Regeringen står over for en kæmpeudfordring, når den til foråret præsenterer sit nye forslag til en kontanthjælpsreform. Debatten om dovne Robert og fattige Carina dækker reelt kun over en lille del af de talrige problemer, der tårner sig op i det nuværende kontanthjælpssystem. 

Det er ikke nok kun at ændre på ydelser og hurtigere aktivering. Der er behov for et paradigmeskifte, hvis det skal lykkes regeringen at skaffe tusindvis af ledige kontanthjælpsmodtagere i job eller uddannelse. Specielt indsatsen for de omkring 100.000 ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere synes at halte gevaldigt. 

Sagsbehandlere kan have ansvaret for op imod 150-200 borgere og derfor have svært ved at have tæt kontakt til de ledige. Ledere og sagsbehandlere har ofte kun et begrænset overblik over aktiveringstilbud. Knap hver 3. af de såkaldte jobklare kontanthjælpsmodtagere står reelt ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Værdifuld viden og resultater går tabt. Og ledige ender ofte som kastebold mellem de forskellige kommunale forvaltninger, der ikke kan finde ud af at samarbejde. 

Disse dystre kendsgerninger er blot nogle af konklusionerne i en række nye analyser og rapporter, der har kortlagt nogle af de massive udfordringer i det nuværende kontanthjælpssystem. 

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er i disse måneder ved at støbe fundamentet til reformen og vil derfor ikke løfte sløret for det mere konkrete indhold på nuværende tidspunkt.

”Behovet for at gentænke kontanthjælpssystemet er massivt. Det gælder hele vejen rundt. Både indsatsen for de unge og de ældre, for dem længst fra arbejdsmarkedet og de arbejdsmarkedsparate. Ni ud af ti unge på kontanthjælp har ikke nogen uddannelse, og tre ud af fire har alene deres folkeskole som ballast. Det er alarmerende tal og en af de hovedudfordringer, vi skal have fundet nye løsninger på. Nogle unge skal tage en uddannelse i stedet for overhovedet at komme ind i kontanthjælpssystemet, mens andre, mere sårbare unge, skal have en ekstra hånd og en mere helhedsorienteret indsats, så de kan blive klar til at tage en uddannelse," siger Mette Frederiksen.

Kæmpe udfordring

I forbindelse med finanslovsforhandlingerne har både medier og politikere konsekvent brugt begrebet ”kontanthjælpsreform” om den forholdsvis lille foreslåede ændring af forsørgelsesreglerne, der ville ligestille samlevende kontanthjælpsmodtagere med gifte. 

Men at kalde forslaget for en reform er en gigantisk overdrivelse i betragtning af de kæmpemæssige udfordringer, der skal knækkes i den ”rigtige” reform til foråret og skaffe tusindvis af ikke-arbejdsmarkedsparate i job eller uddannelse.

Over 6.000 personer har været på kontanthjælp uafbrudt i mere end 10 år og har dermed hverken været i beskæftigelse eller er gået i gang med en uddannelse, viser tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Det er også bekymrende, at antallet af ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere under 30 år næsten er fordoblet på blot få år. Se figur 3. Erfaringerne viser, at omkring halvdelen af dem er i overhængende fare for at komme til at blive permanent parkeret på førtidspension eller langvarig kontanthjælp. Omkring ni ud af ti unge under 30 år på kontanthjælp har heller ingen kompetencegivende uddannelse.

Afdelingschef Lisbeth Pedersen fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – mener, at regeringen har en enorm udfordring.

”Det kan blive super dyrt på kort sigt at skabe en indsats, der virker, men på langt sigt kan det blive en investering, der betaler sig. Der er behov for at tænke helt nyt og i helt nye jobmuligheder til de her mennesker. Det bliver ikke kun en udfordring for regeringen, men også for arbejdsmarkedets parter og hele det offentlige system,” siger Lisbeth Pedersen.

Pris pr. borger: 507.000 kr.

Tal fra Københavns Kommune illustrerer udfordringens størrelse. Kommunen har f.eks. et budget på 250 millioner kr. til at hjælpe de ca. 12.300 københavnere i den såkaldte ”matchgruppe 2”. Det er borgere, der ikke umiddelbart er parate til et ordinært arbejde, men som kan deltage i forskellige former for beskæftigelsesrettede indsatser.

[graph title="Unge er hårdt ramt" caption="Figur 3  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/4afff-tka_fig3_unge_er_haardt_ramt.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/4deb7-tka_fig3_unge_er_haardt_ramt.png" text="Et stigende antal unge kontanthjælpsmodtagere er ikke-arbejdsmarkedsparate."]Kilde: SFI og www.jobindsats.dk. [/graph]

Kommunen forventer, at indsatsen vil have en målbar effekt for 4 pct. af gruppen – svarende til 493 borgere. Nogle vil komme op i matchgruppe 1 blandt de arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere, og nogle vil komme i job eller uddannelse. 

Dermed koster det altså groft sagt kommunen 507.000 kr. at bringe én enkelt borger lidt tættere på arbejdsmarkedet. Regnestykket er selvfølgelig forenklet. For de resterende godt 11.800 borgere kan der jo også godt være en effekt af indsatsen, selv om de bliver i samme matchgruppe. 

”Vi har en stor udfordring. Vi kan bare ikke dokumentere, hvad borgerne har fået ud af det, og det er ret frustrerende,” siger jobcenterchef i Københavns Kommune, Niels Gansted.

Derfor er jobcentrene i Københavns Kommune gået i gang med at lave et nyt internt målesystem, hvor de ledige bliver målt på en række forhold som helbred, sociale forhold, personlige kompetencer og faglige færdigheder. På den måde vil kommunen blive bedre til at måle, hvordan indsatsen virker.

”Vi skal gerne kunne blive skarpere på at kunne se, hvad der virker, og hvad der ikke virker, så vi ikke spilder pengene, men kan sætte andre indsatser ind. Når vi får det sat ordentligt i system, håber jeg at kunne få flere end de 4 pct. ud af offentlig forsørgelse eller opmatchet til match 1,” siger Niels Gansted.

Famler i blinde

Københavns Kommune er langtfra et enestående eksempel. En stribe rapporter og analyser har i de senere uger dokumenteret de enorme udfordringer, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen står over for, når hun til foråret tager hul på sin store reform af kontanthjælpssystemet, der koster det offentlige godt 15 milliarder kr. årligt. 

SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – tegner i en ny rapport et meget dystert billede af hele den nuværende aktiveringsindsats for de omkring 100.000 ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere, som kæmper med mange andre problemer end ledighed: Det kan være sygdom, misbrug, gæld, psykiske lidelser eller sociale problemer – og ofte flere af disse problemer på én gang. 

Rapporten dokumenterer, at indsatsen mange steder er præget af manglende overblik, videndeling og opfølgning:

• I en del kommuner mangler sagsbehandlere og ledere overblik over aktiveringstilbuddene. Nogle steder er der også begrænset viden om, hvad de forskellige tilbud indeholder.
• Kontakten og kendskabet mellem sagsbehandlere i jobcentrene og borgene er vanskelig at opbygge, fordi samtalerne er sjældne og kortvarige, og fordi de enkelte sagsbehandlere sidder med store sagsstammer.
• Kommunikationen mellem jobcentre og aktiveringssteder foregår ofte via formaliserede kommunikationsformer som f.eks. bestillinger og progressionsrapporter.
• Løbende evaluering af indsatsen er ikke indarbejdet i arbejdsgangene på en måde, så sagsbehandlerne oplever det som en ressource.
• Reglerne om, hvor tit forskellige grupper af borgere skal aktiveres og genaktiveres, medfører nogle gange, at der gennemføres standardiserede aktiveringstilbud, der ikke tager afsæt i borgerens konkrete situation og behov.

En af rapportens forfattere, forsker Mikkel Bo Madsen, betegner den nuværende indsats som ”alarmerende”.

”Hvis begrebet ’aktiv arbejdsmarkedsindsats’ skal give rigtig mening, bør det være på netop dette område, hvor de mennesker med flest udfordringer i at komme ind på arbejdsmarkedet befinder sig. Men hele indsatsen er organiseret på en måde, så det grænser til det umulige for sagsbehandlerne ude i kommunerne at sikre en sammenhæng og en rød tråd i den samlede indsats for de her mennesker,” siger Mikkel Bo Madsen.

Barcelona mod serie 5

Tilsvarende barske konklusioner når konsulentfirmaet Slotsholm frem til i en anden undersøgelse lavet for Arbejdsmarkedsstyrelsen. Den konkluderer bl.a., at beskæftigelsesindsatsen for de svageste kontanthjælpsmodtagere halter gevaldigt, og at de ledige ofte ender som kastebold mellem de kommunale forvaltninger, der ikke kan finde ud af at samarbejde.

Som systemet er skruet sammen i dag, betyder det paradoksalt nok, at de stærkeste ledige modtager den mest professionaliserede og stramme beskæftigelsesindsats, mens indsatsen over for folk med store sociale problemer er betydelig mere løs og ustruktureret. 

”Beskæftigelsesområdet i kommunerne spiller på et fyldt Camp Nou Stadion i Barcelona. Der er blus på projektørerne og tv-transmissionen. Socialområdet, derimod, er henvist til en tilskuerforladt sen aftenkamp på en forblæst og mørklagt serie 5-bane,” som en respondent udtrykker det i rapporten fra Slotsholm.

Evalueringen anbefaler bl.a. regeringen at sørge for, at kommunerne fremover laver én plan for alle borgere på tværs af jobcenter og socialforvaltning. Et forslag, som Mette Frederiksen ikke er afvisende over for, og hun henviser til, at der allerede er ved at blive indført tværfaglige rehabiliteringsteams i kommunerne som led i den nye førtidspensionsreform. 

"Jeg har hørt om flere eksempler, hvor en borger på kontanthjælp har psykiske problemer og et hashmisbrug. Dem er der en hel del af. Så siger man i psykiatrien, at vi kan først begynde at arbejde med dig, når du ikke længere har et hashmisbrug. Og på misbrugsområdet får borgeren at vide, at vi først kan arbejde med dig, når du har fået en psykiatrisk udredning. Og imens har vi et jobcenter, som kun må tænke i job og beskæftigelse. Men hvis det er de to andre ting, der i virkeligheden spænder ben for et job, så er vi nødt til at angribe alle tre problemstillinger på en gang," som Mette Frederiksen for nylig sagde til Altinget.

Evalueringen anbefaler også, at der laves langsigtede effektmål og skabes mere struktur i den sociale indsats ved at arbejde med tidsfrister og opfølgning, som man kender det fra beskæftigelsesområdet. Det kan også være nogle af de elementer, der kan komme med i regeringens kommende kontanthjælpsreform.

Sisyfos på socialforvaltningen

En anden hovedudfordring for en ny kontanthjælpsreform bliver at bryde den sociale arv. Trods skiftende regeringers politiske fokus på at knække kurven og skabe mønsterbrydere har det hidtil været en ren sisyfosopgave. 

Omkring 40 pct. af unge kontanthjælpsmodtagere mellem 18 og 24 år har forældre, som også selv har været på kontanthjælp. Unge med ”kontanthjælpsforældre” har 3,6 gange så stor risiko for at selv at blive kontanthjælpsmodtagere sammenlignet med de unge, hvis forældre ikke har været på kontanthjælp. 

For unge indvandrere og efterkommere på kontanthjælp er den sociale arv endnu tungere. Hele syv ud af ti unge efterkommere på kontanthjælp og seks ud af ti unge indvandrere har forældre, som selv har modtaget kontanthjælp i løbet af de sidste 10 år, viser beregninger, som tænketanken Kraka har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og Dream-registret.

Dertil kommer, at mange såkaldte jobklare kontanthjælpsmodtagere tilsyneladende ikke står helt så meget til rådighed for arbejdsmarkedet, som man ellers skulle tro. Næsten hver tredje af de jobklare kontanthjælpsmodtagere – 31 pct. – har ikke søgt job inden for de seneste fire uger eller kan ikke tiltræde et nyt job inden for to uger. Og en meget stor del af dem giver udtryk for, at de slet ikke ønsker et job. 

Det fremgår af en analyse, som DA’s nyhedsmagasin Agenda har lavet på baggrund af nye tal fra Danmarks Statistiks Arbejdskraftundersøgelse.

De mange forskellige tendenser illustrerer tilsammen, at regeringen kan få brug for at sætte ind på en bred front, hvis den for alvor skal have knækket kurven og skal skaffe tusindvis af kontanthjælpsmodtagere ud af ledighedskøen. 

Reform i støbeskeen

Det er fortsat uvist, hvordan regeringen vil skrue sin kommende kontanthjælpsreform sammen. Men regeringsgrundlaget og et fælles S-SF-udspil fra kort før valget indikerer, i hvilken retning regeringens planlagte reform vil gå. 

Målet er bl.a. at reducere antallet af ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere med 10.000 personer inden udgangen af 2015. Det skal bl.a. ske ved:

• Ret og pligt. Det bærende princip i den nye reform er pligter og rettigheder. Ret til opkvalificering og pligt til at stå til rådighed. Regeringen mener, at det nuværende system er blevet for et-benet, da pligterne har taget overhånd. Målet er, at aktiveringen af arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere skal fremrykkes, eller de skal hurtigere have tilbud om uddannelse.
• Bedre tilbud. Ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere med andre problemer end ledighed, f.eks. misbrugsproblemer, psykiske lidelser eller manglende sociale kompetencer, skal have langt bedre tilbud end i dag og ikke længere være kastebolde mellem de forskellige kommunale forvaltninger. Regeringen vil sikre én indgang for de mest udsatte borgere, hvor der skal være én sagsbehandler, som kan hjælpe borgeren igennem systemet og sørge for en helhedsorienteret indsats.
• Uddannelse. Yngre kontanthjælpsmodtagere skal kunne pålægges at tage en kompetencegivende uddannelse. I dag er det kun kontanthjælpsmodtagere under 25 år, der kan henvises til uddannelse. Alle kontanthjælpsmodtagere skal måske kunne henvises til kortere uddannelsesforløb såsom AMU-kurser. Endvidere skal revalidering med uddannelse bruges mere, end det sker i dag – også til uddannelser af længere varighed.
• Ydelser. Reformen vil formentlig også komme til at ændre på visse kontanthjælpsydelser. Det kan bl.a. være hele spørgsmålet om at ligestille samlevende par med gifte par, så det fremover ikke kun er gifte kontanthjælpsmodtagere, der bliver modregnet i kontanthjælpen, hvis ægtefællen har en indkomst over et vist niveau. Forslaget skønnes at kunne give en besparelse på en halv milliard kr.
• Bedre integration. Indvandrere og efterkommere udgør en meget stor andel af de nuværende kontanthjælpsmodtagere. Derfor vil regeringen bl.a. indføre sprogvurdering og obligatorisk danskundervisning for kontanthjælpsmodtagere, der ikke selv kan skaffe sig et arbejde. Sprogvurdering skal være obligatorisk, og det samme gælder undervisning i dansk, hvis danskkundskaberne ikke er gode nok til, at borgeren kan begå sig på arbejdsmarkedet.
• Kompetenceprofil. Jobcentrene kan, hvor det er relevant, udarbejde en kompetenceprofil for kontanthjælpsmodtagere. Kompetenceprofilen skal være et enkelt redskab, der kan anvendes til at kortlægge, hvilke problemer den enkelte har ud over ledighed. På baggrund af kompetenceprofilen iværksættes de nødvendige tiltag, der kan øge den enkeltes muligheder for at varetage et job. Ledige kan også få en såkaldt forløbskoordinator, der skal sikre en samordnet indsats.
• Bedre psykiatri. Mange kontanthjælpsmodtagere har også psykiatriske problemstillinger at slås med. Derfor skal indsatsen for mennesker med psykiske problemer løftes generelt. Udredning skal påbegyndes efter højst en måned – i alle alvorlige tilfælde dog omgående – og den anbefalede behandling iværksættes umiddelbart efter en udredning. Der skal sikres nødvendig efteruddannelse til de personalegrupper, der arbejder med mennesker med psykiske problemer. En mulighed er også at tilknytte psykologer og psykiatere til flere jobcentre.
• Frihedsgrader. Der skal luges yderligere ud i bureaukratiske regler, så kommunerne får flere frihedsgrader til at tilrettelægge deres beskæftigelsesindsats for at gøre den mere jobnær og tage udgangspunkt i den enkeltes behov.

V vil skære 3 milliarder

Regeringen har allerede tyvstartet reformprocessen og gennemført flere ændringer på kontanthjælpsområdet. Den har bl.a. indført en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere, der har været ledige i en længere periode. Kontanthjælpsmodtagere har fået ret til ferie, kontanthjælpsloftet er afskaffet, og der er luget ud i bureaukratiske regler om bl.a. jobsamtaler og varighedskrav. 

Derudover vil regeringen til foråret spille ud med et nyt refusionssystem, der ændrer på spillereglerne for staten og kommunerne om, hvem og hvordan regningen skal betales for bl.a. kontanthjælpsmodtagere. Tanken er, at de nye regler skal fremme kommunernes incitamenter til at skaffe folk hurtigere i gang og reducere antallet af borgere på langvarig offentlig forsørgelse.

Som forligspartnere vil Venstre og De Konservative blive inviteret til forhandlingerne efter nytår som de første, og de to partier er indstillet på at gå til stålet. De vil bl.a. hæve aldersgrænsen for den nedsatte kontanthjælp, der i dag gives til kontanthjælpsmodtagere under 25 år, så det fremover bliver ledige på op til 30 år, der kan se frem til en lavere kontanthjælp. 

Venstre har stillet seks konkrete krav, som vil give besparelser på kontanthjælps- og aktiveringsområdet på 1,5 milliarder kr. fra næste år, stigende til 3 milliarder kr. frem mod 2020. Se tekstboks. Dermed er der lagt op til et nyt politisk drama, hvor specielt Venstre vil blive testet på sin forligsvilje. 

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er ikke i tvivl om behovet for en reform:

”Vi skal have reformeret beskæftigelsespolitikken. Ikke kun for at forberede vores økonomi, så vi kommer bedst gennem krisen, men især fordi der er behov for at udvikle og forbedre vores beskæftigelsesindsats, hvis vi for alvor skal få flere danskere ind på arbejdsmarkedet og med i arbejdsfællesskabet. For vores unge kontanthjælpsmodtagere vil uddannelse være den rigtige vej," siger Mette Frederiksen.

Kilder:

”Delt viden. Aktiveringsindsatsen for ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere”, SFI, 2012

”Dansk Økonomi Efterår 2012”, De Økonomiske Råd, 2012

”Evaluering af udvalgte regler om de organisatoriske rammer for beskæftigelsesindsatsen”, Slotsholm, 2012

”Næsten hver tredje på kontanthjælp er reelt ikke til rådighed for et job”, Agenda. 2012

”Kontanthjælpsforældre får kontanthjælpsbørn”, Kraka, 2012

”Socialreform – det vil vi måles på”, S og SF, 2011

”Venstres finanslovsudspil 2013”, Venstre, 2012