De store partier taber i deres højborge ved det kommende kommunalvalg. Både Socialdemokratiet og Venstre går mærkbart tilbage i de kommuner, hvor de traditionelt har haft størst tilslutning. Også de Konservative står til markante hjemmebanenederlag i f.eks. Gentofte og på Frederiksberg. Kommunalvalget bliver alt i alt en sejr for Dansk Folkeparti, de Radikale og Enhedslisten, men et nederlag for de øvrige partier. Det forudser en prognose, som professor Søren Risbjerg Thomsen har udarbejdet for Mandag Morgen. Ifølge prognosen fortsætter de senere års tendens til, at partiernes styrke bliver mere jævnt fordelt over hele landet. Socialdemokratiet og SF går mest tilbage i hovedstadsområdet og i de større byer. Venstre taber derimod terræn i landkommunerne. Venstres tilbagegang gør, at partiet ifølge prognosen må sige farvel til drømmen om at erobre mange borgmesterposter fra Socialdemokratiet. Af de 7 større byer, som Venstre på forhånd har udpeget som erobringsmål, ser det ifølge prognosen kun ud til at skulle lykkes i to eller tre af dem. Prognosen bygger på, hvordan den landspolitiske tendens plejer at slå igennem ved de lokale valg. Ugebrevet gengiver prognosens resultater for landets 50 største kommuner. Hele prognosen, der omfatter alle landets kommuner, er tilgængelig på Mandag Morgens hjemmeside på internettet.