Regnedrengene tryner de grønne i ny finanslov

Finanslovsforslaget for 2013 udstiller en regering, der er på retræte i miljøpolitikken. Der er en verden til forskel på de grønne fanfarer i regeringsgrundlaget og de konkrete tiltag, der annonceres i kroner og ører. Hvis ikke det var for forårets energiaftale, så det sort ud.

Miljø- og klimaministre er sjældent populære internt i en regering – uanset regeringens politiske ståsted. Især ikke når økonomien strammer til.

De grønne ministre er dyre, deres øvrige kvaliteter ufortalt. Til regeringsmøderne medbringer de gigantiske regninger til nationalregnskabet. Det koster knapper at sænke CO2-udledningen, beskytte klokkefrøerne, rense vores vandløb og energirenovere skoler og huse. Milliarder og atter milliarder, der meget ofte er bundet op på EU-direktiver og internationale konventioner, hvilket betyder, at regeringen ikke kan sno sig udenom.

Samtidig kan de grønne ministre sjældent pege tilstrækkeligt konkret på kortsigtede indtægter, f.eks. i form af jobs, eksport og besparelser. Gevinsterne ligger som regel længere ude i fremtiden, efter at regeringen er gået af. Den er svær at sælge på Marienborg.

Udadtil pynter det naturligvis på enhver regering af have høj cigarføring på miljøområdet, men indadtil må miljø- og klimaministrene som regel kæmpe fra hus til hus for deres projekter.  Særligt de økonomiske ministre – finans-, økonomi- og skatteministeren – plejer at være vrangvillige eller skeptiske over for miljøministrenes krav om erhvervspuljer til bølgekraft og andre Georg Gearløs-ideer. Eller de årlige milliardinvesteringer i ”sumpe og moser”, som det kaldes på Slotsholmen.

Hvis du kan huske Sir Humphrey fra den britiske tv-serie Javel, Hr. Minister, så har du en ganske god idé om, hvordan de interne magtkampe om finansloven foregår.

Det slider ydermere på populariteten hos ministerkollegerne, at miljø- og klimaministrene blander sig i de andres ressort, landbrug, trafik, skat osv. Det er logisk, fordi miljø er en tværgående problemstilling, men bestemt ikke comme il faut at krydse ind over grænserne til de forskellige kongeriger. Og så er de grønne ministre jo sådan lidt flippede i det. Enten serverer de vidtløftige visioner om en bæredygtig fremtid, eller også annoncerer de dommedags snarlige komme.

Så når det kommer til stykket, er statsministeren mest tilbøjelig til at lytte til de magtfulde pengeministre.

Særligt embedsværket i Finansministeriet – kaldet regnedrengene – har mange års erfaring i at tryne idealistiske miljø- og klimaministres politik med alle til rådighed stående kneb. Tænk på den åleglatte Sir Humphrey fra den legendariske britiske komedieserie Javel, Hr. Minister. Det er ikke langt fra virkeligheden. Og med fremlæggelsen af finanslovsforslaget for 2013 har regnedrengene endnu engang sejret.

Der er naturligvis forskel på regeringer. Retorikken, lydhørheden og atmosfæren blandt ministrene og ministerierne er forskellig fra Nyrup, Fogh og Løkke til Thorning. Og der er ingen tvivl om at den nuværende regering er begavet med en miljøminister og klimaminister, der ikke blot er indædt engagerede, men også fagligt kompetente. Både Ida Auken (SF) og Martin Lidegaard (De Radikale) nyder respekt, bl.a. for deres kommunikatie evner - og de går til stålet i de interne kampe.

Men når det kommer til realiteterne – ikke mindst finansloven – så er det tallene, der taler. Og de taler deres tydelige sprog i finanslovsforslaget for 2013.

For et år siden blev der blæst til grøn revolution i regeringsgrundlaget. Den grønne omstilling var flyttet ind i centrum af det politiske projekt, som beskrevet her på bloggen. Men siden har regeringen lige så stille pakket fanfarerne sammen. Sporene efter den kuldsejlede betalingsring skræmmer uden tvivl langt ind i de centrale ministerier. Den markante skatteaftale glimrer f.eks. ved sin totale negligering af den ”grønne skattereform”, som især De Radikale og SF ellers ofte har hypet.

I finanslovsforslaget fylder den grønne omstilling ikke særlig meget, slet ikke sammenlignet med regeringsgrundlaget. Fra at være et fremtrædende, tværgående politisk projekt er de grønne indsatser blevet fragmenter rundt omkring i investeringsplanerne. Størstedelen har fået en ny overskrift, nemlig ”Investeringer i vækst og beskæftigelse”.

[quote align="right" author=""]Djævlen ligger i detaljen. Det er de små, symbolske spor, der afslører den interne magtkamp, Sir Humphrey-grebet og regnedrengenes sejr.[/quote]

Den væsentligste indsats er velkendt og udspringer af den energiaftale, som den radikale klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard landede i foråret. En aftale, som fortsat er en signifikant grøn sejr for regeringen. En af de få.

Der afsættes 2.7 mia. kr. hertil i 2013-16. Men igen – tænk på et tal. 2.7 mia. kr. over fire år er i snit 500-700 mio. kr. pr. år. Regeringen har varslet private og offentlige investeringer i energiplanen for 90-150 mia. kr. frem til 2020. Der skal godt nok skrues gevaldigt op for investeringstempoet fra 2017 og frem…

Det er herudover småt med grønne satsninger. Af rene miljøprojekter og såkaldt ”nye penge” er der afsat et par mia. kr. til klimatilpasning, hvilket er et væsentligt indsatsområde for Ida Auken, ikke mindst fordi den forrige regering i årevis har ladet et gigantisk investeringsefterslæb i milliardstørrelsen akkumulere ude i kommunerne til kloakrenovering. En lille milliard er afsat til energiforskning og nogle mindre puljer til sympatiske tiltag som f.eks. et nationalt testcenter for vandteknologi (8 mio. kr. årligt rækker næppe til meget andet end fem medarbejdere og kontorhold), bæredygtig skovdrift (10 mio. kr. årligt) samt en styrkelse af Natur- og Miljøklagenævnet (16-17 mio. kr. årligt).

Djævlen ligger i detaljen. Det er de små, symbolske spor, der afslører den interne magtkamp, Sir Humphrey-grebet og regnedrengenes sejr.

I den overordnede tabel i pixi-udgaven af finansloven er ” Grøn omstilling” flyttet ned som næstsidste prioriteringspunkt lige før ”Øvrige initiativer”. Det giver mindelser om Foghs første regeringsår.

”Grøn omstilling” består af to bullitpoints, hvoraf energiaftalen er det ene. Og så italesættes alle øvrige initiativer, der tænkes kan, som grønne. F.eks. alle tog- og metroinvesteringer. Et tilskud til ungdomstogkortet HyperCard tæller også med. Den grønne omstilling er på skinner!

Med andre ord: Intet nyt under solen. Thorning-regeringen skriver sig ind i en lang historisk tradition. Når skåltalerne for bæredygtighed forstummer, og de økonomiske realiteter indfinder sig, taber miljøet – trods topengagerede og højt profilerede miljø- og klimaministre. Uden energiaftalen ville Thorning-Schmidt paradere afklædt som i eventyret Kejserens nye klæder.

Det paradoksale er, at ingen kan være i tvivl om, at også regeringschefen går varmt ind for miljø og klima. Det demonstrerede hun senest under FN-topmødet i Rio i juni i år, hvor hun – ligesom Ida Auken - leverede en brandtale om bæredygtighed under lanceringen af Sustainia-samarbejdet.

[quote align="left" author=""]Nu ligger opgaven på miljøminister Ida Auken og klimaminister Martin Lidegaards bord. Den er naturligvis dobbelt svær i en tid med altoverskyggende fokus på den økonomiske krise.[/quote]

Tilbage i 1980’erne var det samme historie. Som miljøministre i Schlüter-regeringen måtte Christian Christensen (Kristeligt Folkeparti) og efter ham Lone Dybkjær (De Radikale) og Per Stig Møller (De Konservative) kæmpe hårdt for de vandmiljøplaner, som betød, at de danske søer og vandløb ikke blev kvalt i forurening fra vores spildevand og landbruget.

Den første vandmiljøplan blev vedtaget i 1985. Den kostede et par milliarder årligt, og gør det stadigvæk, regningen flytter blot kolonne en gang imellem. Gevinsterne kender vi i dag: Der er ørreder og laks i vores søer, og vi kan bryste os af en dansk vandsektor, der hører til i verdenseliten og eksporterer for 14 mia. kr. årligt. Men det var ikke noget stærkt argument tilbage i midt-80’erne.

Svend Auken havde, i kraft at de interne magtbalancer i Socialdemokratiet, et historisk greb om såvel statsminister Nyrup som finansminister Lykketoft, og var derfor i stand til at akkumulere uhørt rummelige budgetter til miljø og klima. Auken måtte dog bruge muskler på regeringsmøderne. Og det gjorde han med held og snilde og til mange kollegers irritation. Men i ryggen havde han også et solidt grønt flertal i folketingssalen.

Connie Hedegaard fra De Konservative måtte – først som miljøminister og siden som klima- og energiminister – bruge næsten mafiosoagtige metoder for at tilkæmpe sig kroner til miljøet. Det gjorde hende voldsomt upopulær internt i regeringen. Hendes infights med daværende finansminister og venstremand Thor Petersen er historiske. Som da Thor Petersen på et regeringsmøde foreslog, at klimapolitik blev flyttet over i Kirkeministeriet, fordi klima, som han sagde, ”er et spørgsmål om tro”. Finansminister og sidenhen statsminister Lars Løkke Rasmussen var ligeså uvillig til at investere grønt.

Nu ligger opgaven på miljøminister Ida Auken og klimaminister Martin Lidegaards bord. Den er naturligvis dobbelt svær i en tid med altoverskyggende fokus på den økonomiske krise.

En grøn masterplan kan have mange skikkelser, og der skal slås benhårdt på de kortsigtede, økonomiske gevinster, som grangiveligt eksisterer. Jeg skitserede tidligere på året et eksempel på hovedingredienserne i en sådan plan. En plan med fokus på tre målsætninger: jobs, eksport og konkurrenceevne i den grønne væksts tegn. De kortsigtede gevinster er faktisk ikke ubetydelige, og samtidig kan de grønne ministre med rette hævde, at det er regeringens omdømme, der er på spil.
Målet må og skal være, at få Thorning-Schmidt og Corydon med ombord i en grøn masterplan.

Første skridt er, at Auken og Lidegaard finder fælles fodslag. Ellers er projektet dødfødt. Dernæst må der indgås en tæt alliance med de ministre, der har udvist vilje og gejst for området, dvs. handels- og indenrigsministeren, erhvervs- og vækstministeren og fødevareministeren. Helst, naturligvis, ministre fra alle tre regeringspartier.

Det ligeså uomgængeligt at sikre sig opbakning i toppen af egne partier. Det gælder ikke mindst for Lidegaard.  Partiformand Vestager har igennem årene udtrykt sig umisforståeligt om sine store miljøambitioner. Så umisforståeligt, at det forpligter. Nu skal ordene venligt bruges imod hende – på Sir Humphrey-måden.

De eksterne aktører skal også på plads. Topcheferne fra erhvervslivet – også dem, der ikke sælger vindmøller – og fagbevægelsen er væsentlige påvirkningsagenter. Tit lytter regeringens øverste ministre mere til dem end deres kolleger på Christiansborg.

Øvelsen kunne minde om dengang i 2006, hvor Connie Hedegaard skulle overbevise en skeptisk Fogh om det geniale i, at Danmark påtog sig formandskabet for COP15 tre år senere. Hedegaard lykkedes mod alle odds med en veltilrettelagt, langstrakt, strategisk manøvre, der involverede både eksterne og interne alliancepartnere, herunder et dygtigt embedsværk.

Nu er det Aukens og Lidegaards tur. Må deres bestræbelser krones med held. Det har Danmark brug for.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Forrige artikel Messerschmidt drejer skruen uden ende Næste artikel Inddrag fondene i den offentlige forskningspolitik