Krisen har for alvor fået tag i regeringen. En meningsmåling foretaget af Greens viste i sidste uge, at Socialdemokraternes tilslutning er sendt ned på sølle 16,5 pct. Samtidig har SF’s formandsvalg skabt usikkerhed om partiets fremtid som regeringsdueligt parti.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt kæmpede ellers i sidste uge en brav kamp for at genvinde initiativet i dansk politik og vende nedturen. Åbningstalen havde et relativt optimistisk strejf af ”Yes, we can”. Hendes budskab til danskerne er, at regeringen kan bringe fællesskabet sikkert gennem krisen og arbejder på at skabe tusindvis af nye arbejdspladser.

Og i Folketingets åbningsdebat viste statsministeren sig om en fighter og markerede en skarpere kant til Venstre, der nu kan sole sig i dobbelt så stor vælgertilslutning som Socialdemokraterne. Hun beskyldte bl.a. Venstre for, med partiets linje i Vejlegårdssagen, at arbejde for, at danske lønninger kan sænkes helt ned til 30 kr. i timen. Det afviste Venstres ordfører prompte, men Thorning kan bruge udfaldet som terapi for sit bagland.

Statsministeren havde mange andre hug til Venstre i åbningsdebatten, hvor hun gav partiet et stort medansvar for den økonomiske vækstkrise og den svækkede konkurrenceevne. Hun kritiserede Venstre for hykleri og hævdede, at VK-regeringen selv i sin tid brød skattestoppet med adskillige afgifts- og skattestigninger. Hun ”glædede” sig desuden over, at Venstre var vendt tilbage til Folketingssalen – underforstået: Lars Løkke er ikke længere bortrejst fra dansk politik.

Mange socialdemokrater er sikkert glade for at se deres formand tilbage i kampform, med mere skarphed og kant. Det er et led i den ledelsesmæssige genopretning, som hun har arbejdet målbevidst på siden sommerferien. Den har endnu ikke givet vælgermæssig fremgang, men kan hun fastholde aggressiviteten og skarpheden uden at give køb på de brede forlig hen over midten, er det meget tænkeligt, at Socialdemokraterne igen kryber over 20 pct.-grænsen i løbet af nogle måneder.

Her er humor og overskud mere afgørende end mekaniske fremskrivninger. Det lykkedes til dels i åbningsdebatten. Som led i underholdningen fik hun f.eks. undervejs givet Kristian Thulesen Dahl tilnavnet Pytmand. Han replicerede elegant på udfordringen, men den slags drillerier er redskaber til at folkeliggøre en statsminister, der stadig for mange danskere fremstår som en lidt fjern, kølig og teflon-agtig figur.

Regeringens svageste flanke

Der er ekstremt langt igen, før Helle Thorning kan føre sit parti og sin regering ud af krisen. Det gælder også den økonomiske. Den nye normalitet i Danmark er præget af mangel på vækst, af høj ledighed og af faldende industriproduktion. Det glansbillede, som statsministeren forsøgte at fremmane i Folketinget, holder ganske enkelt ikke.

Thorning vil gerne ses som statsministeren, der skabte et tryggere Danmark. Virkeligheden er bare, at det ikke er lykkedes for regeringen. Den har lavet mange reformer i det forløbne år, men mange af dem har været ufuldstændige, og det er ikke lykkedes at hæve investeringerne og væksten i samfundet. Det er regeringens svageste flanke, og det stod også klart i den forløbne uges åbningsdebat i Folketinget.

Den opreklamerede kickstart er der holdt mange taler om, men i realiteten har den været langsom og relativt mislykket. Det er ikke mindst, fordi regeringen stadig tænker alt for traditionelt i sin tilgang til fremtidens vækstmotorer. Risikoen for recession og økonomisk stagnation i år er høj, og arbejdsløsheden er en tikkende bombe under regeringen med udsigt til flere fyringer. Da Thorning i tirsdags talte forhåbningsfuldt om at få 21.000 flere i arbejde næste år, glemte hun at fortælle den anden side af sandheden: at regeringens økonomiske opstramninger også fører til fyring af tusindvis af danskere, så nettoeffekten måske kun bliver halvt så stor. Og det er kun i bedste fald, for de internationale og danske økonomiske udsigter er langt mere dystre og negative end dem, der kommer fra finansminister Bjarne Corydon og hans økonomer i Finansministeriet.

Den nye normalitet, som man skal til at ind­stille sig på, er, at den globale økonomiske krise kan vare flere år, og Danmark skal til at søge nye og mere innovative veje, hvis vi skal gøre os forhåbninger om en varig jobvækst. Det er tvivlsomt, om danskerne vil kaste sig ud i at spendere de mange efterlønsmilliarder, for usikkerheden er høj på arbejdsmarkedet. Og da dagpengereglerne samtidig er blevet strammet, føler mange danskere sikkert også et vist incitament til at spare ekstra op.

[quote align="right" author=""]Statsministeren er pisket til at køre reformen igennem, uanset hvor meget baglandet klynker.[/quote]

Netop dagpenge-sagen er en ubehagelig sag for statsministeren. Store dele af fagbevægelsen klager over næste års dagpengeopstramninger, men af hensyn til det fortsatte regeringssamarbejde med De Radikale har Helle Thorning ikke andre optioner end at køre ændringen igennem. Hun er politisk bundet af forliget, og med de elendige meningsmålinger vil det ikke virke troværdigt at true med valg. I Folketingssalen gik hun i stedet i offensiven ved at kritisere Dansk Folkeparti for at have skiftet hest undervejs i forløbet. DF var forslagsstiller til den omtalte 2-års-dagpengeperiode, men i dag har Kristian Thulesen fået kolde fødder.

Men statsministeren er pisket til at køre reformen igennem, uanset hvor meget baglandet klynker.

Finanslov med Venstre

Selv om statsministeren kom med skarpe udfald mod den borgerlige opposition i åbningsdebatten, taler alt for, at det er i den side af salen, hun skal finde sit flertal bag Finansloven. Enhedslisten har stillet for mange absolutte og kostbare krav til regeringen undervejs. Selv om de er først til at blive inviteret til kaffe i Finansministeriet, har deres hårde udmeldinger om bl.a. dagpengereformen og nej til velfærdsforringelser i praksis gjort det svært for dem at nå et forlig med regeringen.

Lars Løkke Rasmussen har placeret Venstre strategisk klogt med en fremstrakt arm. Enhedslisten skal strække sig meget langt og give store indrømmelser, hvis den vil undgå, at regeringen laver et finanslovsforlig med Venstre, der ligger ligefor. Løkkes krav er reelt meget overskuelige: Det kan betyde en hurtig aftale om kontant­hjælpsreform – som regeringen selv har fremsat i arbejdsprogrammet for den kommende folketingssæson – og resultere i erhvervsskattelettelser i milliardklassen.

Forslaget om at fjerne fedtafgiften og droppe den kommende sukkerafgift løber sikkert åbne døre ind hos skatteministeren, der selv er klar til at fjerne disse to afgifter. Dermed skal regeringen ikke give ret mange ekstra indrømmelser, før Venstre kan sælge forliget som en erhvervsvenlig pakke.

De Konservative, der fortsat befinder sig i en eksistens- og identitetskrise, vil sikkert følge med, mens Lars Barfoed vil fortsætte partiets overlevelseskamp, hvor det handler om at markere afstand til de fremturende ideologer hos Liberal Alliance og ikke mindst til Dansk Folkeparti, der med Kristian Thulesen Dahl har potentiale til at blive Danmarks nye nationalkonservative parti.

Slaget i og om baglandet

Venstres politiske kalkule har to grundlæggende elementer: Dels regner man ikke med et nyvalg de næste par år. Dels kan forlig og samarbejde forstærke regeringens indre splittelser og problemer med det røde bagland: Enhedslisten, SF’s venstrefløj og fagbevægelsen.

Regeringen lider under en manglende evne til at overbevise og skabe tillid i det politiske bagland. Formandsstriden i SF er kun det første vidnesbyrd. Når det slag er overstået, kan det meget vel blive Helle Thorning-Schmidt, som skal til at gardere sig mod oprør. Havde det ikke været for Villy Søvndals utidige afgang, ville den store historie lige nu måske være Thornings store lederkrise.

Det har uden tvivl overrasket SF’s nuværende ledelse, anført af Villy Søvndal og Thor Möger Pedersen, hvor dybt utilfredsheden i baglandet stikker. Hvad der lignede en sikker sejr til Astrid Krag, er endt i et åbent oprør fra neden, hvor venstrefløjens outsider, Annette Vilhelmsen, ser ud til at kunne vinde over Søvndals kandidat.

Ender Vilhelmsen som formand, vil Søvndals exit gå over i historien som den største ledelsesmæssige fejlkalkule i dansk politik i nyere tid. Han risikerer et eftermæle som formanden, der slap tøjlerne uden at have forberedt sig ordentligt. Arrogance eller afmagt er her måske to sider af samme sag?

Men det vil være meget svært at forestille sig, at Vilhelmsen som nyvalgt formand kan gå ud og velsigne et ”blåt” finanslovsforlig. I givet fald skal hun lave en ”tredobbelt Søvndal”, rykke fra venstreopportunisme til midterrealisme på ingen tid. Det er en mulighed, og hun har på forhånd signaleret, at hun gerne vil have, at SF fortsætter i regeringen. Men stillet over for omfavnelsen af Venstre løber hun en stor risiko for at skuffe sine egne støtter og politiske bagland. Det virker mindre sandsynligt. Og spørgsmålet er i det hele taget, om Helle Thorning vil opfylde Vilhelmsens krav om en hurtig regeringsrokade midt i de svære finanslovsforhandlinger.

SF kan blive nødt til eller presset til at forlade regeringen, hvis Vilhelmsen satser på partiprofilering og på at sige mere nej til regeringens politik. Det vil statsministeren næppe acceptere.  Helle Thorning kan derfor have en interesse i at fremprovokere en sådan situation, hvor SF sendes ud i kulden.

[quote align="left" author=""]Ender Vilhelmsen som formand, vil Søvndals exit gå over i historien som den største ledelsesmæssige fejlkalkule i dansk politik i nyere tid.[/quote]

Regeringen kan ikke blive særlig handlekraftig, hvis Vilhelmsen som formand konstant skal holde landsledelsesmøder i SF og påberåbe sig partidemokratiske proceshensyn, før hun i givet fald vil kunne være med til at træffe beslutninger i regeringens koordinationsudvalg.

Sådan kan man ikke regere Danmark – og det ved Helle Thorning-Schmidt. Det ligger simpelthen i Socialdemokraternes dna. Det er deres instinkt. Det kan måske også ligefrem være belejligt for Socialdemokratiet, hvis de kunne rykke over i en smallere SR-regering, for SF’s parti- og identitetskrise er næppe overstået med formandsvalget – uanset resultatet.

Socialdemokratiet vil nemmere kunne appellere til sine frafaldne socialdemokratiske vælgere, der p.t. støtter Venstre i protest, hvis de kan regere alene sammen med De Radikale. Denne situation havde Villy Søvndal næppe forestillet sig, da han sagde, at han ville fortsætte som udenrigsminister.

Hans post er dobbelt usikker. Dels kan Vilhelmsen være fristet til at skifte ham ud. Dels har Helle Thorning ikke på noget tidspunkt haft et større incitament til at lempe SF ud af regeringen. Vinder Astrid Krag sin kamp om SF-medlemmernes gunst – hvilket efterhånden vil være mod alle odds – vil situationen rent formelt være anderledes.

Så vil Thorning stadig kunne regne med SF-ledelsens fulde og utvetydige opbakning til regeringsprojektet. Men spørgsmålet er, om Krag formår at holde sammen på det splittede parti, så det i længden kan være med til at bære regeringsansvarets tunge byrde. Det skal man ikke tage for givet, selv om Astrid Krag tydeligvis har mange politiske talenter og er dygtig til at kommunikere og manøvrere i det magtpolitiske felt.

Formandsstriden har skabt dybe sår i partiet. Den nyvalgte formands evne til at lave forsoning og yde de nødvendige ofre til nederlagsfløjen er afgørende forudsætninger for at kunne lede partiet ud af krisen. Men spørgsmålet er, om SF er i stand til at gøre det hurtigt nok for også at tilfredsstille Helle Thorning. Hun har meget dårlig råd til at vente på SF’ernes interne afklaring.

Thornings strategiske problem

Regeringen står i dag svagere end Venstre, når man spørger vælgerne om, hvem der er bedst til at sikre og styre velfærden, og det er en alvorlig tort for Socialdemokraterne, som måske også handler om Thornings manglende evne til at formidle partiets sociale kulturarv. Vælgerne føler stadig ikke, at Thorning er så tæt på den sociale virkelighed, danskerne møder i dagligdagen.

Helle Thorning er en fighter, og hun har i bedste fald tre år til at bevise sin duelighed som en regeringsleder, der kan lede landet ud af krisen og udstikke en klar kurs. Regeringen mangler stadig at skabe en ny og bæredygtig vision for, hvordan man skaber vækst og flere arbejdspladser i Danmark. På dette punkt kunne hun godt have brug for nogle stærkere sparringspartnere i SF, men hverken Astrid Krag, Thor Möger eller den politiske ordfører, Jesper Petersen, virker særlig skarpe på det punkt. Og hvad Annette Vilhelmsen har at byde på rent indholdsmæssigt, har hun hidtil holdt godt skjult. Internt i Socialdemokratiet er der mange, der dybest set ikke forstår, hvad det kræver at gennemføre en grøn omstilling af samfundet, så Helle Thorning vil hellere tale om folkeskolen, sociale reformer og arbejdspladser, der er mere klasssiske socialdemokratiske mærkesager.

De store ambitioner for en grøn omstilling af den danske økonomi i mere ressourceeffektiv retning, som regeringen oprindelig åbnede for i sit regeringsgrundlag, mangler endnu at blive fuldt udfoldet. De vanebetonede henvisninger til vind og biogas, der blev liret af i åbningstalen, gør ikke Danmark til et af de mest ambitiøse lande i verden. Og nu ser det ud til at klimaminister Martin Lidegaard er blevet sat til at føre kniven mod de støtteordninger, der i rekordtempo er ved at gøre solceller til en folkesag. Her risikerer regeringen at svigte den langsigtede grønne omstilling for at undgå et statsligt provenutab i bagatelafdelingen.

På det grønne område har regeringen gode muligheder for at skabe et nyt langsigtet projekt, der vil kunne styrke dansk økonomis langsigtede konkurrenceevne. Der kan skabes masser af nye arbejdspladser i en bevidst satsning på en mere ressourceeffektiv økonomi, men regeringens virkelighedsopfattelse er stadig styret af de meget traditionelle økonomiske modeller i Finansministeriet. Og disse modellers antagelser om den gamle virkelighed svækker regeringens handlerum og mulighed for at udvikle en mere innovativ og bæredygtig konkurrencemodel for dansk økonomi, der kan sikre fremtidens vækst.

I sidste instans handler det nok så meget om, hvad det er for en virkelighed regeringen vælger at bygge sin fremtid på. Er det fortidens tilbageskuende modelantagelser, eller er det fremtidens vækstmuligheder? Det er det brændende spørgsmål, som Helle Thorning-Schmidt også på et tidspunkt må stille sig – hun vil overleve som andet og mere end en statsforvalter, der konstant fanges af fortidens arvegods.