Ian Bremmer er nærmest en omrejsende sortseer. Hans konsulenthus, Eurasia Group, er et af den vestlige verdens førende inden for politisk risikoanalyse. Det er ikke et arbejde, der nødvendigvis udvikler ens lyssyn, men han er nu i udmærket humør denne formiddag, Mandag Morgen møder ham i København, efter han har talt på Skagen Fondenes nytårskonference.

[quote align="right" author="Ian Bremmer"]Jeg overvejede faktisk, om jeg ligefrem skulle betegne og navngive Merkel som en global risiko. Men det ville være at gå for vidt.[/quote]

Måske er Ian Bremmer simpelthen begyndt at kunne lide at fortælle dårlige nyheder. Det er i hvert fald det, han gør. Og dårlige nyheder er der nok af for Europa med flygtningekrisen, terrorisme, højreradikalisme, populisme og en mulig britisk udmeldelse af EU.

Bremmer er amerikaner og ser derfor på Europa med amerikanske briller – altså lidt på afstand. Det gør, at han måske overser en detalje eller to, men til gengæld har han et godt overblik. Han mener, at Europa med flygtningeproblemerne lige nu står i en krise, som vil blive endnu værre, end eurokrisen var. Og problemerne er slet ikke kulmineret endnu. Det bliver værre, før det bliver bedre.

Flygtningekrisen truer med at undergrave Europa på flere forskellige niveauer: Økonomien, naturligvis, selv om det slet ikke er det værste. Den truer samfundets sammenhængskraft. Og den truer Europas politiske liv og evne til at bevæge sig fremad.

Europa er ramt af ”en kombination af ulighed, flygtninge, terrorisme og politisk græsrodspres, hvilket udgør en udfordring for de principper, som EU blev grundlagt på”, konkluderer Ian Bremmers tænketank i en ny rapport om de største risici, der truer verden i 2016.

Merkel alene, og svækket

Flygtningekrisen har skabt splid i Europa. Kontinentets økonomer strides om, hvorvidt de mange migranter bliver en gevinst eller et tab, og hvad det vil koste at integrere dem. Befolkningerne bekymrer sig over, hvordan integrationen vil forandre deres lande og deres verdensdel for altid. Og imens overvejer politikerne, hvordan de kan bevare deres legitimitet i befolkningernes øjne og gå imod den bølge af nationalisme og populisme, der har ramt en række af Europas største lande.

Det er alt sammen vigtige bekymringer, men når man taler med Ian Bremmer, står det klart, at der kommer én endnu vigtigere bekymring oveni: Europa er ved at miste sin ledelse.

”Noget af det, som virkelig er bekymrende, er, at da Merkel besluttede sig for at kræve, at man tog imod disse flygtninge, var det reelt kun tyskerne, som bakkede hende op. Hun er helt alene. Og ikke engang i Tyskland er man enig – især efter overfaldene i Köln, der har gjort situationen meget, meget mere udfordrende, ” siger han.

Alligevel har Ian Bremmer været med til at pege på Merkel som årets person i 2015.

”Jeg arbejder jo også for Time Magazine, som sidste år udnævnte Merkel til årets person. Da vi diskuterede, hvem der skulle have titlen, talte jeg for at give den til Merkel. Jeg var bestemt ikke den eneste, der gjorde det, men et af mine argumenter – måske det stærkeste argument for mig – var, at dette var det sidste år, hun kunne få den. Det vil aldrig kunne ske igen!”

”Jeg tror, at Merkels utroligt modige, og måske dumdristige beslutning om helt på egen hånd, foran alle andre, at gå i spidsen med flygtningespørgsmålet, virkelig vil undergrave hendes mulighed for at lede fremover. Det betyder, at næste gang, der er en krise, hvad den så end består i, vil Merkels vilje og evne til at handle være svækket. Det er en sårbarhed, som europæerne har nu.”

[quote align="left" author="Ian Bremmer"]Flygtningekrisen vil blive værre i løbet af 2016, og den vil skabe sikkerhedsproblemer[/quote]

Det er ikke det samme, som at Merkel er ved at vælte, understreger Bremmer. Men hun er svækket, når det handler om at tegne de store politiske linjer for Europa.

”Jeg overvejede faktisk, om jeg ligefrem skulle betegne og navngive Merkel som en global risiko. Men det ville være at gå for vidt. Lige nu er hendes popularitetsrate 58 pct., og selv om den har været over 70, så er det ikke dårligt. Hun er stadig regionens stærkeste leder.”

Men det europæiske ledelsesvakuum, hun efterlader sig, bliver med sikkerhed et problem for Europa på længere sigt. Det var Tyskland med Merkel i spidsen, som trak EU og dets institutioner igennem den økonomiske krise, der begyndte med nogle dårlige boliglån i USA i 2008, udviklede sig til en statsgældskrise og kulminerede i en dødskamp for den fælleseuropæiske valuta. Uden Merkel var det gået galt, mener Bremmer.

”Et stærkt Tyskland under Merkels lederskab har kunnet håndtere alle disse kriser. Og det var ikke kun på grund af tyskernes villighed til at betale, men også fordi de har stået for retsstatsprincipper og for mere integration,” siger han.

Europa vil fungere videre uden Merkel som politisk leder, men institutionerne kan ende som en tom skal uden hverken værdipolitisk eller realpolitisk lederskab.

”Der er ingen tvivl om, at når det gælder flygtningekrisen, så er den politiske krise meget værre end den økonomiske,” siger Ian Bremmer.

Bekæmp krisens årsag

Oven i den ikke just opmuntrende advarsel understreger Ian Bremmer også, at flygtningekrisen på ingen måde er overstået. Tværtimod.

”Flygtningekrisen vil blive værre i løbet af 2016, og den vil skabe sikkerhedsproblemer, ikke kun i Frankrig, hvor man har den største muslimske befolkning, men i en række lande,” siger han.

Teoretisk set kunne krisen godt løses, men i praksis er tiden forpasset, hvis den nogensinde har været der. Den politiske vilje i Europa til at gøre det, som er nødvendigt, er der bare ikke, lyder Bremmers konklusion, som han selv kalder ”trist”.

Flygtningekrisen burde bekæmpes ved kilden. Det burde alle kriser for så vidt, men de bliver det ofte ikke, på grund af kortsynethed eller uenighed.

”USA tabte narkokrigen, fordi det nægtede at angribe de bagvedliggende årsager. Det koncentrerede sig om at sikre grænsen, bekæmpe karteller og sætte folk i fængsel. Men det gjorde aldrig noget ved den enorme efterspørgsel i USA efter narkotika. Og så længe man ikke gør det, vil der være nogen i Mexico, som sørger for at levere narkoen,” forklarer Ian Bremmer.

”Flygtningekrisen er opstået på grund af det fuldstændige magtvakuum i Syrien og store dele af Irak, og på grund af IS. Og europæerne er nødt til at gøre noget ved det. De må gøre noget ved, at så mange unge muslimske mænd ikke føler, at de har nogen fremtidsmuligheder. Man må skabe regeringer (i Mellemøsten, red.) med legitimitet, og man må skabe samfundsmæssige ændringer, så unge mænd kan omgås kvinder og i øvrigt gøre, hvad unge gerne vil gøre. Muligheder, som ikke eksisterer for dem i dag.”

”Militære tiltag vil ikke løse problemet. Selv om man diskuterer intenst, om man vil bombe, og hvor og hvor meget – og om man vil anvende specialstyrker – vil det ikke løse problemet. 98 procent af kræfterne bliver brugt på de forkerte ting,” siger Bremmer.

Så hvad ville dit råd være, hvis europæiske ledere spurgte dig, hvad de skal stille op med denne stadige strøm af mennesker fra Mellemøsten og længere væk?

”Mit råd på dette sene tidspunkt er nok et meget trist råd: Det er at koncentrere sig om de nationale problemer og løsninger – for de overnationale løsninger fungerer ikke. Og når der ikke er andre, der hjælper én, må man som leder af et europæisk land selv beskytte sin befolkning og sine grænser.”

”Men man må også sørge for, at alle de muslimer, som bor i ens land, bliver bedre accepteret og integreret og ser sig selv som en del af samfundet. Det er der mange af dem, som ikke gør i dag, og det er der mange årsager til: Nogle af dem vil ikke selv, også fordi de er ankommet med enorme problemer og deres familier er blevet splittet. Og for andre er årsagen ideologisk. Meget af dette er op til europæerne selv at løse. De kommer til at arbejde meget hårdere for at integrere de muslimer, der nu engang kommer her, på den ene eller anden måde.”

Tag ikke slagsmål om Brexit

Europas mest akutte politiske problem er truslen om ”Brexit”, en britisk udtræden af EU, der kan komme efter den folkeafstemning, der senest kommer i 2017 men måske allerede i år. Premierminister David Cameron risikerer at tabe afstemningen, fordi han ikke vil kunne aftvinge resten af EU de indrømmelser, han har brug for. Men Bremmers bedste råd til Europa er at forholde sig i ro.

”Cameron vil jo stadig virkelig gerne blive i EU,” siger han. ”Når man har sådan nogle afstemninger, bliver udfaldet altid tættere på dødt løb, end man bryder sig om. Men folk ønsker heller ikke usikkerhed. Det er derfor, de ikke bryder sig om at få flygtninge ind, men det er også derfor, at Skotland endte med at stemme for at blive i Storbritannien,” siger han og fortsætter:

”Så selv om jeg regner med, at det bliver tæt, så tror jeg, at briterne vælger at blive. For Europa er dette en af de situationer, hvor man ikke har brug for at gøre en større sag ud af det end nødvendigt. Man har brug for at gøre det til en civiliseret samtale. Cameron har stor opbakning i Storbritannien, og man skal lade ham sige, hvad end han nu har brug for at sige. Nogle af hans egne regeringsmedlemmer vil måske gå imod, at Storbritannien bliver i EU – helt fint, lad dem gøre det. Der kan blive lidt vel meget populisme fra UKIP, eller endda fra Corbyn (Labours leder, Jeremy Corbyn, red.) – det er okay, lad være med at overreagere. Lad være med at tage slagsmålet.”

[quote align="left" author="Ian Bremmer"]Det transatlantiske samarbejde har ikke de sidste 75 år været så svagt som nu[/quote]

De truede vestlige værdier

Har Ian Bremmer slet ikke noget opmuntrende at sige om det gamle kontinent? Jo, en smule. Europa har i international sammenhæng en stærk økonomi, siger han og trækker så alligevel lidt i land igen.

”Det er mere et spørgsmål om, hvorvidt man klarer sig godt eller bare okay, og lige nu er det okay,” siger han.

Men Europa har også stærke værdier, som vi ikke må glemme. Og EU er på ingen måde ved at falde fra hinanden, mener Ian Bremmer.

”Når folk spørger, om Europa vil blive ved med at hænge sammen, så taler de altid om eurozonen og EU-institutionerne. Og dem er jeg ikke så bekymret for,” siger han.

Demokratiet skal nok også klare både flygtningekrisen og de populistiske bevægelser, der trives i skyggen fra denne krise og den foregående, eurokrisen.

”Hvis man taler om demokratiet, så er det i Europa kun Polen og Ungarn, som har regeringer, der reelt træffer beslutninger, som undergraver retsstaten, domstolenes uafhængighed eller i øvrigt undergraver grundlaget for de demokratiske institutioner. Selv Grækenland, som har over 50 procents ungdomsarbejdsløshed, lever stadig op til principperne for, hvad det vil sige at være et demokrati. Så i den forstand er Europa stabilt. Europa er ikke ved at falde fra hinanden i revolutioner, for Europa er rigt,” siger Bremmer.

Han peger på, at det mere er opbakningen til det europæiske fællesskab, der er truet.

”Det, som bekymrer mig, er selve det europæiske eksperiment, som har været verdenshistoriens største eksperiment i at skabe overnationalt demokrati og fælles værdier. Det, vi ser nu, over hele Europa, er, at regeringer og befolkninger i Europa ikke længere er så interesserede i det. Man kan holde markedet i gang, og institutionerne, ECB og Parlamentet – men ikke den demokratiske ånd, som faktisk fik disse lande til at gå sammen om noget, der var større end de enkelte lande. Og folk er ikke loyale over for institutioner, de ikke tror på. De går ikke i demonstrationer eller griber til våben for at forsvare dem,” siger Bremmer.

Det svækkede partnerskab

Én ting er sammenhængen internt i EU, noget andet er partnerskabet med amerikanerne. Det er svækket, og det samme er de vestlige værdier.

”Hvad Europa og USA ikke gør, det er at fremme de værdier – i form af menneskerettigheder, åbenhed, fri bevægelighed – som har været så vigtige for hele verden. Så den store risiko handler ikke om Europa. Den handler om det transatlantiske fællesskab. Dette handler om noget dybere og bredere end bare flygtningekrisen. Det handler om den ledende rolle, som de transatlantiske lande har spillet i 75 år, og som de nu opgiver. Flygtningekrisen er karakteristisk for det,” siger Bremmer og tilføjer:

”Det transatlantiske samarbejde har ikke de sidste 75 år været så svagt som nu.”

Det er det helt centrale problem, som vil komme til at dominere på globalt plan, vurderer Bremmer. Han taler om, at Europa og USA i fællesskab har ”abdiceret” fra rollen som dem, der definerede værdierne for resten af verden.

”Hvis Europa lukker sig, betyder det, at Schengen ikke virker, at det bliver vanskeligere at transportere varer, at turister bliver irriterede – men det er ikke en krise. Der er lande i Asien, som klarer sig godt, men er lukkede. Europas betydning for verden handler mere om dets lederskab: dets evne til at fremme de værdier og den globale økonomiske arkitektur, som vi har haft de sidste 75 år.”

”Det store problem er, at verden i fremtiden ikke vil blive ledet af etablerede og solide demokratier med fælles værdier. Det skyldes, dels at det transatlantiske samarbejde er svækket, og dels at Kina har andre modeller og præferencer. Man er nødt til at have fælles værdier for at kunne arbejde tæt sammen.”

Lige nu er der meget, som skader forholdet over Atlanten. Bremmer nævner striden om Edward Snowden, som bliver ved med at splitte amerikanere og europæere. Og de to parter på hver side af havet handler på egen hånd i andre situationer. Et eksempel er Storbritannien. I London ønsker man investeringer, og derfor er man lige nu mere optaget af at være Kinas bedste ven i Europa end af at pleje sit særlige forhold til Washington. Derfor endte briterne med at tilslutte sig den kinesisk ledede Asian Infrastructure Investment Bank (AIIB), som USA holder sig langt fra.

”Amerikanerne var chokerede. Briterne var de første i Europa, som gik med, og de gjorde det for at være bedstevenner med kineserne. Det ’særlige forhold’ er væk. Og det samme gælder i mindre grad for amerikanernes forhold til Frankrig og Tyskland.”

Konsekvenserne af, at USA og Europa har opgivet at lede verden, vil blive langsigtede og dybtgående. Men efter Bremmers mening har vi slet ikke opdaget, at de værdier, der præger den globale orden, grundlæggende har forandret sig.

”Faren er, at vi alle sammen har været vant til at leve i, og investere i og blive beskyttet af et miljø, som har været domineret af amerikanske og europæiske institutioner og værdier,” siger han.

”Dét vil forsvinde – over hele verden. Og det vil gøre verden til et meget mere usikkert og ustabilt sted.”