Romney og Ryans miljøpolitik: Vær bange. Vær meget bange

Vi griner tit overbærende ad amerikanske politikeres til tider gakkede holdninger til abort, evolution og sundhedsforsikring. Men der er intet sjovt ved makkerparret Romney og Ryans grønne linje. Det er anti-miljøpolitik – og det kan blive virkelighed.

Hvis valgkampen i USA var en Hollywood-film (hvad man jævnligt kunne tro), så ville traileren om den republikanske præsidentkandidats miljøpolitik være en ren gyser. Man kunne passende låne advarslen fra den nervepirrende filmklassiker The Fly fra 1986, hvor Jeff Goldblum muterer til halvt mand, halvt flue: Vær bange. Vær meget bange.

Med valget af Paul Ryan som vicepræsidentkandidat har Mitt Romney slået fast, at man kan forvente sig en stærkt konservativ, ideologisk og deregulerende tilgang til miljø, klima og ressourcespørgsmål. En miljøpolitik, der næppe findes fortilfælde af andre steder i verden.

Ryans kandidatur demonstrerer – hvad få synes at have opdaget – at den fløj i det republikanske parti, som fostrede den grønne præsidentkandidat John McCain for bare fire år siden, endegyldigt har tabt det interne slag i partiet. Det synes uforståeligt, at det samme parti rummer en Arnold Schwarzenegger eller – indtil 2007, hvor han blev uafhængig – New Yorks markante borgmester Michael Bloomberg. Begge har vist sig som progressive miljøforkæmpere.

Men Ryans kandidatur er en sejr for højrefløjen. Republikanerne går til valg på en anti-miljøpolitik. Det kan være svært at forstå, men det mest udtalte mål er ikke at stoppe forurening, målet er at stoppe den lovgivning, der forhindrer forurening.

Mens Romney kun nødigt har talt om f.eks. klimaændringer, er Ryan en regulær miljøkriger og bannerfører for den anti-videnskabelige kurs, som ikke mindst Tea Party-bevægelsen har haft stor succes med at udbrede. Ryan mener – sammen med millioner af amerikanere – at videnskabens data om f.eks. klimaændringer, luftforurening og skadelige tilsætningsstoffer i mad er fup og svindel.

Men kan vi ikke bare være ligeglade med de kugleskøre amerikanere? Desværre nej.

Obamas handlingslammelse på miljøområdet siden COP15 i 2009 har været stærkt medvirkende til at køre de internationale aftaler om bl.a. klimakonventioner i dybfryseren. Med Romney/Ryan i Det Hvide Hus vil USA formentlig melde sig ud af international miljøpolitik og dermed gøre det umuligt at lave grænseoverskridende aftaler om et problem, der i sin natur er grænseoverskridende.

Det vil påvirke os alle. Og det er skræmmende, i en tid hvor det vælter frem med nye videnskabelige data, der varsler et mere og mere menneskefjendsk klima. To aktuelle eksempler:

  1. 11 millioner afrikanere på Afrikas Horn, primært i Somalia, Kenya og Etiopien, sulter pga. hyppigere tørkeperioder og ørkenspredning.
  2. De nyeste satellitdata for afsmeltning af isen ved Nordpolen viser, at den sker 50 pct. hurtigere end hidtil antaget.

Miljøpolitik spiller en underordnet rolle i den amerikanske valgkamp, men et hurtigt blik på Romney/Ryans hidtidige udmeldinger er hårrrejsende, set med europæiske øjne.

Romney har mest gjort sig bemærket ved at ”flip-floppe” på spørgsmålet om klimaændringer. Før valgkampen accepterede han – nølende – videnskabens konsensus om, at global opvarmning er menneskeskabt, og at der skal regulering og aftaler til. Men da valgkampen startede, havde piben fået en anden lyd:

”Mit synspunkt er, at vi ikke ved, hvad der forårsager klimaændringer på denne planet. Ideen om at bruge trilliarder og trilliarder af dollar i et forsøg på at reducere CO2-emissioner er ikke den rette kurs for os,” lød det pludselig.

Mitt Romney mente så sent som i juni 2011, at global opvarmning er en realitet, og at mennesket bidrager til klimaændringer. Et synspunkt han reviderede i oktober 2011, hvor han pludselig ikke mente, at vi ved, hvorfor der er global opvarmning.

Romney har siden bekendtgjort, at han på ”den første dag af mit embede” vil igangsætte byggeriet af Keystone XL, en kontroversiel og stærkt omdiskuteret olierørledning fra Canada til USA. Obama har indtil videre sat Keystone XL-projektet på standby.

Romney vil endda ”bygge den selv, hvis det er nødvendigt”. Det bliver det næppe, da en stærkt opmuntret og stenrig olie-, kul- og gasindustri hører til Romneys største støtter i valgkampen. De står på spring for at bore efter olie og gas, hvis Romney vinder. Drill, baby, drill, som Sarah Palin jublede under den sidste valgkamp.

Det republikanske kandidatteam har tilkendegivet, at hvis de kommer til magten, vil en række miljølove blive rullet tilbage. Og de mener det, hvis man ser på Ryans hidtidige arbejde i Repræsentanternes Hus.

Ryan mener ikke alene, at videnskaben svindler, men at den ”bevidst har vildledt offentligheden” om global opvarmning. Han lægger sig dermed i slipstrømmen på de bitreste klimaskeptikere, som mener, at klimadata er en global, videnskabelig konspiration, hvor målet skulle være at få øgede bevillinger til forskning.

Stik imod alle kendsgerninger hæver Ryan i øvrigt, at ”der er stigende uenighed blandt videnskabsfolk om klimaændringer og deres årsager”.

Derfor er det heller ikke overraskende, at han modtager økonomisk støtte fra de berygtede milliardær-brødre Koch, som finansierer de fleste klimaskeptikere i USA. De må med tilfredshed se på en vicepræsidentkandidat, som igennem årene har stemt for f.eks.:

  • at fratage den amerikanske miljøstyrelse retten til at regulere klimagasser.
  • at forhindre Landbrugsministeriet i at gennemføre en klimatilpasningsplan.
  • at gøre det ulovligt for præsidenten at ansætte klimarådgivere.

Intet er for småt. Ryan har således stemt imod et lovforslag om energistandarder for el-pærer.

Ryan har været langt mere aktiv i miljø- og klimadebatten end Romney igennem hele sin karriere, og hvis Romney/Ryan vinder, kan man med rette forvente en konstellation som Clinton/Gore i 1993-2001, hvor vicepræsidenten lægger linjerne for administrationens miljøpolitik. Endnu en indikation af, at man ikke skal tage for let på Ryans strammerlinje.

Manden mener det – og kan få magt, som han har agt. Måske derfor har netop Al Gore – ret uhørt – udsendt en direkte advarsel til vælgerne mod Ryan.

[quote align="right" author=""]Retfærdigvis skal det nævnes at Ryan – som de fleste konservative og liberale politikere – selv mener, at han er miljøforkæmper, fordi han er ’en engageret friluftsmand’[/quote]

Paul Ryan er en stærk ideolog. Han funderer sin politik på langstrakte, kringlede og populære fortolkninger af den amerikanske forfatning. Det ville nogenlunde svare til en dansk politiker, som forsøgte at læse ud af Grundloven, hvilke synspunkter ”landsfædrene” ville have om vindmøller og strømbesparelser.

Vicepræsidentkandidaten mener således, at miljøpolitik i høj grad er blevet brugt som påskud for at lade staten vokse og gribe ind i borgernes og markedets frihed, og han varsler ”drastiske nedskæringer i statens udgifter til energiforskning og -udvikling og direkte afskaffelse af subsidier og skattefordele for vind, solenergi og andre alternative energiteknologier”.

Som verdens førende grønne website, Treehugger, konstaterer: ”De fyre jagter ikke ligefrem de grønne vælgere”.

Retfærdigvis skal det nævnes, at Ryan – som de fleste konservative og liberale politikere – selv mener, at han er miljøforkæmper, fordi han er ”en engageret friluftsmand”, der nyder jagt og lystfiskeri og støtter visse former for naturbeskyttelse, f.eks. fredningen af The Great Lakes (der ligger i hans valgdistrikt).

I Europa har vi en tendens til at grine ad amerikanske politikeres til tider bizarre holdninger. Men denne gang er der absolut intet at grine ad, som bl.a. den berømte (og demokratiske) samfundsforsker og tænker Jeffrey Sachs har advaret om her på bloggen.

Den voldsomme polarisering og ideologisering af amerikansk politik, som for alvor startede under den foregående valgkamp – bl.a. med valget af Sarah Palin som Paul Ryans forgænger – er kun vokset i Obamas regeringstid. Valget af en ”socialistisk”, sort præsident har medvirket til at grave grøfterne dybere, og Tea Party-bevægelsen har siden haft kronede dage. Valget af Ryan som vicepræsidentkandidat er Tea Party-bevægelsens hidtil største, konkrete triumf. Ryan er ikke officielt Tea Party-kandidat, men Tea Party-bevægelsen har i høj grad omfavnet hans politik og ideologi.

[quote align="left" author=""]Romney/Ryan vil kunne overgå selv Reagan i anti-miljøpolitik[/quote]

I realiteten er Paul Ryan på miljøområdet langt farligere for omverdenen end den berygtede Sarah Palin, der ligeledes var klimaskeptiker. Hendes miljøpolitik ligner Ryans meget, men var løst funderet og langtfra en hjertesag. For Ryan er miljøpolitik ideologi, og han kan som vicepræsident få en langt stærkere og troværdigere platform end Palin nogensinde ville kunne opbygge i samme position.

Romney/Ryan vil kunne overgå selv Reagan i anti-miljøpolitik. Reagans indsats var først og fremmest markedsorienteret og symbolsk – som da han straks efter valget i 1981 fjernede de solpaneler, som Jimmy Carter have fået monteret på Det Hvide Hus’ tag (Obama geninstallerede solpaneler i 2010).

Amerikansk politik ligner mere og mere en trykkoger på randen af en eksplosion, og hvis det lykkes et stærkt konservativt republikansk kandidatteam at fravriste demokraterne magten ved dette valg, kan miljøpolitikken meget vel blive et område af stor symbolsk betydning, hvor republikanere vil demonstrere handlekraft.

Fristelsen er overordentlig stor. På kort sigt vil en ophævelse af restriktionerne på udvinding af olie, kul og gas give økonomisk og jobmæssig gevinst og øge den amerikanske energiuafhængighed. Jo mere der åbnes op for olieboringer i kystnære områder og fredede områder i bl.a. Alaska samt den kontroversielle, såkaldte fracking (en slags højtryksspuling i undergrunden) for at udvinde naturgas, jo større er gevinsten. Samtidig vil det udløse jubel blandt de vælgere, som tror, at præsidentens politik fastsætter prisen på benzin.

At sløjfe støtten til vind- og solenergi vil være en raffineret lussing til ”de liberale” i Californien og Washington med alle deres Prius’er og øko-tomater. De hører alligevel til fjenderne. Og at trække sig ud af internationale miljøforhandlinger vil rage de fleste amerikanere en høstblomst.

Under Reagan og Bush I og Bush II var amerikanere stort set kun spilfordærvere, når miljødiplomaterne mødtes. Intet nyt under solen.

Skæbnens ironi er, at disse temaer diskuteres, mens amerikanerne er dybt optagede af de nyeste rapporter fra den værste tørke i mands minde, en ødelagt høst, utallige skovbrande og ekstreme vejrsituationer. NASA har netop slået fast, at disse hændelser sker langt hyppigere som følge af global opvarmning.

I sidste ende kan også et andet pay-off på plakaten for den skrækindjagende The Fly blive aktuelt: "Something went wrong in the lab today … something went very wrong …”.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Forrige artikel Socialdemokraternes kamp for projektet Næste artikel Mere åbenhed i Finansministeriet, tak