Den Europæiske Centralbank er kun 19 år gammel og står derfor foran det, læger og psykologer kalder ’de formative år’. ECB skal i de kommende år udvikle sig til en voksen og selvstændig institution, der for tid og evighed skal vogte EU’s mest banebrydende projekt, euroen.

Derfor er besættelsen af topstillingen i ECB i Frankfurt et anliggende af den allerstørste vigtighed i de inderste kredse af Europas politiske magt, hvor Tysklands kansler sammen med Frankrigs præsident og lederne af EU-Kommissionen og Det Europæiske Råd reelt træffer beslutningerne.

ECB har haft tre ledere siden starten i 1998. Først hollænderen Wim Duisenberg, dernæst franskmand Jean-Claude Trichet og siden 2011 italieneren Mario Draghi. Nu tyder alt på, at arvefølgen i euroens kongerække er faldet på plads, således at det bliver Tysklands 49-årige forbundsbankchef, Jens Weidmann, som i slutningen af 2019 skal overtage ledelsen af Den Europæiske Centralbank frem til udgangen af 2027.

Det hedder sig normalt, at tidlige kandidater til vigtige internationale topposter har det med at blive vraget i sidste ende. Men sådan forholder det sig næppe i dette tilfælde. Jens Weidmanns kandidatur til ECB-posten er ikke på nogen måde officielt annonceret, men det er henover sommeren blevet taget uhyre seriøst af stort set alle internationale businessmedier, efter at tyske Der Spiegel i maj måned skrev, at Angela Merkel og hendes finansminister og partifælle, Wolfgang Schäuble, er enige om at køre Weidmann i stilling til den centrale post. Selv om Der Spiegel ikke nævnte sine kilder til historien, er der ingen grund til at tro, at den ikke er rigtig. Tværtimod.

Jens Weidmann er en topuddannet økonom med speciale i pengepolitik, og han er ikke mindst Angela Merkels fortrolige, efter at han i perioden 2006-2011 var hendes øverste rådgiver i det tyske ’statsministerium’, Kanzleramt, med ansvar for europæiske og internationale økonomiske spørgsmål. Dermed var han dybt involveret i håndteringen af finanskrisen fra 2007/2008 og siden de efterfølgende bank- og gældskriser.

Kritikere beskriver Weidmann som værende pragmatisk, grænsende til det principløse, men evnen til at finde pragmatiske løsninger er lige præcis, hvad der er brug i eurosamarbejdet, som i de kommende år står for at skulle forstærkes markant i forbindelse med de vidtgående reformer, som Tyskland og Frankrig ventes at præsentere forslag til, når det tyske valg den 24. september er overstået. Som fransktalende og med praktikophold i Frankrigs nationalbank, Banque de France, bag sig er Weidmann dybt inde i de friktionspunkter mellem tysk og fransk økonomisk tænkning, som dybest set er omdrejningspunktet i eurosamarbejdet.

Det stærke ben

Euroen blev i sin tid skabt gennem en grand bargain mellem det daværende Vesttyskland og Frankrig efter Murens fald. Hvis Frankrig skulle acceptere Tysklands genforening, skulle tyskerne til gengæld engagere sig uigenkaldeligt i Den Europæiske Union. Det gjorde tyskerne modstræbende med skabelsen af euroen, men de tog samtidig så mange forbehold for de politiske dele af eurosamarbejdet, at euroen fik alle de svagheder, som i årene efter finanskrisens udbrud for 10 år siden var ved at tage livet af den fælles europæiske mønt.

Tyskerne accepterede, at euroen fik et stærkt pengepolitisk monetært ben, mens de til gengæld afviste enhver tanke om, at euroen skulle kunne bruges til fælles europæisk gældsstiftelse, så længe de ikke følte sig sikre på, at Frankrig og de andre eurolande ville demonstrere samme finanspolitiske seriøsitet, som alle tyske regeringer siden Anden Verdenskrig har gjort det.

Jens Weidmann er ikke den første tyske kandidat til topposten i ECB. Alt var således lagt til rette til, at det var den daværende forbundsbankchef, Axel Weber, der i 2011 skulle have afløst franskmanden Trichet på topposten i Frankfurt. Men Weber sprang i målet, fordi han ikke ville være med til at strække ECB’s mandat så langt, som Mario Draghi gjorde det i sommeren, da han erklærede, at ECB ville ”whatever it takes” for at redde euroen.

Den italienske tidligere Goldman Sachs-mand trak ved denne lejlighed det, der er blevet kaldt ’den store bazooka’. Han gjorde det populært sagt klart, at ECB ville trykke lige så mange eurosedler, som det var nødvendigt for at holde hånden under kriseramte statskasser og banker af systemisk vigtighed i eurozonen.

Mario Draghi kunne ikke have udstedt denne garanti uden godkendelse fra Tysklands kansler, Angela Merkel, og fra Tysklands forbundsbankchef, som nu hed Jens Weidmann i stedet for Axel Weber. Meldingen fra Draghi i 2012 står i dag som en historisk begivenhed i Den Europæiske Centralbanks korte historie, fordi den reelt markerede, at ECB ikke længere fulgte den ortodokse tyske pengepolitiske tænkning, men at den derimod havde opbakning fra Tysklands kansler og den tyske Forbundsbank til at føre en politik, der tjente langt bredere europæiske hensyn gennem massive opkøb af obligationer fra kriseramte stater og banker.

Disse støtteopkøb er fortsat stærkt omdiskuterede i Tyskland, hvor der er anlagt en hel byge af sager hos Forfatningsdomstolen i Karlsruhe med påstand om, at både Forbundsbanken og ECB har overtrådt deres mandater. Jens Weidmann selv har i sin tid i Forbundsbanken indtaget rollen som forsvareren for de tyske økonomiske dyder i ECB’s ledelsesråd, hvor Tysklands forbundsbankchef i kraft af landets store økonomi naturligvis spiller en helt centralrolle. Og han har endnu ikke officielt medgivet, at han i 2012 reelt gav grønt lys til Mario Draghis udtalelse om, at ECB var villig til at gøre alt, hvad der var nødvendigt for at redde euroen.

”Disse udtalelser bliver altid citeret i en forkortet udgave. Mario Draghi tilføjede nemlig ’inden for rammerne af vores mandat’. Det tilkommer ikke centralbanken at påtage sig en fuldstændig garanti. Den beslutning hører hjemme hos politikerne,” sagde Weidmann tidligere på året i et interview i avisen Die Zeit, hvor han understregede, at han finder det fuldstændig unødvendigt at diskutere, hvem der skal overtage Mario Draghis job i 2019.

Weidmann har gennem årene altid stemt imod Den Europæiske Centralbanks støtteopkøb af statsobligationer i de kriseramte eurolande. Men denne modstand har været mere symbolsk end reel, fordi der altid har været et flertal bag Draghis politik, og der er næppe tvivl om, at Weidmann, hvis han havde ønsket det, ville have kunnet overtale et flertal af eurolandenes nationalbankchefer til at følge ham. Udadtil har Weidmann på den måde så at sige forsvaret Tysklands økonomiske dyd, alt imens han – sammen med Angela Merkel – reelt har accepteret, at ECB har ført en politik, som Tysklands Forbundsbank ikke officielt ville tilslutte sig.

Det er denne form for ekstrem politisk pragmatisme, der får ECB-kritiske tyske økonomer og meningsdannere til at beskylde Weidmann for principløshed. Karl Otto Pöhl, der var leder af Tysklands Forbundsbank fra 1980 til 1991 og en stærk modstander af den glidning væk fra et tysk ECB til et mere europæisk ECB, som Angela Merkel og Jens Weidmann reelt har accepteret, har formuleret det således.

”De europæiske regeringer og ECB ønsker at bevare det aktuelle system, fordi omkostningerne ved at forlade det er for høje. Derfor ser det ud til, at det eneste alternativ er en europæisk transferunion, der involverer solidarisk gældsætning. Jeg er imod den løsning, men det er den vej, vi er ude på.”

LÆS OGSÅ: Tyskland og Frankrig varmer op til dybe EU-reformer