Det lysner Oprydningen efter den finansielle krise kommer til at gøre ondt . . . . . . men førende økonom er optimist på lang sigt Det er nødvendigt at gribe ind mod den overdrevne gearing på det globale lånemarked for at komme helskindet ud af den globale finanskrise. Det anbefaler en af verdens førende økonomiske analytikere, dr. Horace Brock, i et interview med Mandag Morgen. Rentenedsættelser er ikke nok til at løse krisen, der vil accelerere i løbet af 2008. På den lange bane er han dog stadig optimistisk. Den globale økonomi har udsigt til en epoke med lang og stabil vækst. På globalt plan oplever 120 lande fortsat vækstrater over 4 pct. – anført af de asiatiske tigerøkonomier. “Det er en matematisk kendsgerning, at når over en milliard mennesker træder ind i den globale arbejdsstyrke og øger produktiviteten, vil verdensøkonomien også opleve vækst, ” siger Horace Brock.