Presset letter på euroen – for en stund
Succes. Sådan lød overskrifterne, da det onsdag lykkedes Portugal at sælge hele sin udbudte pulje af statsobligationer på 1,25 milliarder euro. Før salget blev der rejst tvivl om, hvorvidt der overhovedet ville være købere, eller om landet i stedet måtte ned på knæ og bede IMF og EUs finanspolitiske kriseredskab, EFSF, træde til.
Men det er en dyrekøbt sejr for de kriseplagede portugisere. Obligationsrenten endte på lige godt 6,7 pct. – så højt, at nobelpristageren Paul Krugman ligefrem kaldte det for “ruinerende”.
Fremtidsudsigterne for Portugal er ikke de bedste. Regeringen strammer bæltet ret hårdt og bringer år for år det offentlige underskud ned. I 2010 bliver det på godt 7 pct. af BNP og i 2011 er forventningen, at det vil være faldet til under 5 pct. Det hjælper på landets troværdighed, når de løbende underskud skal finansieres med salg af obligationer. Men prisen er høj. Det indenlandske forbrug falder, og i 2011 vil også BNP falde med 1,3 pct. Portugals økonomi er langtfra på sikker kurs.
Undervejs har Portugal fået hjælp fra både Kina og Japan, der begge har foretaget store opkøb af portugisiske obligationer. Det sker ikke for portugisernes blå øjnes skyld. Landets rating er stadig AAA, og en rente på 6,7 pct. er et udbytte, som det er svært at konkurrere med, f.eks. for de hæderkronede tyske statsobligtioner.
Kina og Japan råder over verdens største valutareserver, så de to lande har muligheder for fortsat at opkøbe statsobligationer fra eurolandene. Deres vilje til at købe obligationer er med til at øge efterspørgslen efter de kriseplagede eurolandes obligationer og hjælper derfor med til at inddæmme gældskrisen.
Samtidig diskuterer eurolandene både at lette betingelserne for at få adgang til milliarderne i EFSF og også øge de samlede lånemuligheder med op mod 50 pct.
Stadig holder markederne nervøst øje med udviklingen. Det er langtfra sikkert, at portugiserne fortsat kan klare sig med egen hjælp. Og hvis først Portugal skal have støtte fra IMF og EFSF, glider uro og problemer hurtigt videre til Spanien. Euroens krise er langtfra løst. Men presset er for øjeblikket lettet.





