Medie-etik
Afsløring i Danmarks Radio:
Kendte nyhedsværter medietræner erhvervsledere og politikere
Kritiseres af kolleger og nyhedsdirektør
Kendte DR-værters arbejde som medietrænere for beslutningstagere sår tvivl om hele DRs troværdighed. Stik mod DRs regler optræder en række af landets skarpeste journalister på det ene mediekursus efter det andet. Her øver de interviews og giver gode råd til ledere, der ønsker at ruste sig til konfrontationer med nyhedsmedierne. Blandt kunderne er en stribe af landbrugets interesseorganisationer, Socialdemokratiet, Københavns Kommune og private virksomheder, viser Mandag Morgens kortlægning. Oplysningerne vækker opsigt i DR: “Det er fuldstændig uholdbart, ” siger Kurt Strand, vært for DRs Profilen. Han kritiserer kollegerne for at plette DRs navn i deres jagt på indtægter: “Selvom det ikke er nogen sulten slavehær, vi taler om, tror jeg desværre drivkraften er penge. ” Nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen siger, at DR ikke kan leve med, at nyhedsjournalister optræder som medietrænere. Hun er derfor parat til at stramme DRs regler for bijobberi. De involverede, heriblandt DRs nyhedsvært Morten Løkkegaard og Pengemagasinets Mogens Rubinstein, bestrider, at der er tale om decideret medietræning. “Jeg kalder det foredrag med eksemplificeringer, ” siger Løkkegaard.