Håb for OK08 Gammel regnefejl kan sikre forlig Vil give ekstra kroner til offentligt ansatte En lille regneteknisk fejl begået for ti år siden kan blive det columbusæg, som kan løse op i de sværeste overenskomstforhandlinger nogensinde på det offentlige område. Der er tilsyneladende ved at brede sig en stemning blandt store grupper af de faglige organisationer og hos dele af arbejdsgiverne om, at den tidligere regnefejl kan blive den landingsbane, som parterne leder desperat efter i forsøget på at undgå en storkonflikt til foråret. Sygeplejersker, sosu-assistenter og andre ansatte mener, at de har et efterslæb i forhold til lønudviklingen på det private arbejdsmarked på 2-3 milliarder kr. som følge af den gamle misere. Hidtil har regeringen og arbejdsgiverne afvist dette regnestykke, men Mandag Morgen erfarer, at modellen meget vel kan komme i spil i slutfasen af overenskomstforhandlingerne om en måned.