”Tear down this wall!” – riv muren ned – sagde præsident Ronald Reagan i sin berømte tale i Vestberlin den 12. juni 1987. Sætningen var ifølge historikere kontroversiel, også i Reagans egen administration, hvor flere mente, at den slags meldinger ville udfordre øst-vest-relationen yderligere og kunne provokere den sovjetiske præsident Mikhail Gorbatjov unødigt.

Om end sammenligningen måske er lidt voldsom, er der også i dag brug for at bryde mure ned. Og her tænker jeg ikke på de mure, der rejser sig om Fort Europa. Jeg tænker på vores hjemlige velfærdssamfund, hvor vi også har brug for at nedbryde mure, grænser og matrikelskel for at skabe bedre løsninger.

Lad mig give et eksempel. På en døgninstitution i den midtjyske by Hornsyld har man en skateboardbane til de børn og unge, der bor på institutionen. Tidligere stod den gemt langt inde på grunden og blev sjældent brugt. En dag var der én, der fik den idé at flytte banen om foran institutionen, hvor den var synlig og tilgængelig for andre. Pludselig begyndte banen at blive brugt, særligt af de andre børn i kvarteret og efterhånden også af de børn og unge, der bor på institutionen. På den måde er skateboardbanen ikke alene blevet noget, der kommer flere til gavn, den er også blevet et neutralt mødested, der skaber relationer mellem de anbragte børn og unge og børn og unge uden for anbringelsesmiljøet.

De sidste mange år har vi, i skyggen af New Public Management, sat endog meget klare grænser for både opgave og ansvar og derigennem skabt et system, der alt for ofte – helt bogstaveligt – lukker sig om sig selv.

Grundlæggende sidder det offentlige system på nøglerne til en lang række goder, der kan komme flere til gode, end tilfældet er i dag.

Vi ser det f.eks. på de stadig flere biblioteker, der lader borgerne få adgang til samlingen døgnet rundt. Allerød Bibliotek nord for København var det første af sin slags, men flere er siden fulgt efter, blandt andet fordi erfaringerne fra Allerød er positive. Tanken ligger også lige for. Det er jo borgernes bøger – ikke bibliotekets – så hvorfor skulle der ikke være fri adgang døgnet rundt til den fælles bogreol, fristes man til at spørge? Og de bekymringer, bibliotekerne kunne have om, hvorvidt borgerne nu også kan passe på både bøger og lokaler uden for den normale åbningstid, er indtil videre blevet gjort til skamme.

Således kunne lokalmediet sn.dk i november berette, at ”biblioteket har ikke oplevet nogen form for hærværk eller anden form for misbrug af bibliotekslokalerne. Mere end 6.000 gange har borgere lukket sig ind med deres sundhedskort i løbet af sommeren. Biblioteket har modtaget mange positive tilbagemeldinger.”

Fælles spisning på plejehjem

Vi skal, som jeg tidligere har skrevet her på bloggen, interessere os for, hvordan systemet kan være med til at invitere borgere ind på matriklen for derigennem at skabe bedre – og ofte også billigere – løsninger.

Endnu et eksempel kunne være de åbne restauranter, der skyder op på plejehjem både herhjemme og i vores nabolande. For nylig var jeg på besøg i Staffanstorp, 15 km øst for Malmö. Her har man på et plejehjem midt i byen, lige rundt om hjørnet fra rådhuset, åbnet Restaurang Pilegården. I restauranten, der drives af ISS, kan alle købe sig et glimrende måltid varm mad for den beskedne sum af 60 svenske kr. og indtage det i lokaler, der også tjener som spisesal for plejehjemmets beboere.

Tanken er i al sin enkelhed, at både køkken og lokaler fint kan bespise flere end plejehjemmets beboere. Og samtidig kunne det jo ske, at de besøgende borgere faldt i snak med beboerne – til glæde for begge parter. Faktisk er det veldokumenteret, at den sociale spisesituation har stor betydning for, hvordan vi oplever måltidet, og hvor meget vi spiser. Det er særligt interessant i den konkrete kontekst, da op mod 60 pct. af beboerne på de danske plejehjem er underernærede, hvilket har store konsekvenser for både deres sundhedstilstand og den regning, det efterlader sundhedsvæsenet med. Ugebrevet A4 skrev for nylig på baggrund af tal fra Københavns Universitet, at underernæring i sundhedsvæsenet koster det danske samfund milliarder af kroner og forringer livskvaliteten hos en lang række borgere.

Sammenhæng i sundhedsvæsenet

De gamle siloer i f.eks. regioner og kommuner eller forskellige dele af den kommunale forvaltning er en klassisk måde at organisere verden på, ikke blot fysisk, men også mentalt. For de massive siloer i velfærdssamfundet lever mindst lige så meget i de mentale kategorier som i organisationsdiagrammerne. Og derfor skal vi være opmærksomme på dem for at kunne løse opgaverne bedre, end vi gør i dag.

Sundhedsvæsenet er et af de steder, hvor behovet er mest tydeligt. Under sidste sommers valgkamp lavede Mandag Morgen og TrygFonden en alternativ meningsmåling blandt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning. Den viste ikke overraskende, at danskerne oplever, at der ikke er tilstrækkelig sammenhæng og samarbejde på tværs af sundhedsvæsenet.

Danskerne oplever ikke, at de praktiserende læger, sygehusene og kommunerne samarbejder om forløbene, og de frygter at blive tabt mellem to hospitalssenge. Og samarbejdet på tværs, eller rettere manglen på samme, er faktisk det element, hvor danskerne oplever, at sundhedsvæsenet underperformer mest.

Vi bad også de adspurgte danskere forestille sig, at et fiktivt parti kaldet Sundhedspartiet stillede op til Folketinget, og spurgte derefter, hvad der burde være den vigtigste mærkesag for et sådan parti med sundhed i fokus. Her pegede hele 65,8 pct. netop på den manglende sammenhæng i sundhedsvæsenet som mærkesag nummer ét.

At der er behov for mere sammenhæng mellem forskellige dele af velfærdssamfundet er en kliché. Det spændende er, at jeg oplever en lang række eksempler – også flere end dem, der er listet her – på, at mure, grænser og skel brydes ned til gavn for os som borgere. I stedet for, at vi kaster os ud i et hovedløst opgør med siloerne, er pointen, som Timme Bisgaard Munk fra Kommunikationsforum så rigtigt skriver i sin glimrende anmeldelse af antropologen Gillian Tetts bog ”The Silo Effect”, at lære at se siloernes blinde vinkler. At være opmærksomme på den farlige stammetænkning og det egoistiske tunnelsyn, der er siloens tro følgesvend. Altså, at vi holder fast i forsimplede forestillinger om vores egen organisations eller afdelings fortræffeligheder kombineret med fordomme om de andre afdelingers tosserier. At vi skaber rituelle os-og-dem-forestillinger om, at vi altid vil eller gør det gode, og at de andre omvendt gør alt, hvad der står i deres magt, for at modarbejde vores ædle formål.

Opgør med dem-og-os

Et af de store områder, hvor der begynder at være grøde i tingene, er landets folkeskoler. For den omstridte folkeskolereform indeholder også et fokus på det, der netop bliver kaldt ’den åbne skole’. Om end det ikke har stået forrest i det hidtidige arbejde med reformen, dækker begrebet over, at eleverne i højere grad skal møde virkeligheden uden for skolen. Det er en af vejene til at sikre trivsel og nå målet om, at alle elever skal blive så dygtige, som de kan. I en mere åben skole er forhåbningen den, at eleverne kan lære på andre måder end den traditionelle klasseundervisning. Det kan være i skoven sammen med en naturvejleder eller i mødet med virksomheder, formidlere af kunst og kultur, idrætsledere fra foreningslivet m.v.

På Dansborgskolen i Hvidovre har de for eksempel erstattet den traditionelle projektopgave i 9. klasse med virksomhedsrettet problemløsning. Eleverne har med stor succes lavet en rigtig oplysningskampagne for Avedøre Spildevandscenter og indrettet et venteværelse til børneafdelingen på Hvidovre Hospital. Gennem det arbejde har eleverne lært, at der ikke altid er én rigtig måde at løse en opgave på, at læreren ikke altid har svaret, og så har det været enormt motiverende for dem, at der faktisk er en ’rigtig’ virksomhed, som regner med dem og har brug for deres ideer.

Eneste anke mod det gode arbejde, der er i gang rundt om på landets skoler, er, at begrebet ’den åbne skole’ sprogligt og mentalt klæber sig til den kommunale institutions mure. I stedet kunne vi kalde det ’åben læring’ eller ’læring i hverdagen’.

For det er netop den lukkede tænkning, hvor vi både fysisk og mentalt tager udgangspunkt i institutionerne, vi skal gøre op med. Det understreger også, at der stadig er stykke vej, til vi er i mål. Men det kan lykkes.

Det gjorde det som bekendt for Reagan og alle de andre, der deler æren for, at Berlinmuren ikke længere splitter verden op i fastlåste systemer og forestillinger om dem-og-os.