Apotekerne er blevet til specialbutikker, hvor overkvalificerede medarbejdere udleverer fabriksprodukter til alt for høje priser for forbrugeren og samfundet. Det mener professor Niels Jørgensen, der i en årrække har beskæftiget sig indgående med distributionen af lægemidler. Han foreslår i stedet en reform af apoteks- og grossistleddet, der kan spare samfundet for op til 1 milliard kr. årligt, samtidig med at servicen på en række punkter forbedres. Ifølge Niels Jørgensen er apotekernes argumenter for at fastholde deres monopol ofte rene myter. Blandt andet overdriver apotekerne groft betydningen af den vejledning, man giver medicinkunderne. Faktisk ved vi ikke, hvor mange af deres ekspeditioner, der reelt kræver vejledning, og vi ved heller ikke, hvor meget de gode råd nytter, påpeger han. I fremtiden kan den nødvendige vejledning blandt andet klares af læger, der vil få nye edb-baserede hjælpemidler til deres sundhedspædagogiske opgaver. Apotekerforeningens formand, Bodil Strøh, tror ikke på økonomien i Niels Jørgensens vision, som hun i øvrigt finder alt for økonomisk og for lidt sundhedsfaglig.