Regeringen viser vejen til en tryg alderdom

Ved at sænke loftet for indbetaling til ratepension vil regeringen kanalisere flere penge over i de såkaldte livrentepensioner. Det er både en gevinst for samfundet og for den enkeltes økonomiske tryghed.

Regeringens lovprogram indeholder et forslag om at sænke loftet for indbetaling til ratepension. VK-regeringen indførte et loft, så man højest kunne trække 100.000 kr. fra i skat for indbetaling til ratepension. Den nye regering foreslår nu, at loftet sænkes til 55.000 kr. Sker det, vil en større del af landets pensionsopsparing blive dirigeret over i såkaldte livrenteprodukter. Det nye loft vil dermed understøtte pensionsordninger med livsvarig ydelse og skabe bedre sammenhæng mellem pensionssystemet og den voksende levealder.

På trods af livrentens indlysende fordele forsømmer flere pensionseksperter sjældent en lejlighed til at fraråde livrente. Det sker med tvivlsomme argumenter om, at livrenter er uigennemskuelige, ufleksible og et væddemål med pensionsselskabet. De argumenter er jeg helt uenig i. Både af hensyn til den enkeltes behov for økonomisk tryghed som pensionist og ud fra et samfundsmæssigt hensyn om at undgå øget pres efter skattefinansierede ydelser, ser jeg gode argumenter for at anbefale livrenter.

  • For det første lever danskerne længere og længere. Finansministeriet har beregnet, at vi i Danmark har udsigt til at leve cirka 20 år som pensionister. Ratepensioner kan man få udbetalt allerede, når man er fyldt 60 år. Ratepensionen udbetales typisk over ti år, men kan dog udbetales over en længere årrække. Det sker bare sjældent. Pensionister med ratepension må derfor se frem til, at deres indtægt falder i den sidste del af deres liv. Dermed øges presset efter skattefinansierede ydelser i form af pensionstillæg, boligtillæg og personlige tillæg. En nedsættelse af grænsen for indbetaling til ratepension vil uden tvivl øge indbetalingerne til livrente og dermed lette dette pres på de offentlige ydelser.
  • For det andet sikrer man sig med livrente en indkomst gennem hele livet. Derfor behøver man ikke at bekymre sig om, hvad man skal leve af, hvis man får et langt liv. Er man så heldig at leve længe, får man mere ud af det, og måske væsentligt mere end man har indbetalt. Dør man tidligt, får man mindre ud af det, og måske væsentligt mindre, end man har indbetalt. En livrente er altså en forsikring, der kan noget helt andet end opsparing på en ratepension.
  • For det tredje har livrenten tilmed den fordel, at man kan se frem til at få mere at leve af, end man får med en ratepension. Har man som 65-årig sparet en million op, vil man med en ratepension kunne få udbetalt 60.000 kr. om året, hvis man vælger at få pengene udbetalt over de 20 år, som vi har udsigt til at leve som pensionister. Men med en livrente kan man få 64.000 kr. om året i resten af ens liv.

Med regeringens forslag om at sænke loftet for indbetaling til ratepensioner bliver pensionsopsparernes valgmuligheder snævret ind. Det er ikke kun negativt. Initiativet gør det endnu mere oplagt at få en pensionsordning, der kan sikre større økonomisk tryghed som pensionister – uanset hvad pensionseksperterne siger.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu