Annonce

Regeringens bureaukratiknuser

11. oktober 2009 kl. 18.38

Karen Ellemann har fået en betroet opgave. Hun skal være regeringens store bureaukratiknuser. Hun får ansvaret for at føre hovedparten af regeringens 105 forslag til regelforenklinger ud i livet på områder som dagtilbud, udsatte børn og unge, handicappede og ældre.

Hvis det lykkes, bliver hun en helt. Regeringen anslår, at den store plan om mindre bureaukrati kan frigøre ressourcer for knap 900 millioner kr. Over halvdelen af pengene vedrører områder under indenrigs- og socialministeren. Alene på ældreområdet skønner regeringen, at planerne kan frigøre godt 950.000 arbejdstimer og dermed sikre mere tid til pleje og omsorg af landets ældre.

Lykkes det ikke, kan Karen Ellemann trøste sig med, at det ikke er første gang i historien, at vidtgående planer om afbureaukratisering fejler.

I sin statsministertid slog Poul Schlüter gentagne gange et slag for at få ryddet ud i regeljunglen under paroler som “Det skal være lettere at være dansker” og “Operation regelstorm.” Men lige lidt hjalp det.

Poul Nyrup Rasmussen fortsatte i samme spor med slagord som “Kampen mod bøvlet”. Resultaterne udeblev.

Anders Fogh Rasmussen erklærede også bureaukratiet krig talrige gange. Han lovede i 2002, at “alle love, regler, cirkulærer og systemer kommer under lup”. Han udstak frihedsbreve til kommuner og amter, lavede flere handlingsplaner om regelforenklinger og administrative lettelser og opfandt såkaldte regelforenklingsambassadører i hvert ministerium. Men bureaukratiet blomstrede fortsat.

De mange forliste forsøg på at rydde op i bureaukratiet var baggrunden for, at latteren rullede i folketingssalen, da Lars Løkkes Ramussen i sidste uges trontale erklærede, at “tiden er kommet til at give regelbunken et kritisk eftersyn. Det har været sagt før …”

Regeringen havde da også knap nok nået at præsentere sin plan, før den kom med et spritnyt forslag om mere central kontrol med kommunernes indsats over for kriminelle unge.

Når Karen Ellemann og det øvrige hold af ministre måske alligevel kan få større held med oprydningen, hænger det sammen med flere forskellige faktorer. Over 4.000 medarbejdere og ledere i kommuner og regioner har været med til at kortlægge barrierer og kommet med forslag til, hvordan regler kan forenkles. Planen er også blevet støbt efter grundige drøftelser med KL og Danske Regioner. Der er sat konkrete beløb på, hvor meget planen kan udløse, hvilket gør den mere forpligtende. Endelig er Lars Løkke Rasmussen uden tvivl den statsminister i nyere tid, som bedst kender hver en lille skrue i velfærdssamfundets maskinrum.

mKaren Ellemann hev da også sin første lille sejr i land allerede i sidste uge, da hun lavede en aftale om Barnets Reform sammen med Folketingets satspuljepartier. Et af elementerne i denne reform er netop en afbureaukratisering. Hun har altså allerede taget rollen som regeringens store regelknuser på sig.   

Karen Ellemann

Født 1969, uddannet lærer. Har bl.a. været daglig leder af Scandinavian Models (1993-95), administrationschef i Brinkmann Kommunikation (1995-96), daglig leder af Dagmar Teatret (1996-99), selvstændig journalist (1999-02) og lærer på Rungsted Skole (2003-07). Medlem af Folketinget for Venstre 2007. Udnævnt til indenrigs- og socialminister april 2009. Har p.t. orlov fra kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune.

Foto Steen Evald

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026