Efter bankerne i årevis har hæmmet privates handel med aktier, bliver der nu for alvor skabt grobund for en dansk aktiekultur. Det lille børsmæglerselskab Difko Børs giver senest i næste uge danskerne særdeles attraktive muligheder for at handle med værdipapirer over internettet. For private investorer har aktiemarkedet herhjemme hidtil været præget af manglende gennem-sigtighed, høje kurtager og overpriser. Det har lagt en dæmper på privates aktiehandel. Sektoren bliver nu overhalet indenom af den teknologiske udvikling med initiativet fra Difko Børs: Kurtager på en femtedel af bankernes pris, skarpe aktiekurser og afskaffelse af gebyret til Værdipapircentralen. En aktiv privatinvestor kan spare over 10.000 kr. årligt. Bankerne erkender, at de kan blive tvunget til at følge efter Difko Børs med handel på internettet til discountpriser. Bankerne risikerer at få et årligt indtjeningstab på op mod en halv milliard kr. årligt, skønner Ugebrevet Mandag Morgen.