Det er ikke økonomi men derimod identitets- og værdipolitik, der er omdrejningspunktet ved næste uges parlamentsvalg i Holland.

Selv om landets økonomi er i markant bedring med lav arbejdsløshed, stigende huspriser og stabil økonomisk vækst, står den liberale premierminister, Mark Rutte, og hans socialdemokratiske regeringspartner siden 2012 til massive nederlag ved valget 15. marts. Til gengæld er højrepopulisten Geert Wilders og ikke mindst det grønne venstreparti GroenLinks (GL) med den kun 30-årige Jesse Klaver i spidsen på vej mod solide valgsejre.

Jesse Klaver, der har en marokkansk far, fører en nærmest populistisk kampagne med patos og store følelser, og han forsvarer et politisk program præget af grøn omstilling, stærkt EU-engagement og en inkluderende flygtningepolitik. Også det socialliberale midterparti D66 står til en solid fremgang på et proeuropæisk og socialliberalt partiprogram, mens det kristeligt demokratiske CDA står til pæn fremgang på en stadig mere nationalistisk og EU-skeptisk kampagne.

Dermed er der lagt op til et langt mindre entydigt valgresultat i Holland, end det ofte fremstilles i den internationale presse. Her synes den på forhånd givne konklusion at være, at den ventede fremgang til højrepopulisten Geert Wilders kan udlægges som endnu en milepæl i den populistiske sejrsmarch, der har materialiseret sig med briternes udmeldelse af EU i sommer og Trumps sejr ved præsidentvalget i USA i november.

De seneste meningsmålinger har vist, at Wilders’ fremgang flader ud, og at afgående premierminister, Mark Ruttes, liberale VVD-parti alligevel kan ende med at blive landets største parti. Dermed vil Rutte få den svære opgave med at skabe en regeringsduelig koalition i det hollandske parlament i Haag. Tweede Kamer, som parlamentet hedder, vil ifølge meningsmålingerne få i alt 11 partier, hvor hele 6 partier vil få mellem 16,3 og 8,5 pct. af stemmerne.

Premierminister Mark Rutte, der brugte Wilders Frihedsparti, PVV, som støtteparti i perioden 2010-2012, har erklæret, at han aldrig igen vil bruge PVV som parlamentarisk grundlag, fordi Wilders efter hans opfattelse ikke er til at stole på. Dermed er der lagt op til månedlange koalitionsforhandlinger, hvilket ikke er noget særsyn i hollandsk politik.

Partier kopierer Wilders

Alexander Pechtold, der er leder af det socialliberale D66, har under valgkampen udtalt, at det ikke så meget er Geert Wilders og hans parti, der er problemet, men derimod det forhold, at de gamle regeringsbærende partier begynder at kopiere ham.

”Vi skal passe på, fordi ekstremisme er ved at blive mainstream,” siger han til Financial Times og henviser i den forbindelse til, at Margrethe Vestager, radikal EU-kommissær, har advaret om, at det er den udvikling, man har set i Danmark, hvor Dansk Folkeparti har fået stor politisk indflydelse, selv om partiet aldrig har villet indtræde i en regering.

Med den sammensætning, det hollandske parlament ser ud til at få, og det faktum in mente, at ingen partier ønsker at samarbejde med Wilders, er det givet, at man endnu en gang bliver nødt til at lave en regering hen over midten. Og det selv om vælgerne ser ud til at vælge de partier, der repræsenterer de identitets- og værdipolitiske yderfløje. Ifølge et gennemsnit af de seneste meningsmålinger står de EU- og flygtningevenlige partier GL og D66 til at få 21,6 pct. af stemmerne – det er knap seks procentpoint mere end Wilders’ EU- og islamkritiske PVV. Se figur 1.

Wilders’ indflydelse på de gamle politiske partier har været tydeligst hos premierminister Mark Rutte, der bl.a. offentligt har bedt såkaldte asociale indvandrerdrenge om ’at pisse af’. På samme måde har han i avisannoncer henvendt til indvandrere, der ikke accepterer Hollands grundlæggende værdier, sagt, at de skal ’opføre sig normalt eller forsvinde’.

De truende valgnederlag til de regeringsbærende liberale og socialdemokrater i hollandsk politik ligner den tendens, man også ser i Frankrig, hvor meningsmålingerne lige nu tyder på, at de to gamle centrumvenstre- og centrumhøjre-partier ser ud til at blive elimineret i første runde af præsidentvalget 23. april. Til gengæld er der ikke umiddelbart noget, der tyder på, at man vil se den samme udvikling i Tyskland.

Her er der fortsat lagt op til, at det konservative CDU med Angela Merkel i spidsen og SPD med Martin Schulz som frontfigur fortsat hver især vil samle over 30 pct. af stemmerne. Dermed tyder alt på, at de to partier vil fortsætte regeringssamarbejdet efter det tyske valg til september. Bundlinjen er, at både Holland og Tyskland med stor sandsynlighed vil have proeuropæiske og frihandelsorienterede regeringer, når valgsæsonen er overstået. Og det er på samme måde det mest sandsynlige udfald af valgene af henholdsvis præsident og parlament i Frankrig, der foregår over fire valgrunder, fra slutningen af april til midt i juni. Her viser de seneste meningsmålinger, at den proeuropæiske midterpolitiker Emmanuel Macron vil få hele 62 pct. af stemmerne ved valgets anden runde, mens den højrenationale Marine Le Pen her står til 38 pct. Macrons mulighed for at nå frem til anden runde blev kraftigt styrket i sidste uge, hvor hans værste konkurrent, den konservative Francois Fillon, officielt blev sigtet for misbrug af offentlige midler i forbindelse med aflønning af både hustru og børn for parlamentarisk arbejde, som de angiveligt ikke har udført.