Med sit nye sundhedspolitiske udspil “Jo før – jo bedre” tager regeringen de første skridt til en helt nødvendig omstilling af sundhedsvæsenet. Det handler først og fremmest om, at læger og sygeplejersker skal blive bedre til at fange sygdomme tidligere, samt at sundhedspersonalet skal indgå i dialog med patienterne og afstemme behandlingen i overensstemmelse med deres behov.

Dermed adresserer udspillet to af de helt store udfordringer i et sundhedsvæsen. Hensigten er at vende op og ned på den service, sundhedsvæsenet leverer til borgerne, og i langt højere grad sætte borgeren og borgerens behov i centrum for arbejdet. Skal det lykkes, må læger og sygeplejersker prioritere og arbejde anderledes. For at citere regeringens udspil skal der “arbejdes aktivt for at skabe en kulturændring”. Store, men nødvendige ambitioner – og ambitioner, Mandag Morgen har argumenteret stærkt for.

Spørgsmålet er blot: Hvordan skaber man en ny kultur i en hel sektor? Alene på sygehusene drejer det sig om 100.000 mennesker. I forvejen er det danske sundhedsvæsen en af de mest fragmenterede sektorer i samfundet. Det er en af forklaringerne på, at mange års bestræbelser på at skabe et sammenhængende patientforløb ikke har ført til de store gennembrud. Det bliver noget af en udfordring at ændre kulturen i en sektor, der som det danske sundhedsvæsen tæller et stort antal virksomheder og hundredvis af afdelinger, der hver især har udviklet deres egen kultur.

Med al respekt for regeringens udspil og de gode intentioner er de næppe tilstrækkelige til at levere de resultater, regeringen åbenbart forestiller sig.

5 milliarder kr. lyder af mange penge, men regeringen spreder merbevillingen ud over de kommende 4 år.  Resultatet er, at regeringen kun afsætter godt 1 milliard kr. om året eller lidt mere end 1 pct. af det beløb, regionerne budgetterer med til sundhed – og at langt den største del af budgetterne fortsat vil dække de kendte aktiviteter. Denne lille merbevilling skal drive den største ændring i mange år af den service, sundhedsvæsenet leverer til borgerne.
 

DERFOR ER DET IKKE NOK, at regeringen øger sundhedsbudgetterne med 1 ekstra pct. om året. Regeringen skal grave dybere ned og for alvor tage fat på indretningen og styringen af sundhedsvæsenet, så alle incitamenter og styringsredskaber trimmes og understøtter den ny praksis.

Det gælder i særlig grad de økonomiske incitamenter. De er udviklet for godt ti år siden for at øge produktiviteten og reducere ventetiderne på sygehusene. Den gode historie er, at incitamenterne virker, og ventetiderne er blevet reduceret. Men skal regeringens omstilling for alvor sætte tilsvarende spor i det danske sundhedsvæsen, er det ikke nok at reducere ventelister. Incitamentsstrukturen skal udbygges og udvides. Det være sig ved at belønne de læger eller sygeplejersker, som opsporer sygdomme tidligt i forløbet eller f.eks. kan dokumentere deres indsats for at inddrage patienten og de pårørende i en tæt dialog om behandlingen.

Fra andre dele af samfundet ved vi, at nye holdninger og ændrede kulturer kræver en mangesidet og meget konkret og kontant indsats over en lang periode. Og potentialet for denne type forandring er stort og lovende i sundhedsvæsenet.

Allerede nu viser erfaringer fra enkeltprojekter i både Danmark og udlandet, at dialog fører til mere præcise og typisk også mindre omfattende og derfor billigere behandlinger end hidtil. Meget tyder derfor på, at dialogen kræver ekstra minutter sammen med patienten tidligt i forløbet, men at de ekstra minutter ofte vil fungere som en investering i et bedre og billigere samlet behandlingsforløb. De økonomiske incitamenter skal understøtte den type af investering i en bedre behandling og ikke som nu kun fokusere på den enkelte aktivitet.

Derfor er det langtfra tilstrækkeligt blot at trimme de økonomiske incitamenter. Nyudviklingen af sundhedsvæsenet indebærer også, at læger og sygeplejersker skal måles på andet og mere, end om en operation eller en anden behandling lykkes i medicinsk eller klinisk forstand. Her lægger regeringen heldigvis op til, at bedømmelsen af kvaliteten i en behandling også skal påvirkes af, om patienterne rent faktisk oplever, at behandlingen har afhjulpet eller mindsket deres problemer. Ind til nu har den type af feedback fra patienter ikke indgået i lægers eller sygeplejerskes mere traditionsbundne opfattelse af kvalitet.

Regeringen henviser til erfaringer fra bl.a. England, der ikke kun ser på, om operationen lykkedes, men også bruger feedback fra patienter, når den samlede indsats skal vurderes. Regeringen kan med fordel tage et skridt videre og se til Sverige, hvor feedback fra patienter ikke bare indgår i bedømmelsen af kvaliteten, men også kan påvirke økonomien. En positiv feedback fra svenske patienter udløser en bonus, mens en negativ feedback omvendt kan udløse en økonomisk straf.
 

REGERINGEN SKAL ROSES FOR SIN OPPRIORITERING af vigtige dagsordener. Endnu er det overskrifter, der skal uddybes, før man kan danne sig et bedre billede af de mulige effekter. Men umiddelbart kunne man mistænke regeringen for at have blikket lige så skarpt rettet mod næste valg som mod kvaliteten i sundhedssektoren. 

Hvis den virkelig ville sikre et gennembrud i bekæmpelsen af sygdomme, herunder især de kroniske, havde den afsat størsteparten af de 5 milliarder til forebyggelse. Her ville de have en langt større effekt. Det er alle eksperter enige om, og det er også en gennemgående kritik af udspillet. Tidligere opgørelser viser, at hver gang vi investerer 1.000 kr. i helbredelse, bruger vi kun 1 kr. på forebyggelse. Før den balance ændres, vil vi uundgåeligt blive tvunget til at bruge stadig større milliardbeløb på at behandle et hurtigt stigende antal mennesker med kroniske sygdomme.

Men den logik har regeringen ikke indtænkt. Det kan der være flere grunde til. En af de åbenbare er det politisk givtige i at støtte de svage og de syge over for det politisk risikable i at opfordre folk til at ændre adfærd – og dermed risikere beskyldninger for at ville være smagsdommer. Det er nemt at skabe opbakning til f.eks. kræftplaner, men decideret farligt at ville påvirke menneskers levevaner. Det kan fødevareministeren bl.a. tale med om. Men det er altså her, indsatsen for alvor gavner.

Vi forstår og erkender, at politisk logik og sundhedslogik ikke altid er i overensstemmelse. Det dilemma befinder vi os ikke i, og derfor vil vi sideløbende med vores fokus på at forbedre patienternes vilkår også sætte stærkt fokus på at udløse den “madrevolution”, som Dan Jørgensen lagde op til i sommerens løb. Der er en slående lighed mellem at ændre patientkulturen og madkulturen: Vi er begge steder oppe mod stærke kræfter, indarbejdede sædvaner og prioriteringer samt dyrkelse af særinteresser. Og begge steder forudsætter de nødvendige gennembrud stærke incitamenter – og det politiske mod til at gennemføre dem og dermed demonstrere, at man mener det alvorligt med at forbedre befolkningens sundhedstilstand. Det mod bekræftes ikke i det nye udspil fra regeringen.