Har regeringen nogen chance for genvalg?

Økonomisk fremgang og nye og mere populære politiske initiativer er ikke nok til at vende skuden for de kuldsejlede regeringspartier. Regeringens bedste håb er, at oppositionen bevæger sig for langt mod højre.

Socialdemokratiets kongres fandt sted i skyggen af et bombardement af meningsmålinger, der giver indtrykket af, at partiet har kurs mod at blive Danmarks tredjestørste parti efter Venstre og Dansk Folkeparti. Vælgertilslutningen til SF er decimeret, og selv Radikale Venstre har vist begyndende svaghedstegn i meningsmålingerne.

Indtil de nedslående meningsmålinger i september havde Socialdemokratiet hen over sommeren udviklet en smule tro på, at det måske kunne lade sig gøre at genrejse vælgertilslutningen, inden det var for sent. Det håb blev brutalt kvalt. Næste valg synes afgjort på forhånd. Afstanden mellem blokkene er afgrundsdyb, og med en enkelt undtagelse eller to har ingen meningsmåling siden valget i 2011 levnet regeringen mulighed for at fortsætte.

Den umiddelbare konklusion er, at det vil kræve mirakler at se den nuværende regering fortsætte efter næste valg. Man kan endda spørge, om Socialdemokratiet er ved at skrive sig ud af den politiske historie for en længere periode?
Men lad os alligevel lave en lidt mere grundig vurdering af, om det kunne lade sig gøre. Vi kan tage udgangspunkt i den socialdemokratiske strategi (og ønsketænkning) for de næste 23 måneder.

Den kan sammenfattes i tre forudsætninger:

1. Økonomien. Efter flere år i krisens tegn kommer der endelig gang i økonomien. En fremgang, som regeringen vil tage æren for, og som vælgerne vil belønne i perioden op mod valget.

2. Egen politik. Kun positive initiativer fra nu af – ikke flere upopulære reformer. Vælgernes hukommelse er så kort, at de vil huske 2013-15 og glemme 2011-13.

3. Oppositionens politik. Som reaktion på regeringens skridt mod højre vil oppositionen bevæge sig endnu længere ud på fløjen – helt derud, hvor vælgerne ikke vil være med.

Tvivlsom belønning for bedre økonomi

Det er realistisk, at vælgerne vil stå med en oplevelse af økonomisk fremgang, når næste valg kommer. Danskernes forventninger til den økonomiske udvikling er så lave, at blot et par år med normalvækst sandsynligvis vil opleves som en markant fremgang blandt mange vælgere.

Følg Jørgen Goul Andersen

Modtag en automatisk e-mail, hver gang Jørgen Goul Andersen skriver nye indlæg på MM Blog.

Log på mm.dk med din mail og adgangskode, og klik på "Rediger profil" for at vælge, hvem du vil følge. Du kan også abonnere på udvalgte dagsordener og modtage en mail, hver gang Mandag Morgen publicerer nyt indhold på dine interesseområder.

Opret en gratis profil til mm.dk

Meget peger faktisk også på fremgang i dansk økonomi. BNP-tallene for andet kvartal var gode, og dansk eksport har klaret sig relativt pænt under krisen. Samtidig synes recessionen i Europa at aftage.

Når krisen har været ekstra lang i Danmark, skyldes det især den svage indenlandske efterspørgsel. Det private forbrug var i 2012 stadig 2,3 pct. under 2007-niveauet. Men også her er udsigterne gode. Boligprisernes fald er stoppet, reallønnen stiger, og der kommer næppe flere reformer inden næste valg. Det gør forbrugerne trygge, og regeringen prøver nu at tale krisebevidstheden ned i stedet for at tale den op.

Desuden må konsolideringen før eller siden få en ende. Forbrugerne har udsatte behov, og der er betydelige likvide midler blandt dem. Bankerne har slanket sig, og mange virksomheder er trimmet og klar til nye investeringer. Med et stort privat opsparingsoverskud over mange år burde der være basis for pæn indenlandsk fremgang, også selv om krisen stadigvæk kradser hos dele af befolkningen.

Tiltro til økonomien" caption="Figur 1

Figur 2" align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/1e350-malte02.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/7b215-malte02.png | Forstør   Luk


Kort sagt vurderer vælgerne for første gang siden 2008, at samfundsøkonomien går bedre end tidligere, og de har tillid til, at det kommer til at gå endnu bedre til næste år. Vælgerne er overbevist om fremgangen – men ikke om, at de skal stemme på regeringen.

Det har længe været en udbredt antagelse i regeringen – og blandt kommentatorer – at tilslutningen til regeringen følger den økonomiske udvikling. Men det er der ikke grundlag for at tro. Her adskiller Danmark sig fra eksempelvis USA, hvor økonomi og vælgertilslutning er stærkt forbundne.

I lande med koalitions- og mindretalsregeringer er det nemlig langt mindre entydigt, at regeringers skæbne følger økonomien. Og i små lande med åbne økonomier, der er stærkt afhængige af udviklingen i omverdenen, er det også sværere at påvise en sådan sammenhæng.

Forklaringen er ligetil: Det er svært at placere ansvaret. I lande som Danmark har politikerne gode muligheder for at fralægge sig ansvaret, når det går skidt – og tilsvarende dårlige muligheder for at tage æren, når det går godt.

I god overensstemmelse hermed har Valgprojekt med bogen Krisevalg om 2011-valget vist, at der i perioden fra midten af 1960’erne til nu ikke er nogen statistisk sikker tendens til, at tilslutningen til regeringen ved danske valg følger den økonomiske udvikling.

Det er med andre ord sandsynligt, at økonomien vil vise fremgang op mod næste valg. Hvad der er mere tvivlsomt, er, om det i sig selv vil få de tabte vælgere til at vende tilbage til regeringspartierne.

Kan vælgerne tilgive?

Vælgerne, der i 2011 stemte på S og SF, har ikke fået den politik, de forventede. Og for en stor dels vedkommende heller ikke den politik, de ønskede. Vælgerflugten har været monumental.

Forklaringen er enkel. Det er reformmodstanderne, der har forladt regeringspartierne. Det gælder endda for alle tre partier. Forskellen er blot, at der var færre reformmodstandere hos De Radikale end i de to øvrige regeringspartier.

Socialdemokratiets kalkule har for det første været, at eventuel vælgerflugt til venstre var til at leve med. Og for det andet, at vælgerne nok skulle vende tilbage, som tiden gik. Vælgernes hukommelse er relativt kort, og derfor bør de upopulære initiativer gennemføres først i regeringsperioden, mens de sidste par år bør være præget af politik, der tager sig mere positivt ud i vælgernes erindring.

Vælgerstorme har det med at lægge sig. Regeringspartiernes tilbagegang hos skolelærerne, fra omkring 70 pct. til under 10 pct. lige efter indgrebet i lærerkonflikten, bliver nok knap så slemt, når vi når et valg.

Og det ser ud til, at regeringen vil afstå fra større, upopulære reformer i resten af regeringsperioden – måske endda stryge vælgerne lidt med håret. Det synes at kunne ske med Det Økonomiske Råds velsignelse.

Men giver det tilgivelse?

Socialdemokratiet har før gjort regning uden vært. Efterlønsindgrebet i 1998, der blev opfattet som løftebrud, sendte vælgerne på flugt. Navnlig var der mange, der flygtede til SF. Efterhånden fandt de fleste ud af, at de alligevel ikke hørte hjemme dér, og vendte tilbage til Socialdemokratiet.

[quote align="left" author=""]Den største udfordring for regeringen er uden tvivl, at en rigtig stor del af vælgerne er gået til Dansk Folkeparti. Partiet har dygtigt formået at udnytte situationen og profilere sig som et velfærdspositivt parti – ja, næsten som et nyt socialdemokrati.[/quote]

Så langt gik det som forventet. Men selv om efterlønsindgrebet var et mildt indgreb, glemte vælgerne det ikke helt. Det afgjorde ikke valget i 2001, men det bidrog til den socialdemokratiske vælgerflugt. Godt hjulpet af Anders Fogh Rasmussens vending fra minimalstat til socialstat blev de fordelingspolitiske forskelle udvisket.

Derfor var det trygt i 2001 at stemme ud fra værdipolitikken, hvor vælgerne lå mere på linje med VKO-partierne – i øvrigt ved et valg, hvor vælgerne bredt anerkendte S-R-regeringens økonomiske indsats i valgperioden.

Denne gang har Socialdemokratiet og SF givetvis forregnet sig mht. styrken af utilfredsheden og mistilliden blandt gamle kernevælgere. Desuden har de forregnet sig mht., hvor vælgerne kan gå hen. En stor gruppe er gået til Enhedslisten. Det var en kalkuleret risiko. Det kan koste mandater, men det koster ikke regeringsmagten.

En ualmindelig stor gruppe svarer, de vil stemme blankt eller ikke vil stemme. Og endelig er der en stor gruppe tvivlere, som ikke blot er i tvivl, men har mistet tillid og tiltro. Regeringspartierne kan håbe, at nogle af dem vil besinde sig og stemme på partierne alligevel. Ellers kan regeringen tabe et kommende valg til sofaen. Det er set før på begge fløje, at demobilisering har kostet mange stemmer.

Den største udfordring for regeringen er uden tvivl, at en rigtig stor del af vælgerne er gået til Dansk Folkeparti. Det var ikke kalkuleret.

Partiet har dygtigt formået at udnytte situationen og profilere sig som et velfærdspositivt parti – ja, næsten som et nyt socialdemokrati. Socialdemokratiet (det gamle) vil naturligvis søge at angribe DF på den front, men det er ikke sikkert, at det har større effekt end beskyldningerne om ikke være "stuerene", som bl.a. Poul Nyrup fremførte i slutningen af 1990’erne.

Det er ikke mindst i kraft af de velfærdspolitiske udmeldinger, at Dansk Folkeparti kan blive en mere permanent havn for socialdemokratiske proteststemmer. At velfærdspolitikken er i højkurs blandt vælgerne, fremgik af holdningsmålinger efter redningspakken for de udfaldstruede dagpengemodtagere – men det er indtil videre DF, der har scoret gevinsten.

Oppositionens politik

Hvis hverken økonomisk fremgang eller mere populære initiativer kan vende skuden, har regeringspartierne kun oppositionens politik tilbage at håbe på. Og det er netop det sidste element i Socialdemokratiets drejebog.

Ræsonnementet er, at oppositionen presses til at flytte sig endnu længere mod højre end regeringen for at markere en forskel – og at det vil bringe oppositionspartierne ud, hvor isen ikke kan bære.

Det vil dog forudsætte, at oppositionen med Venstre i spidsen handler temmelig irrationelt. I hvert fald i forhold til målet om at vinde regeringsmagten. Det er normalt farligt at basere sin strategi på ønsketænkning om modstanderens modtræk.

Her har eksempelvis Anders Fogh Rasmussen vist sig at være en dreven modstander. Efter valgnederlaget i 1998 formåede han at dreje partiet Venstre nøjagtig så meget i retning af en positiv holdning til velfærdsstaten, som det var nødvendigt for at sikre vælgerflertal til højre uden Radikale Venstre. Det var ellers ikke sket i mere end 70 år.

Lars Løkke Rasmussen har indtil for nylig været meget omhyggelig med ikke at lægge sig fast på, hvilken politik han vil gå til valg på. Ved Venstres landsmøde i 2012 lød der ret markante nyliberale toner, men Løkke har behændigt undgået at forpligte sig.

Til gengæld synes Venstre i sensommerens løb at være begyndt at agere mere i overensstemmelse med Socialdemokratiets drejebog. Det gælder bl.a. forpligtelsen på nulvækst i de offentlige udgifter. Og Lars Løkke Rasmussen tilkendegav over for Børsen d. 30. september, at reformer i den retning er en forudsætning for, at han vil påtage sig rollen som regeringsleder. Han valgte endda at understrege, at han var omhyggelig med sine formuleringer, så det var ikke en fortalelse, selv om udmeldingen måske blev udlagt lidt mere markant i pressen, end det var tiltænkt.

Hvis ikke Lars Løkke Rasmussen vil følge Jens Otto Krags klassiker med, at "man har et standpunkt, til man tager et nyt", kan det måske være en af de få taktiske fejl, der kan afskære ham fra regeringsmagten.

Der er nogenlunde enighed om, at nulvækst reelt er minusvækst, både når det gælder offentligt ansatte og serviceniveau. For behovene tiltager, og de offentlige udgifter går ikke kun til lønninger, men også til indkøb af varer, eksempelvis medicin, der har det med at stige, næsten uanset hvad man gør. Så må man spare andre steder, dvs. på lønningerne og i antallet af ansatte.

Selv om Venstres leder formår at redde sig ud af denne klemme, udestår imidlertid to yderligere problemer.

[quote align="right" author=""]Den nuværende regering kan næppe vinde valget ved at blive mere rød. Men måske har den en chance ved at blive mindre blå.[/quote]

Det første er, at vælgernes forventninger til velfærden, som har ligget totalt underdrejet under krisen, vil begynde at pible frem igen, når der kommer gang i økonomien. Det andet er, at Løkkes politik harmonerer meget dårligt med udmeldingerne fra Dansk Folkeparti, som ønsker en højere udgiftsvækst, end den nuværende regering lægger op til.

Dansk Folkeparti satser således i endnu højere grad end tidligere på at være en borgerlig regerings sociale samvittighed. Men det får partiet ikke lov til at være, hvis man skal tro Lars Løkke Rasmussen.

Nu er Dansk Folkeparti ikke et alt-eller-intet-parti. Med dagpenge- og tilbagetrækningsreformerne har partiet strakt sig til grænsen for, hvad tilhængerne kan acceptere – uden at få meget til gengæld. Det slap partiet nådigt fra ved valget i 2011, men VKO-samarbejdet var mindre lykkeligt i VK-regeringens sidste tid. Indrømmelserne til Dansk Folkeparti var små.

Tiden vil vise, om Lars Løkke Rasmussen får malet sig op i det hjørne, som Socialdemokraterne håber på. Men det er måske på dette punkt, at den socialdemokratiske analyse og ønsketænkning er tættest på at gå i opfyldelse. I 2011 kom S og SF ikke blot til at melde for bastant ud – de gjorde det også for tidligt, og det var herefter svært for dem at justere planerne til de hurtigt skiftende behov under valgkampen.

Stemningsskift til højre eller venstre?

Man kan så spørge, om det er et problem for Venstre at rykke mod højre? Vælgerne skal jo kunne se forskel – og går vælgerstemningen ikke netop mod højre? Det er jo den vej, vælgerne går.

Her tager mange danske kommentatorer fejl, for det er Dansk Folkeparti, der er gået frem, mere end det er Venstre. Det er i vid udstrækning protest-vælgere. Nogle DF-vælgere oplever snarere, at de er gået mere til venstre end til højre, og Kristian Thulesen Dahl har dygtigt profileret partiet i overensstemmelse hermed.

Den nuværende regering kan næppe vinde valget ved at blive mere rød. Men måske har den en chance ved at blive mindre blå.

I en situation, hvor økonomien er i bedring, kan en for stærk blå farve til gengæld blive et problem for oppositionen. Forventningerne til velfærden vil stige, og tryghed er en efterspurgt vare blandt vælgerne – både under og efter krisen. Og den har ingen af regeringsalternativerne været virkelig leveringsdygtige i.

Læs flere af Jørgen Goul Andersens indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu