Formanden for Pensionsmarkedsrådet, vicedirektør Kirsten Fjord, står ikke længere alene med sin kritik af forholdene på det danske pensionsmarked. Pensionsbranchen har hidtil afvist hendes kritik, men hun får nu uventet støtte fra landets største forsikringsselskab, Tryg-Baltica. Herfra siger adm. direktør Hugo Andersen, at tiden er inde til en grundlæggende reform af pensionsmarkedet. Han mener, at danskerne generelt får forrentet deres opsparing for dårligt på grund af manglende gennemsigtighed, ringe konkurrence og uhensigtsmæssig regulering fra myndighedernes side. Resultatet er ifølge Hugo Andersen, at danskernes pensionsopsparing bliver udhulet af for lave investerings-afkast og for høje omkostninger på grund af manglende konkurrence. “Tiden er inde til at give mulighed for et frit forbrugsvalg, hvor kunderne kan flytte frit rundt og vælge det selskab, hvor de får mest for pengene,” siger Hugo Andersen.