Regionerne trues på livet

Onsdag den 20. januar 2010 kan blive en dag, der vil gå over i den politiske historie.

For første gang truede statsminister Lars Løkke Rasmussen med at lukke regionerne og lade staten overtage det fulde ansvar for sygehusvæsenet.

Den slags trusler er noget, regionspolitikerne tager dybt alvorligt. For i forvejen mener både De Konservative og Dansk Folkeparti, at regionerne bør nedlægges.

Regionspolitikerne husker udmærket sommeren 2002, hvor deres forhenværende kolleger i amterne blev taget på sengen. En meningsmåling i Berlingske Tidende førte til, at Anders Fogh Rasmussen på få uger fik stablet en strukturkommission på benene. Det blev som bekendt begyndelsen på enden for amterne, der ellers havde eksisteret i forskellig form siden 1662.

Nu har regionerne eksisteret i godt tre år. De bliver finansieret via en usædvanlig økonomisk model, som regeringen har opfundet til lejligheden. De må ikke selv opkræve skat, men skal inden for en fastlagt ramme forsøge at indfri en stadig stigende efterspørgsel efter behandlinger på et fortsat højere – og dyrere – niveau.

Det er en udfordring, som nu har ført til, at sygehusene har brugt flere penge end budgetteret og derfor fyrer læger og sygeplejersker i bundter. Men trods talrige kritiske historier i medierne om sygehusvæsenet har regionerne faktisk på tre år øget produktiviteten i et omfang, der svarer til 3,7 milliarder kr. årligt – svarende til 70.000 indlagte kræftpatienter.

Hvis regionerne om nogle år ryger samme vej som amterne, vil histo rikere kunne dokumentere, at det første frø blev sået i sidste uge. Men før Lars Løkke Rasmussen bruger sit flertal til at overtage det fulde ansvar for sygehusene, bør han nærmere undersøge, hvordan det er gået med produktivitetsudviklingen på de områder, der i dag er rent statslige, f.eks. politi, forsvar og domstole.