Regeringens succes ved forhandlingerne om næste års finanslov har anbragt den i en strategisk klemme: På den ene side kan de to regeringspartier glæde sig over, at de på rekordtid har opfyldt hovedparten af de løfter, som for kun syv uger siden blev afgivet i det supplerende regeringsprogram. På den anden side har regeringen dermed rent operationelt udtømt sine muligheder for at sætte den politiske dagsorden i perioden frem til valget, som meget sandsynligt først kommer i begyndelsen af 2002. Den radikale leder, Marianne Jelved, mener, at regeringen nu skal bruge kræfterne på at få lovgivningen til at virke efter hensigten. Problemet er bare, at det kan blive en tabersag: Regeringer får ikke pluspoint for at få deres love til at virke, men minuspoint, hvis de ikke gør.