Medierne behandler miljøproblemerne på en kaotisk og stærkt forenklet måde og gør det dramatiske og sensationelle til det normale. Det er hovedkonklusionen på en usædvanlig undersøgelse, som Miljøministeriet i al ubemærkethed har gennemført. Initiativet blev taget efter fem år, hvor miljømyndighederne følte sig magtesløse ofre for stadig mere aggressive medier. Det førte til, at ministeriets departementschef, Leo Bjørnskov, bestilte en grundig analyse af en række udvalgte mediers behandling af miljøproblemerne. Men selvom konklusionen er en skarp kritik mod medierne, erkender departementschefen, at der intet kan stilles op over for problemet. Derfor har ministeriet udviklet en mediestrategi, der tager højde for, at medierne på den ene side sætter miljødagsordenen med stor effektivitet, men at dagsordenen på den anden side ofte baseres på kaos, proportionsforvrængning og pseudohistorier. Leo Bjørnskov mener, at topembedsmænd må ændre deres forventninger til medierne, så de ikke går i panik, når medierne f.eks. overdramatiserer et mindre problem. “Ofte går embedsmænd i defensiven, bliver aggressive eller kaster sig ud i benægtelser, som fører længere og længere ud i moradset,” advarer Bjørnskov. Ugebrevet præsenterer departementschefens vurderinger af den nye medievirkelighed og bringer et eksempel fra Miljøministeriets analyse: Mediedækningen af emnerne genteknologi og vandforurening.