Her er en god nyhed til alle, der frygter, at deres job bliver overflødiggjort af robotter og automatisering.

Det er i høj grad muligt for mange af de automatiseringsramte at omskole sig og opbygge et nyt sæt af kompetencer, der matcher nogle af de nye jobtyper, som vil opstå i slipstrømmen på den fjerde industrielle revolution.

Det fremgår af en ny rapport fra World Economic Forum.

Rapporten slår imidlertid også fast, at det vil kræve en indsats af den enkelte, af virksomhederne og af samfundet.

Hele 96 pct. af de personer, hvis jobfunktioner ser ud til at blive ramt af automatiseringen, behøver ifølge rapporten ’The Reskilling Revolution’, på dansk ’Omskolingsrevolutionen’, der blev udgivet i januar, ikke frygte at skulle begynde helt forfra på skolebænken for at kunne springe over kompetencekløften og finde ind i nye jobfunktioner. De kan 'nøjes' med en mindre omskoling til bestemte, nærliggende jobtyper.

Rapportens forfattere har kortlagt kompetencerne i eksisterende og truede jobtyper med udgangspunkt i data fra det amerikanske jobmarked og sammenholdt dem med de kompetencer, der forventes at blive behov for i fremtiden. Selv om rapportens udgangspunkt er det amerikanske jobmarked, er det forskerteamets pointe, at selve metoden kan bruges på andre jobmarkeder og dermed bidrage til at vise, hvilke karriereskift der vil være de mest nærliggende i den fjerde industrielle revolution. 

Till Leopold, der står i spidsen for World Economic Forums initiativer inden for bl.a. uddannelse, sætter ord på den nye metode.

“Vi har fundet en metode til at beregne, hvor stort gabet egentlig er: Hvis folk skal rykke fra deres nuværende stilling, hvor langt ligger deres nuværende kompetencer så fra dem, der efterspørges i det nye job?” spørger han.

Fra trykkeri til landbrug

Helt konkret har forskergruppen kortlagt kompetencerne i en række eksisterende jobtyper og set nærmere på, hvor langt de – når kompetencebehovene dissekeres – ligger fra nogle af de jobtyper, der forventes at blive mere behov for fremover. Analysen tager udgangspunkt i et bredt spektrum af jobtyper lige fra ufaglærte job som kasseassistenter til højere uddannede inden for forskellige stabsfunktioner i virksomhederne.

Eksempelvis viser rapporten, at det er muligt at omskole samlebåndsarbejdere til job inden for bygge- og anlæg, trykkeriarbejdere til landbrugsmedarbejdere, og bogholdere til revisorer. 

Rapporten har dog ikke kun set på, hvilke jobtyper der ud fra et samfundsperspektiv vil være et godt match, men også på hvilke job der vil være attraktive at skifte til for den enkelte bl.a. med udgangspunkt i lønnen.

Till Leopold fra World Economic Forum slår dog også fast, at det ikke er en gratis omgang at foretage denne kompetencebrobygning. Det kræver, at de rette efteruddannelsesmuligheder ligger klar på hylderne.

Til gengæld er konsekvenserne skræmmende, hvis ikke man som samfund forsøger at hjælpe de folk videre, hvis job er truet af automatisering. Ifølge World Economic Forums analyse vil kun seks procent af de berørte således kunne indgå i de nye jobfunktioner, hvis ikke de får opgraderet deres kompetencer. 

“Og det haster med omskolingen. Tingene sker lige nu,” siger Till Leopold.

Singapore viser vejen

Et af de steder i verden, hvor man ifølge Till Leopold har bedst greb om denne brobygning, er i Singapore. Her gør man efter hans opfattelse flere ting rigtigt.

I begyndelsen af 2016 skød Singapore initiativet SkillsFuture i gang. Formålet med initiativet er at hjælpe indbyggerne med at forbedre deres værdi på arbejdsmarkedet og samtidig motivere dem til selv at tage ansvar for deres personlige faglige udvikling.

Hver enkelt singaporeaner over 25 år får en form for legat af regeringen til at tage efteruddannelse. I 2016 var beløbet på 2.300 kr., og regeringen har stillet borgerne i udsigt, at der løbende vil blive indsat flere penge på de personlige uddannelseskonti.

I ordningens første år blev den brugt af 126.000 singaporeanere, og af dem var knap to ud af tre 40 år eller ældre.

“Singapore har gjort en hel del ting rigtigt. For det første har bystaten en national strategi på området; det er langt fra givet, at lande har det. For det andet satte regeringen, virksomhederne og fagforeningerne og undervisningssektoren sig sammen og blev enige om, at der var et behov, og at det var vigtigt,” siger Till Leopold.

“Når det handler om efteruddannelse, er vi nødt til at forstå, at folk har travlt med job og familie, så det er ikke nok at sige, at folk skal tage efteruddannelse – man skal også understøtte det politisk,” siger han.

Grundtvig i glemmebogen

Herhjemme lå voksen- og efteruddannelse højt på den politiske agenda gennem hele 2017, og regeringens ekspertgruppe for voksen-, efter- og videreuddannelse pegede bl.a. på muligheden for en personlig uddannelseskonto til alle danskere. En af udfordringerne er nemlig – og det er også pointen i World Economic Forums arbejde – at det ofte kniber med folks motivation til at opkvalificere sig.

I en Epinion-undersøgelse lavet for ekspertgruppen sidste år svarede 37 pct. af medarbejderne på danske arbejdspladser, at de slet ikke har behov for mere efteruddannelse. Det var et wake-up call for ekspertgruppens formand, adm. direktør i tænketanken DEA, Stina Vrang Elias.

Ekspertgruppens forslag om en personlig uddannelseskonto, der netop skulle øge motivationen, slap dog ikke igennem nåleøjet i trepartsforhandlingerne om voksen- og efteruddannelse, som landede i efteråret. Aftalen blev også kritiseret for, at den ikke tog nok højde for personer, der ikke var enten faglærte eller ufaglærte.

Ifølge Palle Damkjær Rasmussen, professor ved Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet, er der også mange grunde til fortsat at underlægge hele voksen- og efteruddannelsessystemet et kritisk eftersyn.

Han peger på, at Danmark har en nærmest historisk tradition for livslang læring, som stammer helt tilbage fra Grundtvigs tanker om dannelse, oplysning og højskoler, og at den tradition i gennem årene har bidraget til at sikre en stærk og veluddannet arbejdsstyrke. Danmark har på den baggrund i en årrække ligget helt i den globale top, hvad angår andelen af personer, der deltager i voksen- og efteruddannelse.

Andelen er ifølge EU's opgørelser imidlertid faldende. Til trods for at Danmark sammen med de øvrige nordiske lande fortsat ligger i toppen, falder andelen af danskere, der er deltager i voksen- og efteruddannelse. Se figur 1.

Arbejdsgivernes behov

En af forklaringerne er ifølge Palle Damkjær Rasmussen, at der løbende fra regeringens side er foretaget justeringer af efteruddannelsesområdet, og at især den bredere del – den, der ikke er direkte relateret til specifikke jobrettede kompetencer – er blevet skåret ned. 

"Der har været lidt frem og tilbage med finansiering af voksen- og efteruddannelser i løbet af årene. Man har skåret ned på finansieringen, og så har man genoprettet igen, men genopretningen har været på den direkte erhvervsrettede del. Når det gælder almen voksenuddannelse – VUC, hvor man kan tage folkeskolefag, HF-fag og kurser, der er vigtige for, at man kan komme i gang eller lave noget andet – er det blevet relativt dyrt for folk at deltage," siger han.

Derfor er udbuddet også blevet ringere.

"Det har gjort det sværere at drive voksenundervisning i de mindre byer, hvor der rent faktisk er et behov," konstaterer han.

Palle Damkjær Rasmussen er betænkelig ved, at efteruddannelse i de senere år er blevet koblet mere direkte sammen med trepartsforhandlingerne, fordi det giver et mere snævert fokus, rettet primært mod arbejdsmarkedets her-og-nu-behov.

“Jeg siger ikke, at arbejdsmarkedets behov er uvæsentligt. Men når man kobler det sammen på denne måde, så har det nogle utilsigtede effekter,” siger han og peger på, at efteruddannelse dermed bliver meget på arbejdsgivernes aktuelle præmisser.

Det handler dog ikke kun om at skrue på finansieringen, pointerer han, men i højere grad om at sætte fokus på området og gentænke det i lyset af de nye behov, som den fjerde industrielle revolution medfører.

“Det vigtigste er igangsætning af en nyudvikling. Det handler ikke kun om at skrue op og ned for nogle taxametre, men om at skabe nye former for undervisning. Det gør man i stort omfang i folkeskolen. Men vi savner at se det samme på efteruddannelsesområdet,” siger Palle Damkjær Rasmussen.