Et overskud efter skat som i det netop aflagte officielle regnskab på 148 millioner kr. eller et underskud på 53 millioner kr. Det er det usædvanligt store “spread”, som Falcks indtjening sidste år kan opgøres indenfor - alt afhængigt af, hvilke principper, der lægges til grund for regnskabsaflæggelsen. Med en tredobling af aktiekursen de seneste to år nyder Falck stor tillid hos investorerne. Men koncernen lever ikke op til de internationale regnskabsnormer, specielt omkring bogføringen af udskudt skat og en oparbejdet koncerngoodwill på 1,1 milliard kr. ved opkøb af andre virksomheder. En korrektion herfor reducerer Falcks overskud betydeligt. Men den store usikkerhed omkring Falcks reelle indtjening illustrerer, at der er store problemer forbundet med at opgøre især stærkt ekspanderende servicevirksomheders reelle indtjening.