Danmark skal forvandles til et kreativt mekka. Kulturen skal for alvor ud på verdensmarkedet, hvor navne som instruktøren Lars Von Trier og pop-gruppen Aqua allerede har kommerciel succes. Og danske virksomheder skal være internationalt anerkendte for deres fantasi og stilbevidsthed. Det er målene i regeringens kultur- og erhvervspolitiske redegørelse 2000, som offentliggøres onsdag, og som lægger op til et stærkere og mere organiseret samspil mellem kultur- og forretningslivet. Dermed kan den være en del af svaret på danskernes store talentspild. Ugebrevet kan i dag offentliggøre de centrale initiativer i regeringens strategi: En ny fond skal skaffe flere private investeringer til dansk film. Danmarks Eksportråd skal udforme en plan, der fremmer salg af kulturelle værker og produkter til udlandet. Regeringen vil etablere et kreativt innovationsmiljø på Holmen, hvor kreative uddannelser, kulturelle iværksættere, investorer og rådgivning bliver samlet. Samtidig vil regeringen styrke det i dag meget famlende samspil mellem virksomhederne og kulturens folk. Arbejdsmarkedets parter er generelt positive, men har indvendinger mod dele af forslaget. LO frygter, at kultur- og erhvervslivets elite favoriseres, mens Dansk Handel & Service er især skeptisk over for planerne om at formalisere samspillet mellem virksomheder og kultur.