En reform af førtidspensionen er udset til at blive en af de tunge politiske sager i efteråret. Regeringen har langt op til, at den vil udmønte nogle af de seneste års vigtigste samfundsdebatter om “opgør med forsørgerkulturen” og “virksomhedernes sociale ansvar”. Men når Folketinget åbner i morgen, vil Nyrup næppe kunne fremlægge særlig konkrete forslag. Regeringen er nemlig kommet i vildrede med, hvad den vil. De Radikale presser for, at kommunerne opretter langt mere skræddersyede revaliderings- og praktikforløb. Kommunerne nægter at lave bedre vejledning for de svage ledige uden at få flere penge fra staten. Og Venstre satser på at hæve førtidspensionen for store grupper og et forlig, der også omfatter SF. I praksis kan en reform af førtidspensionen gå hen og blive “hundedyr”, siger en central embedsmand. Det har sendt regeringen i tænkeboks.