Rammebetingelser tiltrækker nærige turister

Turisme kan skabe blivende jobs, der ikke kan flyttes ud. Turisme kan gavne udkantsområderne. Turisme er et af verdens største og hastigst voksende erhverv. Det er allerede i dag et vigtigt erhverv, der beskæftiger ca. 125.000 personer i landet. Selvfølgelig skal Danmark have sin del af turismepotentialet.

Det forudsætter dog, at vi vil have det og tilrettelægger rammebetingelserne således, at Danmark selv uden Eifeltårn, Mona Lisa, Tower of London eller tilsvarende attraktioner kan få sin andel af markedet. Den opgave kan kun løses med en målrettet satsning fra offentlige og private aktører. Her må staten bidrage ved at sænke momsen på hotel og restauranter, så de bliver mere konkurrencedygtige. Samtidig skal aktørerne i turistbranchen samarbejde om at udvikle ”pakker” og faciliteter, der kan tiltrække de turister, der også har midlerne til at bidrage til vækst og beskæftigelse.

Hotelbranchen undrer sig stadig over, at man ikke vil give fuld afløftning for hotelmomsen, som man har det i andre erhverv – ikke mindst i vores nabolande, som vi konkurrerer med. Hotelpriserne er i forvejen høje i Danmark, bl.a. på grund af det høje løntryk vi har. I stedet laver man bureaukratiske lempelser, der er dyre at administrere. Først et fradrag på 25 % af momsen, så et fradrag på 50 % af momsen – men kun på selve overnatningen og ikke på morgenmaden, hvilket tvinger hoteller til at separere priserne og i nogle tilfælde gøre morgenmaden til en tabsgivende forretning for at sikre, at den bliver købt og for at holde prisen på værelserne nede.

”Det er en temmelig bureaukratisk måde at regulere det på, og jeg tvivler på, at gevinsten for statskassen står mål med det administrative besvær,” siger Jens Mathiesen, administrerende direktør i Scandic Danmark, og tilføjer: ”I andre lande har man både lavere samt differentieret moms. I Danmark kan virksomhederne ikke engang afløfte den.” Men det lader ikke til, at der er den nødvendige politiske vilje til at tilvejebringe de nødvendige rammebetingelser.

Det kan undre, når det anslås, at turisme i 2020 udgør 10 % af den globale handel, hvilket vil gøre det til verdens største erhverv. Når det gælder vækst i turismen i Danmark, halter vi dog langt efter gennemsnittet. En analyse udarbejdet af Copenhagen Economics viser, at det ville have skabt 16.000 jobs og 10 mia. kr. i omsætning, hvis Danmark i de sidste 10 år havde fulgt den gennemsnitlige vækst i turismen i Europa.

Et oplagt marked at satse på, er den hastigt voksende kinesiske turisme. De kender H.C. Andersen i forvejen, og det skaber en unik mulighed for at markedsføre Danmark i Kina. Men vi vil kun modtage grupper og ikke individuelle turister fra Kina, og vores ry for fremmedfjenskhed og besværlige visumregler bevirker, at turiststrømmen går til andre lande. Det er blevet bedre, men kan sagtens forenkles yderligere. ”Sagen om Muhammedtegningerne og nye pointsystemer og visumregler bidrager til det generelle indtryk af Danmark som en fremmedfjendsk nation, og det gavner ikke just turismen,” siger Jens Mathiesen.

Vi kunne også lade os inspirere af bjerglandet Schweiz, hvor man kan prøve windsurfing, kitesurfing, kajakroning og andre vandsportsgrene ved en af søerne. Vi er en nation omgivet af vand, men hvor er det lige, at turister kan benytte sig af det og få instruktion i alle former for vandsport under sikre former i stedet for at risikere at falde i hestehuller i Vesterhavet. Amager Strandpark javel, men det er jo ikke lige den fremmeste turistdestination, og at det er propfuldt på en god sommerdag indikerer jo, at der er et marked for den slags anlæg. Eller hvad med en eksklusiv cykelturisme, som flere andre lande eksperimenterer med, hvor bagagen køres fra sted til sted, mens cyklisterne indlogeres på lækre hoteller med god mad. Har vi den slags turisme i cykelnationen Danmark?

Vi får vores andel af turister, der kommer i bil, har maden med hjemmefra, hvor den kan købes meget billigere og som stuver hele familien ind i sommerhuse med 70 cm bredde senge og minimale faciliteter – tilsat en mullen lugt fra manglende opvarmning om vinteren. Ikke just den slags turister, der lægger mange penge i kassen. Der er brug for at udvikle nye turismeprojekter, der kan tiltrække kapitalstærke besøgende fra såvel Kina som andre lande. Det er den type af turister, der kan forløse erhvervets enorme vækstpotentiale. Men første skridt på vejen er bedre rammebetingelser. Og det er politikernes ansvar.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu