Kapitalfonde i kreditkrise Nervøse banker træder på bremsen . . . . . . men lønmodtagerkapital er klar til at finansiere den næste guldalder Verdens 3. 000 kapitalfonde er blevet kaldt kasinokapitalister og græshoppeplage af ledende europæiske socialdemokrater og fagforeninger. Men det er lønmodtagernes egne pensionskasser, der kommer til at finansiere kapitalfondenes næste ekspansionsfase. Flere danske pensionskasser er klar til at fordoble deres indskud for at skabe højere afkast for deres medlemmer. Her og nu står fondene foran en opbremsning. En stribe kapitalfonde har måttet aflyse planlagte virksomhedsopkøb efter rystelser på finansmarkedet i kølvandet på sommerens krise på det amerikanske marked for boliglån. Kreditrisikoen er øget, renten skudt i vejret, og internationale banker har udestående lån til kapitalfondene på over 2. 700 milliarder kr. Men kapitalfondene har store depoter at trække på og kommer efter alt at dømme helskindet igennem krisen. Derefter er vejen åben for en ny guldalder baseret på tæt partnerskab mellem kapitalfonde og pensionskasser.