Arbejdsmarked
Regeringen vil parkere de svagest stillede
Skal ikke længere aktiveres. . . . . . men betales for at gå hjemme
I et radikalt brud med den hidtidige arbejdsmarkedspolitik vil regeringen tvinge ledige på passiv forsørgelse. Fra 1. juli får kommunerne mulighed for at presse kontanthjælpsmodtagere, der vægrer sig ved at deltage i aktiveringstilbud, over på en særlig ordning. Samtidig skærer myndighederne deres hjælp ned fra 10. 522 kr om måneden til 2. 542 kr. Herefter behøver de ledige ikke længere stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Lovforslaget er i øjeblikket til høring i kredsen af forligspartier og møder hård kritik fra arbejdsmarkedets parter: “Det er en invitation til at blive parkeret på varig offentlig forsørgelse, ” fastslår arbejdskraftchef Tina Voldby fra Dansk Arbejdsgiverforening. “Det er en borgerlig regering, der nu reelt etablerer borgerløn i Danmark. Det er en forkert og uanstændig politik, ” siger Jette Høy, faglig sekretær i FTF. Men kommunerne forsøger at presse regeringen til at gå endnu videre. De vil udskille mange tusinde af de ledige, som kommunerne mener er nærmest uanbringelige på arbejdsmarkedet. “Nogle ledige kan ikke arbejde. De er ude af kamptræning og har slet ikke den arbejdsevne, der skal til, ” siger formanden for socialudvalget i KL, Vagn Ry Nielsen.