Den økonomiske krise har trukket meget længere ud i Danmark end i de lande, vi normalt sammenligner os med. Danmarks bruttonationalprodukt (BNP) var i 2012 4,4 pct. lavere end i 2007. I Tyskland, Norge og Sverige gik økonomien i samme periode frem. Svenskernes vækst på de fem år er rundt regnet 10 pct. højere end danskernes.

Vi skal helt til Spanien (minus 4,2 pct.) for at finde et fald i BNP, der kan måle sig med det danske i 2007-2012. Og ifølge de gængse økonomiske prognoser står Danmark til otte års samlet nulvækst og dermed til at blive det første land, der slår både Finland og Japans rekorder med tabte årtier i 1990’erne. Den finske nulvækst varede syv år, og Japans tabte årti i 1990’erne var ikke helt tabt. Væksten var 5-6 pct.

Men hvorfor er det gået så galt i Danmark? Det har jo ikke skortet på politisk vilje til at føre krisepolitik.

Det er også lidt af et mysterium ud fra de økonomiske nøgletal. Danmark har permanent overskud på betalingsbalancen – i 2010-2012 endda rekordoverskud på 5-6 pct. af BNP. Udlandsgælden er således afløst af et nettotilgodehavende på ca. 600 mia. kr.

Den offentlige nettogæld er officielt tæt på nul, men heri er ikke medregnet statens formue i form af udskudt skat af danskernes pensionsopsparing. Denne opsparede skat er til gengæld medvirkende til, at det stigende antal ældre i Danmark frem mod år 2050 hverken kræver skattestigninger eller serviceforringelser. Regningen er så at sige betalt forud.

Forkert diagnose

På den baggrund må det undre, at Danmark er sunket ned i en dybere krise end de fleste andre lande. Hvis behandlingen ikke gør patienten mere rask – måske endda mere syg – kan det så skyldes, at man behandler ud fra en forkert diagnose?

Det er der noget, der tyder på.

For at blive i billedet, så hører dansk økonomi til den gruppe af lidt ældre patienter, der lider af flere skavanker samtidig. Her risikerer man let utilsigtede hændelser, hvis der ikke er tilstrækkeligt styr på alle sygdommene. Og det ser det ud til, at de danske regeringer ikke har haft.

Faktisk har regeringerne siden 2010 behandlet den ”forkerte krise” – eller i hvert fald lagt for stor vægt på én af de mindre akutte sygdomme. Hvilket formentlig har haft en negativ effekt på den anden og nok så akutte sygdom.

Det er måske mest entydigt gældende for S-R-SF-regeringen, som skrev ind i regeringsgrundlaget, at den ville videreføre den forrige regerings økonomiske politik i bred forstand, men kun omtalte én af sygdommene, nemlig problemet med den danske konkurrenceevne. Hertil kommer naturligvis en kritik af uansvarlig konjunkturmedløbende finanspolitik under den forrige regering, men det var jo allerede i 2011 ved at være historie. S-R-SF-regeringen har også lagt vægt på at øge arbejdsudbuddet. Men det er jo i en vis forstand blot business as usual – langsigtet strukturpolitik og ikke så meget krisepolitik.

Underligt nok er den finanskrise og efterfølgende konsolideringskrise, der har ramt Danmark, slet ikke omtalt eksplicit. Det kan undre, for det forekommer at være den mest akutte sygdom. Og mange af de tiltag, der skulle hjælpe på konkurrenceevnen, kan faktisk gøre konsolideringskrisen værre.

I den politiske debat har man flere gange genbrugt 80’ernes kriseretorik. Lars Løkke Rasmussen kaldte indgrebet i maj 2010 for en ”Genopretningspakke”. Og finansminister Bjarne Corydon talte om, at han havde overtaget et ”håndværkertilbud” med sigte på det offentlige budgetunderskud.

Genopsætning af 1980’ernes teater

Nu er retorik kun retorik, og det er efterhånden et mindretal, der overhovedet kan huske 80’ernes krise og kriseretorik. Men helt uskyldigt er det ikke. For krisen i 80’erne omhandlede nærmest det diametralt modsatte af krisen i dag. Dog gennemfører man ikke desto mindre meget af den samme teaterforestilling som dengang.

I 80’erne var Danmark lidt i samme situation, som de sydeuropæiske lande er i under den nuværende krise. Vi var plaget af store underskud på betalingsbalancen og voksende udlandsgæld. Både det offentlige og det private forbrug var for stort, og der var sådan set kun den udvej, at man måtte eksportere sig ud af krisen.

[quote align="right" author=""]Men hvor borgernes krisereaktion i 80’erne var en del af løsningen – der var et problem med overforbrug – så er det i dag en del af problemet. Desværre lader det sig ikke gøre at påvirke borgerne til at blive skræmte og acceptere smalhans, uden at det også påvirker vores forbrug.[/quote]

Det lykkedes at mobilisere en stærk krisebevidsthed, der fik folk til at acceptere lidt mindre fra det offentlige og samtidig spænde livremmen ind, når det gjaldt det private forbrug. Privatforbruget blev samtidig begrænset af den stramme og meget lidt liberale kreditregulering, der fulgte med kartoffelkuren i 1986. Politikken virkede faktisk – hjulpet af forskellige heldige omstændigheder – så betalingsbalancen gik i plus i 1990 og har været det lige siden.

Noget af det samme er sket i dag. Der er mobiliseret krisebevidsthed, borgerne har langt hen ad vejen accepteret en stram styring af de offentlige udgifter, og livremmen er spændt ind.

Det sidste skyldes ikke kun ren psykologi. Tilværelsen er også blevet væsentligt mere risikofyldt. Hvis man mister sit arbejde, kan det ret hurtigt føre til en alvorlig social deroute. Og psykologien spiller sammen med de faktiske forhold, f.eks. viser Trygfondens tryghedsmålinger bl.a., at folk er blevet væsentligt mere utrygge ved, om de kan regne med den offentlige service, når de får brug for den, f.eks. som ældre.

Løsningen er at spare op. Helst så likvid en opsparing som mulig. Derfor kan bankerne glæde sig over store indskud til en rente omkring nul.

Men hvor borgernes krisereaktion i 80’erne var en del af løsningen – der var et problem med overforbrug – så er det i dag en del af problemet. Desværre lader det sig ikke gøre at påvirke borgerne til at blive skræmte og acceptere smalhals, uden at det også påvirker vores forbrug. For vi er trods alt de samme mennesker.

Dette er ikke rent hysteri blandt forbrugerne, for vi har haft en bolig- og kreditboble, som endda blev fremmanet fra Christiansborg med de afdragsfrie lån i 2003. Og vi har haft en gældsætning, der har gjort de danske husholdninger til de mest gældsatte i OECD, efterfulgt af islændingene og hollænderne.

Pudsigt nok er det også de tre lande, Danmark, Island og Holland, hvor borgerne har den største pensionsopsparing. Så ser man det hele under ét, er den private gældsætning egentlig ikke så problematisk. Men dette aktiv skaber tilsyneladende ikke tryghed i en krisetid, som det gjorde under højkonjunkturen.

Venter på et opsving

For islændingene var der kun én vej, nemlig at skære forbruget ned. Landet havde levet for lånte penge i årevis. Det modsatte er tilfældet i Holland og Danmark. Vækstproblemet er knapt så graverende i Holland som i Danmark, men Holland hører også til de lande, hvor forbrugstørke hæmmer væksten.

I en situation, hvor alt og alle ønsker at konsolidere sig – og det har de ud fra en individuel betragtning gode grunde til – virker regeringens krisebehandling næppe efter hensigten. Paul Krugman har sammen med sin kollega Gauti Eggertsson for nylig peget på, at øget arbejdsudbud i en sådan situation paradoksalt nok kan føre til lavere beskæftigelse.

Men problemet er, at regeringen ikke har forholdt sig tilstrækkeligt til problemet med, at alt og alle efter en bristet bolig- og kreditboble vil søge at konsolidere sig ved at afvikle gæld. Det gælder bankerne, det gælder virksomhederne, og det gælder almindelige borgere.

Den danske økonomiske politik har utilsigtet trukket i retning af at slå alle vækstdrivere ihjel. Det private forbrug har stået stille, det var i 2012 et par procent lavere end i 2007. Det offentlige forbrug var sværere at bremse, men det lykkedes fra midten af 2010, og faldet i 2011 er kun overgået én gang i mere end et halvt århundrede. Investeringer er tiden heller ikke til – slet ikke boliginvesteringer.

Resultatet er, at der kun er eksporten tilbage som vækstdriver. Det batter ikke meget i den nuværende situation. Dermed har regeringen – for at sætte det på spidsen – malet sig op i et hjørne, hvor den må sætte sig passivt ned og vente på det europæiske økonomiske opsving, der aldrig kommer.

Det er ikke alene uheldigt på kort sigt. Langvarig arbejdsløshed og social marginalisering kan også have negativ effekt på arbejdsudbuddet på langt sigt.

[graph title="Vækst i Danmark og Sverige, 2007-2012" caption="Figur 1" align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/9b98d-fig01_vaekst-i-danmark-og-sverige-2007-2012.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/d33ac-fig01_vaekst-i-danmark-og-sverige-2007-2012.png" text=""]Kilde: OECD (www.oecd.org – quarterly national accounts). Aflæst 13.04.2013.[/graph]

Vi kan sammenligne udviklingen i Danmark og Sverige for at illustrere, hvor økonomien svigter i Danmark. Se fig. 1. Ifølge OECD er Danmark i perioden 2007-2012 sakket næsten 10 procentpoint efter Sverige mht. vækst i BNP. Væksten er gået 5,2 pct. frem i Sverige, men 4,3 pct. tilbage i Danmark.

Modsat hvad man skulle tro ud fra fortællingen om vores konkurrenceevne, er det imidlertid ikke eksportudviklingen, der adskiller Danmark og Sverige. Eksporten er vokset med 5,3 pct. i Sverige og 3,5 pct. i Danmark i perioden.

Det er altså ikke eksportudviklingen, der er skyld i den svenske fremgang og den danske tilbagegang 2007-2012. Men hvor er det så, at Danmark skiller sig ud?

Det er – helt i overensstemmelse med fortællingen om finans- og konsolideringskrisen – på den indenlandske efterspørgsel. Først og fremmest på privatforbrug og på investeringer.

Svenskerne øgede i perioden privatforbruget med 7,6 pct, mens der i Danmark er et fald på 2,2 pct. I Sverige steg de faste bruttoinvesteringer med 1,1 pct., men i Danmark falder de med hele 17,2 pct.

Danmark skiller sig i øvrigt også ud ved markant lavere vækst i det offentlige forbrug. I Sverige steg det med 7,3 pct., i Danmark kun med 3,1 pct. Det sidste dækker over et markant fald i Danmark fra midten af 2010. Men det offentlige forbrug i 2012 var stadig 2,5 pct. højere end i 2007.

Regeringen skal skabe tryghed

Hvad der er gjort, står ikke til at ændre. Som det så ofte er set før i flere lande, blev Danmark offer for en selvvalgt kreditliberalisering, der kom ud af kontrol. Man skulle ikke have indført de afdragsfrie lån i 2003, der var med til at befordre en rekordstigning i ejendomspriserne på 60 pct. de følgende tre år – oven i rundt regnet en fordobling i 1995-2003. Det var en fejl – og der var advaret.

Man skulle nok også have grebet ind over for bankernes indlånsunderskud, der i 2004-2008 fik lov til at eksplodere (fra nul til op mod 650 milliarder kroner). Og man skulle i øvrigt også have ført en mere ansvarlig finanspolitik i stedet for at kaste benzin på bålet.

[quote align="left" author=""]Ironisk nok er det en klassisk socialdemokratisk og socialliberal værdi, som regeringen forsømmer at bidrage med, nemlig tryghed.[/quote]

Men måske var det en lige så stor fejl, at vi efter krisens gennemslag glemte at spørge os selv, hvor væksten skulle komme fra? Det traditionelle svar er, at et land med stort overskud på betalingsbalancen har plads til at føre ekspansiv finanspolitik. Men det ønskede regeringen ikke – ud over politiske motiver spillede både psykologiske faktorer og den europæiske finanspagt ind.

Man fornemmer imidlertid, at man samtidig med at kaste denne løsning bort også kom til at glemme problemet. I stedet har man kastet sig over langsigtede strukturpolitiske tiltag, der først og fremmest skal øge arbejdsudbuddet på længere sigt. Men selv om det er sket i den økonomiske ansvarligheds navn, er det måske ikke så ansvarligt at negligere problemerne her og nu.

Ironisk nok er det en klassisk socialdemokratisk og socialliberal værdi, som regeringen forsømmer at bidrage med, nemlig tryghed.

Anders Fogh Rasmussens kontraktpolitik – som først og fremmest var et løfte om, hvad man ikke ville gøre – kunne faktisk have gjort mere gavn under krisen, end den gjorde de år, hvor han sad på magten. Det var ikke så meget, der skulle til. Der er ingen, der bliver skræmte over risikoen for at blive kørt over med grønthøsteren med 1 eller 2 pct., men regeringens reform frenzy – jeg undlader nådigt at kommentere på implementeringsproblemerne – har næppe gjort mange trygge.

Danmarks otte års vækstpause kunne formentlig være undgået, også efter at den grundlæggende skade var sket med boblen og gældsætningen i 00’erne. Men vi burde nok have skelet lidt mere til andre lande, der havde været i samme situation.

Til gengæld er det usikkert, hvad regeringen kan gøre nu. Der blev lavet en evaluering i 2009 af renoveringspuljen, som viste, at den stort set gik op i dødvægtstab. Man kom til at betale 1,5 milliarder kroner til aktiviteter, der ville være foregået alligevel. Desværre har man dårligt nok haft tid til at udtale ordet dødvægtstab i forbindelse med vækstplanen, men det kan ikke udelukkes, at effekten i dag kan blive mere positiv.

På plussiden tæller, at boligprisernes fald er ved at være stoppet, at renten er tæt på nul, og at aktieejerne har fået store gevinster, da aktiekurserne er i top. For almindelige danskere mærkes det godt nok mest på pensionsopsparingen, men det kan trods alt mærkes. På et eller andet tidspunkt vil folk også ophøre med at konsolidere sig, for opsparingen er efterhånden meget stor og meget likvid.

Erfaringen fra tidligere kriser viser, at der ofte er et stort opsparet forbrugsbehov efter en krise. Det kommer vel næppe til en ketchup-effekt, som vi har set tidligere. Men ser vi bort fra alle de langsigtede mål og midler, hvor vi helt har forbigået spørgsmål om innovation osv., så bliver potentialet for et kortsigtet indenlandsk opsving trods alt større.

Det, der nok mest af alt savnes til at sætte gang i processen på kort sigt, er tryghed. Om regeringen kan finde en formel for dét inden for en nær fremtid, er et åbent spørgsmål. Ellers kan den risikere at gå over i historien som den regering, der trak krisen i langdrag.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.