Foreningen Realkredit Danmark tvinges til at afgive næsten al indflydelse, hvis Kapital Holding skal opfylde sin målsætning om at fusionere med en nordisk storbank. I dag ejer RD 61 pct. af Kapital Holding, og ifølge realkreditloven skal foreningen have kontrol og eje mindst 51 pct. Ejerreglen lempes med stor sikkerhed til april næste år. Og RDs formand har tilkendegivet, at foreningen kan acceptere at reducere sin ejerandel til 33 pct. Men i realiteten vil det være umuligt for RD at bevare en så stor ejerandel, viser Ugebrevet Mandag Morgens beregninger. Ved fusion med eksempelvis MeritaNordbanken eller Svenska Handelsbanken, som har været nævnt som oplagte partnere, vil RDs ejerandel blive reduceret til 16-18 pct. Næstformand for Realkredit Danmark, Poul Christiansen, siger til Mandag Morgen, at han har svært ved at forestille sig, RD vil reducere ejerandelen så meget. “At gå fra den aktuelle ejerandel helt ned på 15-20 pct. vil være en vældig stor ændring. Jeg tror ikke på, at den går igennem,” siger han.