En række af Danmarks mest fremtrædende rederier er på vej med katastrofale regnskaber, som i værste fald kan koste rederne deres selvstændighed. Under alle omstændigheder vil J. Lauritzen Holding, DS Torm, DS Norden, rederiet K. I. Larsen, Elite Shipping m.fl. dominere blandt de kommende ugers regnskabs-bundskrabere. Det viser den første samlede offentliggjorte oversigt over de kommende regnskabsresultater, baseret på den internationale aktieanalysedatabase I/B/E/S. Her samles de seneste danske og internationale aktieanalyser af blandt andet 159 førende danske børsnoterede virksomheder. Oversigten viser også, at en række kendte selskaber som ØK, Albani og DLH også er på listen over de største forventede fald i indtjeningen. I den anden ende topper VT Holding med en tredobling af overskuddet før skat. Overraskende forventer analytikerne stigende indtjening i 60 pct. af de danske virksomheder.