Politisk fattigdom

Den enlige mor “Carina” opnåede en aparte form for anonym berømmelse i sidste uge, hvor hun blev centrum for en ophedet politisk debat om fattigdom. Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance havde stillet spørgsmålstegn ved, om der overhovedet findes fattige i Danmark. Özlem Cekic fra regeringspartiet SF havde påtaget sig at tage den liberale kuglestøder med ud i virkeligheden og vise ham en af slagsen. Det viste sig så, at Cekic’ eksemplar ikke var så fattig, at det gjorde noget. Hun havde tværtimod et rådighedsbeløb “efter smøger og hundemad”, som en del lavestlønnede må misunde hende.

Den folkelige forargelse har været betydelig, og det har udløst en vigtig principiel debat om moderne fattigdom, og hvordan det danske velfærdssamfund skal indrettes. Den efterfølgende debat har dog samtidig afsløret, at den politiske fattigdom lever i bedste velgående. I stedet for at føre en isoleret debat om det forargelige i, at en enkelt kontanthjælpsmodtager har et større rådighedsbeløb efter skat end folk i arbejde, burde debatten i høj grad handle om dette: Siden sit 16. år har den enlige mor været på passiv forsørgelse, og der er gået hele 20 år, uden at nogen har kunnet hjælpe hende ind på arbejdsmarkedet.  Det er et udtryk for en alvorlig systemfejl.