Vestlige eksperter i politisk kommunikation er stadig mere optagede af de såkaldte politiske teknologer. Termen er oprindelig en russisk betegnelse for de magtfulde politiske kommunikationsbagmænd, som skaber bemærkelsesværdige valgresultater gennem en virtuos brug af sociale medier, traditionelle massemedier og big data-baseret politisk kommunikation, der ikke bekymrer sig om noget så trivielt som sandheden.

Når de politiske teknologer er interessante i en vestlig politisk kontekst, skyldes det, at Europa i 2014 og 2015 har oplevet historisk fremgang for nye politiske bevægelser og ’politiske startups’, som over hele det politiske spektrum har været i stand til at gøre massive indhug i de magtbastioner, der siden Anden Verdenskrig har været domineret af konsensussøgende centrumhøjre- og centrumvenstre-partier. Og denne tendens vil efter alt at dømme blive yderligere forstærket, når vælgerne i Vestens tre store gamle demokratier – England, Frankrig og USA – i løbet af de næste 18 måneder skal stemme om fortsat medlemskab af EU, og om hvem der skal indtage de magtfulde præsidentposter i USA og Frankrig.

Donald Trump og Marine Le Pen, præsidentkandidater i henholdsvis USA og Frankrig, og de britiske EU-modstandere har alle for længst demonstreret, at de mestrer de nye politiske teknologier til perfektion. Derfor er der i London, Washington og Paris voksende bekymring, i forhold til om de hidtidige magthavere kan besejre de tre bevægelser, der hver for sig har potentiale til at skabe uoverskuelige forandringer i den verdensorden, vi kender i dag.

Den russiskfødte britiske forfatter og analytiker Peter Pomerantsev introducerer i bogen ”Nothing Is True and Everything Is Possible: Adventures in Modern Russia” de politiske teknologer for den vestlige offentlighed. Ifølge Pomerantsev er det aktører, der er i stand til at bruge stort set alle former for politisk kommunikation og – ikke mindst – politisk aktivisme, som for eksempel skabelse af folkelige bevægelser og sågar politiske partier, i bestræbelserne på at nå deres mål. Den mest magtfulde politiske teknolog i verden er Vladislav Surkov, der er Vladimir Putins chefstrateg, og som betragtes som den næstvigtigste mand i Kreml efter Putin selv.

Anti-elitær kapitalist-socialist

Peter Pomerantsev, der arbejder for tænketanken Legatum Institute i London, mener, at der er en række lighedspunkter mellem Vladimir Putin og Donald Trump.

”Ligesom med Putin kan man ikke sætte Trump i bås rent politisk. Han er hverken klassisk venstreorienteret eller højreorienteret. Han er en anti-elitær kapitalist-socialist,” har Pomerantsev sagt til webmediet Mashable.

I USA har Donald Trump overrasket alle eksperter ved fortsat at være med i opløbet om at blive den republikanske præsidentkandidat. Avisen New York Times har forklaret Trumps overraskende succes med hans evne til først og fremmest at bruge det sociale medie Twitter, hvor han med avisens ord optræder som ”slagfærdig, ondskabsfuld og magtfuld”. I artiklen forklarer Mike Berland, der er tidligere ledende kampagnemedarbejder for den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton, at Trumps brug af Twitter slår alt, hvad man tidligere har set i amerikansk politik.

”Det er ikke kun sådan, at han samler publikum en gang imellem. Trump samler døgnet rundt. Han fylder ’Twitter- stadionet’ hver eneste dag,” siger Berland.

Frygt, håb og tillid afgør briternes EU-fremtid

I Storbritannien kender man endnu ikke datoen for folkeafstemningen om fortsat medlemskab af EU – der gættes på enten juni eller oktober i år. Men uanset datoen er det givet, at afstemningen meget vel kan blive en demonstration af, hvilke muligheder de nye politiske teknologier som sociale medier og platforme giver nye oppositionelle kræfter. Financial Times’ økonomiske chefkommentator Martin Wolf henviser til, at afstemningens reelle indhold er alt for komplekst til, at vælgerne reelt forstår, hvad de skal stemme om, og at afstemningen derfor vil blive afgjort af faktorerne frygt, håb og tillid, som han skrev i en blog forleden.

I Frankrig har det højrenationale parti Front National under ledelse af Marine Le Pen ved EU-valget i 2014 og regionalvalget i 2015 opnået bemærkelsesværdige resultater, der ikke mindst tilskrives den politiske chefstrateg – eller politiske teknolog, om man vil – Florian Philippot, der igen og igen forsikrer, at Front National hverken er højre- eller venstreorienteret. Det topstyrede parti er til gengæld på folkets side imod eliten, forsikrer Marine Le Pen.

Intet er sandt, og alt er muligt, når først de politiske teknologer tager over.