Nyrup-regeringens hidtil mest omstridte erhvervs- og miljøpolitiske tiltag, den såkaldte CO2-pakke, er blevet en stor succes og et eksempel på mulighederne i en grøn energipolitik. Det viser den første evaluering af centrale dele af pakken. Her får planen topkarakter. De langsigtede miljømål er opfyldt til overflod, energibesparelserne i erhvervslivet er en særdeles god forretning både for samfund og virksomheder, energiaftalerne mellem myndigheder og virksomheder virker efter hensigten, og investeringerne i energibesparelser har givet positive sidegevinster for bl.a. arbejdsmiljø og og produktkvalitet. Det viser sig blandt andet, at investering i energibesparelser er en langt bedre forretning for samfundet end bygning af vindmøller og solvarmeanlæg. Evalueringen bekræfter dermed, at det er muligt at få langsigtede miljømål til at gå op i en højere enhed med sunde forretningsmæssige principper. CO2-pakken er dansk erhvervslivs bidrag til den globale kamp mod drivhuseffekten. Alt tyder nu på, at dansk erhvervsliv vil nå målet om at bidrage med 4 procentpoint af den 20 pct. reduktion i 2005, som er Danmarks nationale CO2-målsætning. Såvel regeringen som Dansk Industri er tilfredse med evalueringen. Energi- og miljøminister Svend Auken ser “et hav af muligheder” for at forbedre energiudnyttelsen i danske virksomheder. Dansk Industri mener dog ikke, at evalueringen er et argument for at bevare CO2- afgiften.