Regionalt rivegilde Hård kamp om penge til sygehusbyggeri Kvalitetsfonden forslår som en skrædder i helvede Nu begynder en bitter kamp mellem regionerne om at få del i milliarderne fra regeringens kvalitetsfond. Regionerne har samlet set planer om sygehusbyggerier for over 64 milliarder kr. i de kommende år, viser en kortlægning, Ugebrevet har foretaget. Fondens midler rækker kun til en brøkdel af dette beløb. Derfor er der nu lagt op til et økonomisk rivegilde med mange fronter og aktører. Slagsmålet kan vare helt frem til regionsvalget næste år. De enkelte regioner har vidt forskellige strategiske tilgange til sygehusbyggeri. Alle de spritnye sygehuse skal bygges vest for Storebælt, mens Hovedstaden og Sjælland satser på at udbygge de eksisterende. Det vil muligvis blive straffet af regeringen, når pengene skal fordeles.