Når statsministeren i denne uge sætter foden på kinesisk jord, er et af formålene at tiltrække kinesiske investeringer til Danmark. Det lykkedes i lille skala i juni, da den kinesiske præsident, Hu Jintao, gæstede Danmark, og en underafdeling af Vestas i Varde overgik til kinesiske hænder. Senere på sommeren fik Bang & Olufsen en kapitalindsprøjtning fra en kinesisk investor.

Investeringsmissionen er Thorning-Schmidt ikke alene om. De fleste andre europæiske ledere forsøger at øge eksporten til Kina (med Tyskland klart i spidsen) eller lokke kinesiske investorer til deres hjemland. Begge dele i jagten på vækst og arbejdspladser i det kriseramte Europa.

Danmark er bagud i investeringskapløbet og ligger ifølge en rapport betydeligt under det forventelige niveau i sammenligning med nabolande som Sverige, selv om tallene stadigvæk er så små at en enkelt stor aftale hurtigt kan ændre billedet.

Samtidig er der også nervøsitet i Europa, og pressen spekulerer i hvad kinesiske – ofte statsdrevne – opkøb betyder for den nationale sikkerhed. Bekymringerne går også på, om de nogle gange uigennemsigtige pengestrømme medfører dumping af social sikkerhed, og om sådanne investeringer skaffer eller afskaffer arbejdspladser i Europa.

Når man i disse måneder nævner EU, tænker de fleste krise – også kinesere. Kina ser som alle andre investorer også de røde advarselslamper blinke omkring euroen som valuta og de mange halve lappeløsninger. Kinas topbankfolk efterspørger triple-A-investeringer, der er langtidsholdbare. Derfor har Europas statsgæld i særligt de sydeuropæiske lande ikke stået øverst på den kinesiske menu.

[graph title="Røde investeringer i Vesten" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/a6224-bjm_figur1_rode-invisteriner-i-vester.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/b4290-bjm_figur1_rode-invisteriner-i-vester.png" text="Kinas direkte investeringer i USA vs. EU-27, 2003-2011, USD mia."]Kilde: Rhodium Group, China invests in Europe, 2012. [/graph]

Til gengæld har eurokrisen også været en ny mulighed for Kina i Europa. Kina og kinesiske virksomheder har set eurokrisen som en chance for at øge opkøbet af europæiske virksomheder. Her forsyner Kina sig selv med de manglende brikker i sit ryk mod en mere højteknologisk økonomi. Tænk blot på biler. Volvo er i dag en kinesisk bil. Det samme gælder Rover og resterne af Saab.

Visse investeringer har været en direkte konsekvens af eurokrisen. F.eks. rykkede en statsdrevet kinesisk investor ind i Portugals tidligere statsejede elektricitetsselskab i slutningen af 2011. Den portugisiske stat var nødsaget til at sælge som del af den omfattende spareplan for at klare EU-kravene.

Ligesådan er det med infrastruktur-projekter, hvor Kina både gerne vil bygge og stille kapital til rådighed. Sammen med seksten lande i Østeuropa har Kina oprettet et særligt sekretariat for fælles projekter, med en kreditfacilitet fra Kinas udviklingsbank på op til 10 milliarder dollar bl.a. til infrastrukturprojekter såsom højhastighedstog mv.. (Ja, det går hurtigt: EU er blot ved at udfase sin udviklingshjælp til Kina).

Kinesisk kapital er nu allerede indregnet i britiske projekter til genopretning af infrastruktur, og Thames Water, Storbritanniens største virksomhed inden for vandforsyning og spildevandsrensning, har modtaget en tiltrængt kinesisk kapitalindsprøjtning.

Kina satser stort

Der er en vis usikkerhed om tallene for Kinas investeringer i EU, men ingen tvivl om stigningen. Ifølge Kinas handelsministerium var Europa sidste år den region, der modtog de største investeringer: 7,5 milliarder dollar – en vækst på 26,8 pct. i forhold til året før.

En nylig rapport fra det anerkendte amerikanske Peterson Institute for International Economics sætter tallet endnu højere, nemlig 10 milliarder dollar. Forskerne er startet nedefra: De har sammentalt kendte handler i alle EUs 27 medlemslande og er kommet frem til det højere tal. De officielle kinesiske tal indfanger ikke altid, at mange kinesiske investeringer tager en omvej om Hongkong eller et skattely i Caribien, før midlerne bliver investeret i Europa eller andetsteds.

Verden har gennem det sidste tiår set kinesiske virksomheder bevæge sig ud over egne grænser. Kina har særligt investeret i Afrika og er især gået efter energi- og natruressourceudvinding. Den trend vil fortsætte, men i det næste tiår vil verden ligeledes se kinesiske virksomheder gå efter de udviklede markeder i Nordamerika og Europa.

Også her kan det dog dreje sig om investeringer i olie- og mineudvinding. Første eksempel var med den statsejede pengetank China Investment Corporations 3,3 milliarder store investering i Gas de France. Et af Kinas tre store olieselskaber, CNOOC, er ved at opkøbe det canadiske olieudvindingsfirma, Nexen for 15 milliarder dollar. Hvis opkøbet godkendes af de canadiske myndigheder, bliver det Kinas største investering nogensinde.

Lignende svimlende summer er mulige på Grønland, hvor kinesiske virksomheder også er interesserede i at komme ind. Beløbene kan være flere gange højere end samtlige de kontrakter, det danske erhvervslivs indgik i forbindelse med den kinesiske præsidents statsbesøg i juli, hvor der taltes om 18 milliarder kr.

Ifølge en fremskrivning fra Asia Society vil Kinas udenlandske investeringer stige til 1.000 milliarder dollar i 2020, med størstedelen rettet mod udviklede markeder som EU og USA. Det betyder, at EU står til at modtage investeringer på betydeligt mere end 250 milliarder dollar. Der er således tale om et drømmescenarie, hvor EU og Danmark kan forvente større og større indstrømning af kinesiske investeringer. Men det bliver ikke en gnidningsfri proces. Hvis prognosen holder stik, bliver det ikke kun et spørgsmål om at lokke kinesiske investeringer til, men også om hvordan de skal håndteres, når de virkelig ankommer i stor målestok i de kommende år.

Europæiske arbejdspladser?

Når danske og europæiske ministre forsøger at tiltrække kinesiske investeringer, handler det om arbejdspladser. Det handler om at få såkaldte ’greenfield’-investeringer, hvor et firma starter ny produktion eller servicevirksomhed. En institution som Invest in Denmark måler sin succes på, hvor mange arbejdspladser der skabes.

For kinesiske virksomheder handler det derimod primært om at købe eksisterende virksomheder for at få adgang til etablerede europæiske brands. Når Kina ikke har været i stand til selv at skabe et internationalt bilmærke, køber man sig til den etablerede brandværdi af Volvo, Rover og Saab. Generelt er sammenhængen mellem jobskabelse og opkøb af etablerede virksomheder usikker. Ved besøget i Danmark var det virksomheder som Vestas, kinesiske virksomheder havde i kikkerten.

Og med salget af underafdelingen i Varde, kunne den danske investeringsminister, Pia Olsen Dyhr, kun glæde sig over, at vi “sikrer” job. Ved et opkøb følger der ikke nødvendigvis nye arbejdspladser med. Det kan lige så godt gå den anden vej.

Indtil videre har kinesiske virksomheder vist sig relativt eksemplariske i den sammenhæng, selvom vi fortsat kun er ved begyndelsen af en investeringsspurt i Europa. Geely, som har overtaget Volvo, har faktisk øget antallet af arbejdspladser i Sverige. Fremtiden kommer til at vise, i hvor høj grad kinesiske virksomheder vil bidrage til jobskabelse i Danmark og Europa.

Hvem er bange for Huawei?

Kinesiske virksomheders indtog i Europa vækker ikke kun glæde og begejstrede skåltaler fra investeringsministre. Det britiske tidsskrift the Economist brugte i august en hel forside på det succesfulde kinesiske selskab, Huawei, der lige har overtaget verdens største teleudstyrsfirma, Ericsson. Overskriften, “Hvem er bange for Huawei?”, mindede om den mistænksomhed, der omgærder firmaet, særligt i USA, hvor Huaweis investeringer er blevet blokeret, fordi sikkerhedstjenesterne påpeger en forbindelse fra firmaet til det kinesiske militær.

Frygten går på, at Huaweis teleudstyr også kunne bruges til spionage og tjene kinesiske statsinteresser.

I Europa er Huawei forretningsmæssigt til stede i de fleste medlemslande, også i Danmark. Der er ikke den samme nervøsitet over Huaweis sikkerhedsmæssige forhold. Men samtidig er EU-Kommissionen i gang med en intern undersøgelse af Huawei og et andet kinesisk teleselskab, ZTE, for at klarlægge, om de foretager prisdumping på det europæiske marked ved hjælp af adgang til billige lån i Kina.

Der må findes en balancegang. Det er vigtigt ikke at skabe unødig frygt med reminiscenser om japanske investeringer i 1980’erne og på den baggrund forfalde til unødig protektionisme mod kinesiske virksomheder.

Samtidig er det klart, at Kinas statskontrollerede økonomi og firmaer rejser nye spørgsmål omkring national sikkerhed, selv om det kun er en meget lille del af kinesiske investeringer, der vil have sikkerhedsmæssige implikationer. For Danmark rejser spørgsmålet sig, hvis Grønland vælger at åbne udvinding af uran og eksportkontrol heraf for f.eks. et kinesisk statsdrevet foretagende.

Det mest oplagte ville være, hvis man på EUniveau kunne blive enige om et snævert begreb for national sikkerhed, som udenlandske investeringer inklusive kinesiske kunne screenes for. EU bør også sætte standarder for åbenhed og god corporate governance, så de uklare forhold, der hersker internt i Kina, ikke overføres til Europa ved opkøb. Det ville give klarere regler end nu, hvor kun et par af EUs medlemslande har sådanne screeninger.

Europas regeljungle

En stor del af tiltrækningen ved kinesiske virksomheder er deres evne til at fremsætte slagtilbud. COVEC, en kinesisk vejkonstruktør, vandt det offentlige udbud på et stykke motorvej i Polen efter at have underbudt de europæiske konkurrenter. Men senere lukkede projektet ned. Den kinesiske virksomhed havde ikke sat sig ind i, at der var sociale og miljømæssige standarder at overholde. Det dramatiske højdepunkt var en sag om nogle fredede frøer.

Desuden kom det som en overraskelse for den kinesiske virksomhed, at man ikke kan holde prisen lav i Europa ved at importere billig kinesisk arbejdskraft, der arbejder uden om lokale arbejdsmarkedsforhold, hvilket har været en væsentlig medvirkende faktor til Kinas billige priser på det afrikanske kontinent og i andre mindre regulerede lande.

Det er altså også en læreproces for kinesiske virksomheder at forstå og kunne fungere på det europæiske marked.

Det bliver også relevant omkring Grønland, hvor der er tale om at importere kinesisk arbejdskraft til mineprojekter. Det rejser spørgsmål om brugen af lokal arbejdskraft og lokale arbejdsmarkedsregler.

Eurokrisen har været med til at kickstarte kinesiske investeringer i Europa. Det er starten på en langsigtet trend og en ny økonomisk navlestreng mellem Kina og Europa. Det er en naturlig udvikling for verdens næststørste økonomi, som kan bidrage positivt til dansk og europæisk økonomi. Samtidig er der uløste spørgsmål, hvor EU bør sættes i førersædet for at sætte standarder for gennemsigtighed og sikkerhedsspørgsmål.