Retssag om finansielle masseødelæggelsesvåben
Krav om strammere regulering af komplekse finansielle instrumenter tager til, efter at fire internationale storbanker er slæbt på anklagebænken for svindel mod lokale italienske myndigheder.
Bystyret i norditalienske Milano står til et tab på knap 750 millioner kr. på investeringer, som de angiveligt blev lokket til af bankerne JP Morgan Chase, UBS, Deutsche Bank og Depfa Bank på falske – eller i hvert fald uklare – forudsætninger.
“Det står klart, at de lokale myndigheder ikke forstod de risici og omkostninger, de påtog sig. Sagen vil klarlægge, hvem der bærer ansvaret for det,” lyder det fra en af sagens advokater.
Derivat-eksplosionen
International handel med derivater, 2001-2009, mia. dollar
Kilde: International Swaps and Derivatives Association
Finansielle instrumenter er af mange blevet udpeget som et af de helt store problemer i det finansielle system på grund af deres kompleksitet – meget få er reelt i stand til at gennemskue dem. Den amerikanske storinvestor Warren Buffett advarede tidligt mod instrumenterne, som han i 2001 kaldte “finansielle masseødelæggelsesvåben.” Senest er det kommet frem, at den græske stat har benyttet swap-aftaler til at skjule sit nationale gældsniveau.
I det italienske tilfælde var forventningen, at en række såkaldte swap-aftaler ville reducere renterisikoen ved en meget stor finansieringspakke på 13 milliarder kr. Men sådan gik det ikke. Sagen vil få afgørende betydning for, om en række lignende sager kan rejses i landet. Den italienske centralbank vurderer, at der er indgået swap-relaterede aftaler for mere end 250 milliarder kroner siden 2001 af lokale myndigheder.
Bankerne nægter sig skyldige og understreger, at hverken de eller deres medarbejdere har gjort noget galt.





