Medier
Privatiseret TV 2 kan udvikle sig til en Arriva-skandale
Forskere og mulige købere tvivler på økonomien
Mange ubesvarede spørgsmål - trods selvsikker kulturminister
Netop som det politiske flertal bag et salg af TV 2 er sikret, sår flere medieforskere tvivl om økonomien i projektet. Heller ikke de mulige købere er overbeviste: “Vi har endnu ikke en idé om, TV 2 kan blive en god forretning, ” siger Lasse Bolander, koncerndirektør i Det Berlingske Officin om privatiseringens mange usikre forudsætninger. Der skal ikke meget til, før de nye ejere må slække på programmernes kvalitet eller opgive driften, viser Mandag Morgens analyse. Blandt de ubesvarede spørgsmål er tidspunktet for digitaliseringen af sendenettet, som vil kaste TV 2 ud i hård konkurrence med kommercielle danske og internationale stationer. Ifølge Henrik Søndergaard, lektor ved Københavns Universitet, er de analyser, kulturminister Brian Mikkelsen lægger frem som argumenter for et privat TV 2, “hypotetiske”. “Det eneste, vi ved, er, at en ny ejer med det samme vil møde store udfordringer på reklame- og mediemarkedet, ” siger han. Professor ved Aarhus Universitet Frands Mortensen, mener, at projektet er på taberkurs.