Riv hegnspælene op og indfør flexucation!

I Danmark har vi et verdensberømt fleksibelt arbejdsmarkedssystem, flexicurity, som andre lande misunder os, og som vi fremhæver ved enhver given lejlighed. Sådan burde det også være med vores system for videregående uddannelse. Det burde være udogmatisk, dynamisk og superfleksibelt. Det burde være verdens bedste. Det er det ikke, og der er langt til toppen. Inden for de videregående uddannelser står Danmark i de kommende år over for en række udfordringer, der skal findes løsninger på, hvis vi vil være med i det globale videnkapløb.

Lad mig her nævne tre:

• Ti år efter at EU startede Bolognaprocessen, der skulle strømline og tilnærme de europæiske videregående uddannelser, har vi stadig markante barrierer mellem erhvervsakademi-, professions-, og universitetsuddannelser. De har hver deres sektor med hver sin dagsorden, de har forskellige målgrupper, forskellige finansieringsbetingelser og store problemer med at overføre merit mellem sektorerne. Og hvert år, når finansloven nærmer sig og globaliseringsmillionerne ruller, kæmper de indædt mod hinanden om den politiske og økonomiske gunst.  Det er ikke hensigtsmæssigt. Danmark har brug for én sektor for videregående uddannelser, der fremmer fleksibilitet og mobilitet for den enkelte studerende - gerne samlet i ét ministerium.
• Ti år efter Bologna har universiteterne endnu ikke fået indført tre-årige bacheloruddannelser, som giver adgang til et udfordrende arbejdsmarked. Hver gang diskussionen popper op, bliver den med det samme afvist: Vil I måske have mindre uddannelse? Nej, men faktum er, at vi står over for både demografiske, vidensmæssige og samfundsøkonomiske udfordringer, der bør provokere os til at crashteste skyttegravsretorikken. Vi kommer til at mangle højtuddannet arbejdskraft i Danmark. Vi ved, at det private erhvervsliv halter bagefter med højtuddannede, der gavner produktivitet og vækst. Lad os nu på forsøgsbasis skabe nogle tungere og bredere tre-årige bachelorer, som arbejdsmarkedet vil efterspørge og samtidig sikre, at de studerende senere i deres arbejdsliv kan vende tilbage til uddannelsessystemet.
• Endelig har vi brug for at diskutere, hvordan vi i fremtiden får dimensioneret den stigende tilgang til uddannelsesområdet, som følger i kølvandet på større ungdomsårgange. Antallet af unge mellem 19 og 24 vil frem til 2017 stige med 25 pct. Hvordan sikrer vi, at vi i mindre omfang uddanner unge til arbejdsløshed eller til jobfunktioner, der ligger langt fra deres uddannelsesprofil, som f.eks. de 155.000 med en videregående uddannelse, der i dag, ifølge DI, arbejder i ufaglærte eller faglærte job. Ét svar kunne være at skabe et mere fleksibelt og mobilt uddannelsessystem, så man smertefrit kan skifte fra f.eks. humaniora til læreruddannelsen, hvis man aner arbejdsløsheden tårne sig op i horisonten.

Vi har ikke længere råd til at forsvare sektoropdeling og rigide uddannelsessystemer. Lad os i stedet skabe et superfleksibelt uddannelsessystem, der bliver et forbillede for andre lande. Et mere åbent system med flere valgmuligheder, der motiverer og kombinerer individuelle og samfundsmæssige behov.  Fremtiden tilhører flexuation.