Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har i de seneste måneder gjort sig betydelige anstrengelser for at vise resten af EU, at Danmark trods sit forsvarsforbehold er et land, man kan regne med, når det gælder militært samarbejde i Europa.

Denne linje fastholdes med konsekvens i regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for 2019 og 2020, hvor det slås fast, at ”Danmark har en klar egeninteresse i at medvirke aktivt til at sikre et handlekraftigt EU med global pondus”. Regeringen påpeger videre, at ”ydre pres får EU-landene til at rykke tættere sammen”, og at dette betyder, at flere dele af EU-samarbejdet er i hastig udvikling, herunder forsvarsområdet, retssamarbejdet og Den Økonomiske Union.

Forbeholdene betyder, at Danmark ikke deltager i udviklingen af samarbejdet på disse områder, konstateres det.

Danmark siger ja til fælles militære interventioner

Regeringen benytter samtidig strategien til at slå fast, at man ønsker en debat om det danske forsvarsforbehold, og at man vil bestille en ekstern redegørelse for, hvad udviklingen i det militære samarbejde i EU betyder for Danmark.

Når man hertil lægger, at Danmark tidligere på måneden tilsluttede sig det franskledede såkaldte europæiske interventionsinitiativ, hvor 10 EU-lande melder sig klar til kollektivt at rykke ud militært, forekommer det ret tydeligt, at Danmark deler den analyse, som Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Tyskland kansler, Angela Merkel, er nået frem til: At EU er nødt til så hurtigt som muligt at organisere sig på en sådan måde, at man er i stand til at tage vare på sin egen kollektive sikkerhed.

… men ikke hvis det skal hedde en fælles hær

Macron og Merkel har omsat deres erkendelser til nylige udtalelser om, at EU bør have en hær. Ikke sådan forstået at EU-landenes soldater nu alle skal i de samme uniformer, men derimod sådan at landenes militære styrker forberedes på at kunne kæmpe skulder ved skulder, med det formål at EU styrker sin ”strategiske autonomi”.

Ikke desto mindre afviste Claus Hjort Frederiksen ved offentliggørelsen af den opdaterede strategi, at Danmark støtter den fransk-tyske ide om en fælles hær.

”Vi har gjort helt klart, at vi ikke er for en europæisk hær, og jeg havde selv i sidste uge anledning til at fortælle den franske forsvarsminister, at vi under ingen omstændigheder støtter det,” sagde Frederiksen.

Forsvarsministeren undgår næppe, at hans bastante afvisning kommer tilbage som en boomerang, når debatten om afskaffelsen af forsvarsforbeholdet begynder. Dermed har ministeren i realiteten allerede selv lagt gift ud for en eventuel folkeafstemning om forbeholdet – en afstemning, som ministeren ikke ønsker at sætte dato på.

Klimaambassadør

Ud over det sikkerhedspolitiske kapitel beskæftiger strategien sig med fem andre mærkesager, som Danmarks ministre og diplomater skal kæmpe for i de kommende år. Den første er det regelbaserede internationale samarbejde – en stor mundfuld, hvor vejen i vid udstrækning går via EU. Så er der EU som sådan. Det skal være stærkt, slankt og effektivt, og regeringen erklærer ligefrem, at Danmark skal ”værne om sammenhængskraften i EU”, og at EU fortsat vil være ”den afgørende platform for dansk interessevaretagelse internationalt”.

Herefter – som nummer fire på listen – kommer flygtninge, migration og udvikling, hvor det understreges, at nationale tiltag er vigtige, men hvor det også samtidig pointeres, at det både er gennem EU og FN, at regeringen håber at kunne dæmme op for illegal indvandring.

De sidste to hovedpunkter i strategien handler om ”økonomisk diplomati, strategiske partnerskaber og den nye digitale verdensorden” og endelig om Arktis. Her fremgår det, at Danmark skal have en særlig udsending for klima og energi, på samme måde som man med den forrige strategi oprettede stillingen som såkaldt techambassadør hjemmehørende i Palo Alto i Silicon Valley i Californien. Danmarks internationale klimapolitiske arbejde betegnes nu som ”grøn multilateralisme”, og det er herunder, man finder regeringens planer om at fortsætte det såkaldte P4G-samarbejde, hvor man opbygger grønne strategiske partnerskaber med store udviklingsnationer rundt om i verden.

Regeringen slår i indledningen til den nye strategi fast, at ”verden i dag grundlæggende er et langt bedre sted at være end nogensinde før”, og at Danmark er ”et af de frieste, rigeste og tryggeste samfund i verden”. Alligevel lyser det ud af strategien, at den danske regering og det danske diplomati ser verden som et sted, hvor mange farer lurer, og hvor man langt fra kan være sikker på, at de regelsæt, der er opbygget siden Anden Verdenskrig, også vil være gældende fremover. Det er måske derfor, at besindelsen på værdien af EU og sågar Norden er så kraftig.

”Selv om vi ikke altid er enige med alle EU-landene om alting, er det her, ligesom inden for Norden, at Danmarks tætteste værdifællesskab findes.”