fra EU-topmødet fortæller en ny historie. Mens centralbankernes værktøjskasse er ved at være tom, er selv tyskerne nu sluppet fri af spændetrøjen. Finanspolitikken er tilbage.  

En femdages maraton var ovre, en genopretningsfond og et budget vedtaget, og tilfredsheden hos Charles Michel, mødeleder og formand for Det Europæiske Råd, var til at spore.
En femdages maraton var ovre, en genopretningsfond og et budget vedtaget, og tilfredsheden hos Charles Michel, mødeleder og formand for Det Europæiske Råd, var til at spore.Foto: Stephanie Lecocq/Ritzau Scanpix
Simon Friis Date

Kirkeklokkerne i Magleby Kirke på Møn nåede knap nok at ringe af for statsminister Mette Frederiksen og hendes nyerhvervede ægtefælle, Bo Tengberg, før bruden måtte haste videre.

En bryllupsrejse til Bruxelles stod næppe øverst på ønskelisten, men sommerens ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd var ikke en af de aftaler, man bliver væk fra. 

På den europæiske dagsorden stod to punkter, som på forhånd lød lige så ambitiøse, som de var simple. Mette Frederiksen og hendes 26 regeringslederkolleger skulle blive enige om EU’s økonomiske corona-genopretning og unionens budget for de næste syv år.

Forhandlingerne strakte sig i rekordlange fem dage, men da resultatet kom, var det bemærkelsesværdigt. EU har nu sin egen genopretningsfond baseret på solidariske bidrag. Medlemslandene har stiftet fælles gæld og lanceret planer for fælles told og finansskat.

EU’s regeringsledere har med aftalen åbnet den finanspolitiske dør på vid gab. Den kan blive svær at lukke igen uden at få fingrene i klemme, men det er måske meningen. Sidste krise i EU blev defineret af unionens centralbankchef, Mario Draghi, der reddede euroen fra kollaps i ellevte time og lovede at gøre, ”hvad end der skulle til”.  

Med tilsyneladende fastfrosne priser og en rente nær sit absolutte minimum er de pengepolitiske handlemuligheder anno 2020 imidlertid begrænset gevaldigt. Måske derfor ser det denne gang ud til, at politikerne er trådt ud af teknokraternes skygge og tager ansvaret for den økonomiske genopretning på sig. 

Det er den udvikling, som Nationalbankdirektør Per Callesen ser for sig. Og ligesom mange af sine kolleger rundtomkring i verden, hilser han finanspolitikken og de folkevalgte velkomne. 

"Centralbankerne har jo historisk været meget bekymrede for den ekspansive finanspolitik. Igennem det meste af min levetid har vi været vant til at finanspolitikken næsten altid var for ekspansiv og renten for høj,” siger Per Callesen.  
Her har man kunne afhjælpe balanceproblemer ved at stramme finanspolitikken, bringe renten ned og få økonomien et bedre sted hen. “Og det er nu lykkedes så godt, at balancen er tippet den anden vej.” 

Centralbankernes manglende værktøjer

Uanset om recessionen er startet i det finansielle system som i 2008, eller i realøkonomien som i år, har centralbankerne været afgørende kriseinstitutioner. Under finanskrisen etablerede den amerikanske centralbank, Federal Reserve, et overførselssystem, der pumpede billioner ud i hele det europæiske bankvæsen og forhindrede et finansielt kollaps. Disse ’liquidity swap lines’ var sammen med de statslige opkøbsprogrammer – kendt som kvantitative lempelser – afgørende redningsplanker for verdensøkonomien. 

Tolv år efter, i marts 2020, hvor coronapandemien lammede verdensmarkederne, rullede centralbankerne igen kanonerne ud. Først forpligtede chefen for USA’s Federal Reserve, Jerome Powell, sig til at gøre, hvad end der skulle til. The Fed leverede historiens største opkøbspakke, da de lancerede et nyt program til 15.000 milliarder kroner. Da Den Europæiske Centralbank havde fundet sine fødder efter krisens udbrud, lancerede den et opkøbsprogram på godt 5.500 milliarder kroner, et beløb, der i begyndelsen af juni næsten blev fordoblet i en anden runde af opkøbsprogrammer. 

Og det var helt på sin plads, mener Per Callesen. Med sikkerhed for en recession og deflationært pres opstod der markedsuro og rentestigninger, hvilket risikerede at forværre situationen yderligere.  

“Det fik den amerikanske centralbank forhindret. Uroen og de truende rentestigninger gjorde, at en blind høne jo kunne se at der skulle udstedes markant flere statspapirer over hele kloden,” som han formulerer det. 

I denne krise har centralbankerne langt fra været ubetydelige. Men når både den kortsigtede og den langsigtede rente rammer nul, daler effekten af de rentenedsættende kvantitative lempelser. Og tager man højde for en af de drivende faktorer for den faldende rente, nemlig den globale private sektors stigende opsparing, ser tendensen ud til at være langtidsholdbar. På et tidspunkt skal der derfor ske noget andet.  

Resultatet fra det ekstraordinære møde i Bruxelles giver en indikation af, at noget andet kan være på vej. Og som det har for vane at gøre, er det store skifte sket på tysk bestilling.  

Flere veje mod tysk kursskifte

Det kan virke påfaldende og måske ligefrem usandsynligt, at en prominent fortaler for schwarze null og stramme budgetter som Angela Merkel pludselig er blevet en af Europas frontløbere for massiv fælles gældsstiftelse og bidrag til økonomisk ramte EU-medlemmer.  

”Jeg tror ikke på fælles ansvarsfordeling i vores nuværende politiske situation, og derfor nægter vi det,” sagde kansleren så sent som 9. april 2020 på et pressemøde.  

For at forstå det skifte, der kulminerede med aftalen i juli, er der brug for mere end én forklaring. 

Regeringsledere og sundhedsministre verden over har, siden pandemiens konsekvenser skyllede hen over kloden, betonet dens ekstraordinære karakter. Merkel har efter aftalen i juli lagt vægt på, at den er en engangshændelse.  

Set i det lys gør hun og EU’s øvrige regeringsledere kun, hvad der absolut er nødvendigt – og dermed hvad de altid har gjort, som den økonomiske klummeskribent Wolfgang Münchau har beskrevet i Financial Times. 

Samme medie fremhæver dog i et dobbeltportræt af den socialdemokratiske vicekansler Olaf Scholz og hans næstkommanderende i finansministeriet, Jörg Kukies, at en gruppe drevne folk i Merkels inderkreds har haft succes med at ruske op i den økonomiske vanetænkning. 

Da coronapandemien brød ud i Tyskland, reagerede landets politiske ledelse hurtigt og massivt med hjælpepakker for 600 milliarder euro. Ifølge Bloomberg var reaktionen kun så prompte og massiv, fordi den tyske regeringstops ideologiske vande var gødet på forhånd.  

Landets økonomiminister, Peter Altmaier, der har en fortid som Merkels stabschef, præsenterede i februar 2019 en ny industriel strategi, hvor staten skulle spille en mere aktiv rolle i at støtte bestemte sektorer inden for grøn energi, ny teknologi og lignende. Denne strategi mødte heftig modstand i det kristendemokratiske bagland, og blev egentlig skrinlagt – men så kom coronakrisen og pludselig var Altmaiers statskapitalistiske ideer ikke så tossede endda. 

Pandemiens udbrud var et chok, der blev en lejlighed til at teste nogle af de nye økonomiske ideer fra Berlin. Et mere overset chok til systemet ramte, da den tyske forfatningsdomstol i starten af maj afsagde en bemærkelsesværdig dom.  

En kold klud i ansigtet

De i forvejen omtumlede europæiske finansielle markeder fik en rusketur af de større, da den tyske dommerstand konkluderede, at Den Europæiske Centralbanks redningsaktion under finans- og eurokrisen var i strid med den tyske forfatning. 

Finanskrisens storstilede opkøbsprogrammer var ude af proportioner, konkluderede domstolens præsident, og ECB’s forsøg på at redde den europæiske økonomi for over et årti siden, havde været til stor skade for den tyske befolkning.  

Højesteretsdommerne gav ECB tre måneder til at komme med en tilfredsstillende retfærdiggørelse af opkøbsprogrammet, ellers ville de risikere at miste Bundesbanken som kunde, hvilket i praksis var en eksistentiel trussel rettet mod hele eurozonen.  

Professor i politisk økonomi og præsident ved Hertie School of Governance, Henrik Enderlein, kaldte dommen ”økonomisk naiv” og ligefrem ”ondsindet”, mens Shahin Vallée, senior fellow ved the German Council on Foreign Relations, advarede mod, at dommen kunne tjene til inspiration for andre medlemslande.  

Også lektor i makroøkonomi ved Københavns Universitet Søren Hove Ravn fulgte med.  

”Det var en kold klud i ansigtet,” siger han. ”Vi blev slået tilbage til starten i en diskussion om, hvilken rolle en moderne centralbank spiller. En diskussion, vi ellers troede, alle efterhånden var blevet enige om.” 

Dommen fra Karlsruhe var en bombe, som landede midt i spændingsfeltet mellem national suverænitet, politisk fleksibiliet og ECB’s uafhængighed. En konflikt, som Merkel er særdeles godt bekendt med. 

Kun få uger efter dommen meldte Merkel sig på banen med sin støtte til Macrons plan for en europæisk genopretningsfond. De berlinske vande var gødet, men ifølge en højtstående tysk embedsmand indtraf ”erkendelsens øjeblik” netop der. Genopretningen blev et spørgsmål om politik. Ufleksible, forældede dogmer om økonomisk politik skulle ikke stå i vejen denne gang. 

Om dommen i Karslruhe var det, der fik Merkels bæger til at flyde over, vil Søren Hove Ravn ikke konkludere. Det var dog et bemærkelsesværdigt sammentræf og et tegn på et vigtigt skifte. Finanspolitikken er på vej tilbage, mener lektoren: ”Tyskerne er gået fra at være fodslæbende til at være aktivt medvirkende i forreste geled.”  

En ny, moderat pro-europæisk udnævnelse til den ellers euroskeptiske gruppe af højesteretsdommere er ifølge kilder citeret i Reuters også et tegn på, at de folkevalgte i Berlin forsøger at sætte en dæmper på den aktivistiske og ligefrem konfrontatoriske Karlsruhe-gruppe.  

Et tabt årti

Det er nye toner. Under finanskrisen i 2008 udkæmpede ECB en lang og hård kamp med de tyske budgethøge fra Bundesbank, der gjorde, hvad de kunne for at stikke en kæp i hjulet på den daværende centralbankchef Mario Draghi.  
I Europa har ECB’s opkøbsprogrammer siden finanskrisen været en slags kontroversiel middelvej, hvor unionens nordlige medlemmer, som relativt hurtigt kom tilbage fra finans- og eurozonekrisen, har brokket sig over centralbankens ukontrollerede pengeskabelse, mens de kriseramte medlemmer i syd har kaldt på, at der skulle gøres endnu mere. 

”Bagtæppet for den recession, vi står i lige nu, er hvor stor forskel der er på, hvordan nord og syd har klaret sig gennem seneste krise,” siger Danske Banks senioranalytiker, Mikael Milhøj.  

Mens det er tvivlsomt om Italien, Spanien og Grækenland overhovedet er kommet tilbage efter finanskrisen, har et land som Tyskland buldret af sted igennem en kraftig højkonjunktur med den laveste ledighed i mange år. Den kontroversielle middelvej har således sendt eurozonen ud i en situation, hvor de forskellige lande har haft brug for forskellige pengepolitiske indgreb – og så er ingen endt med at være tilfredse med Den Europæiske Centralbank. 

Spørger man Asker Voldsgaard, der er ph.d.-studerende og forsker i finansieringen af den grønne omstilling ved University College London, er det præcis, hvad der sker, når man fører pengepolitik i et valutaområde med så forskellige økonomiske grundvilkår som eurozonen. Det handler også om, at vi i for mange år har vænnet os til tanken om, at centralbankerne kan klaree skærene. 

”Vores forventninger til centralbankerne har været urimelige,” siger Asker Voldsgaard. 

”De har været kompetente i håndteringen af krisen og forhindret voldsomme konkursscenarier. Men det, der gør, at der kommer fuld beskæftigelse igen, det kan centralbankerne ikke levere. Her skal finanspolitikken spille en mere central rolle.” 

For Voldsgaard er der nogle udbredte misforståelser om udstrækningen af centralbankernes magt, og eurozonens seneste ti år er et smertefuldt eksempel på netop det. 

”Eurozonen har gået og ventet på, at de lave renter ville virke, men det har bare været et tabt årti for store dele af befolkningen. Før coronakrisen var der stadig over syv procents arbejdsløshed i eurozonen. Det er en makroøkonomisk katastrofe, at de har baseret deres økonomiske paradigme på, at pengepolitikken er afgørende. Den vedtagne genopretningsfond er en midlertidig lappeløsning på en permanent mangel på finanspolitisk støtte til økonomien i Eurozonen.” 

Også Mikael Milhøj mener, at der har været en tendens til at lægge for mange æg i den kurv: ”Centralbankerne er aldrig sat i verden for at stå alene med den økonomiske politik,” siger han.   

Den politiske økonomis tidevand er vendt

Og det skal de tilsyneladende heller ikke længere. Ifølge Søren Hove Ravn er den danske regerings reaktion på krisen og ikke mindst Trumps og den amerikanske kongres’ kolossale hjælpepakke til 15.000 milliarder kroner to tidlige eksempler, der illustrerer tendensen. Aftalen fra EU-topmødet i juli er ifølge lektoren manifestationen.  

”Nu er finanspolitikken for alvor kommet i spil,” konkluderer han og uddyber. ”Den her aftale er ikke lavet af Den Europæiske Centralbank, men af de europæiske politikere, som dermed bruger finanspolitikken til krisebekæmpelse."

Per Callesen har også fulgt den politiske alliancedannelse mellem Merkel og Macron og ser den som et klart eksempel på, at politikerne er kommet tilbage på banen. Han henviser desuden til størrelsen på de finanspolitiske indgreb fra lande som Tyskland og USA.  

"Det er nogle utrolig store beløb, der bliver sendt af sted. Så der sker et skifte lige nu," vurderer nationalbankdirektøren.  

Callesen vil ikke gå ind i en vurdering af sommerens aftale. Han fremhæver dog den europæiske forankring, som gør, at ingen enkelte lande kommer i finansieringsproblemer, og at lånene udstedes på lang sigt og kan klares til billige penge. 

“Det vil alt andet lige trække renteniveauet op og aflaste pengepolitikken. Så på den måde giver det sådan set en hel del mening,” analyserer han. 

Mikael Milhøj er enig. Ifølge Danske Bank-analytikeren har der været en retfærdig kritik af de politiske magthavere, og derfor skal man også huske at rose dem, når de tager ansvar.  

Under coronakrisen har politikerne reageret resolut. Mange lande har sat ind med hjælpepakker til erhvervslivet. I USA er der allerede blevet sat omkring 1200 dollar ind på borgernes konti for at stimulere aktivitet, og en ny runde er for nylig blevet varslet af Mitch McConnell, Republikanernes leder af Senatet. Europas regeringsledere nåede frem til en aftale, der er historisk omfangsrig og vidtrækkende. 

Det er nogle enorme milliardbeløb, verdens beslutningstagere har sendt ud i økonomien som reaktion på coronakrisen. Alene beløbenes størrelse vil være nok til at vække bekymring hos mange.  

Ifølge Mikael Milhøj kan det dog vise sig at være billigere end at lade krisen trække ud. ”Det her er grunden til, at finanspolitik er så svær at føre for politikerne. Prisen er meget klar og meget direkte. Men omkostningerne ved at lade være, dem kender man ikke.” 

Omtalte personer

Charles Michel

Formand, Det Europæiske Råd
cand.jur. (Université Libre de Bruxelles, University of Amsterdam 1998)

Emmanuel Macron

Præsident, Frankrig (La République en marche)
offentlig administration (Sciences Po), filosofi (University of Paris-Ouest Nanterre La Défense 2001)

Ursula von der Leyen

Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)
KA i folkesundhedsvidenskab (2001), cand.med. (Mediziniche Hochschule, Hannover, 1991)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu