10 af Socialdemokratiets mest fremtrædende borgmestre kræver nu et opgør med årtiers ældrepolitik. De foreslår en fordelingspolitik efter Robin Hood-modellen, så en række af de raske og velstilledes pensionisters hævdvundne rettigheder afskaffes, og kommunerne i stedet kan give mere hjælp til ældre med de største sociale behov. Borgmestrene anbefaler et stop for den særligt høje boligydelse for pensionister, for nedslaget i ejendomsskatterne for personer over 67 år og stop for automatiske pensionistrabatter - f.eks. “mimrekortet” til den offentlige transport. Samfundet giver hvert år pensionister knap 5 milliarder kr. i støtte uden at skele til indkomst eller formue. Udspillet får støtte fra De Økonomiske Vismænd. De 10 borgmestre tæller prominente navne som Henning Jensen fra Næstved, Uffe Steiner Jensen fra Fredericia og Kjeld Hansen fra Herlev. Borgmestrene har på den ene side svært ved at få økonomien til at strække til anstændig støtte til senildemente, psykiatriske patienter og hjemmehjælp. På den anden side er de ifølge loven tvunget til at udbetale særydelser til pensionister, som har økonomi til at klare sig selv. “Når alle partier kappes om at kræve mere hjælp til svage ældre, burde de også turde flytte nogle af midlerne derhen. Vi administrerer mange dødssyge regler. Pengene skal ikke automatisk rulle ud af kommunekassen, blot fordi nogen går på pension. Politikerne køber simpelthen vælgerne,” siger borgmester i Aalborg, Henning G. Jensen. Ugebrevets leder peger på, at Folketingets centrale partier bør finde sammen om en omfattende sanering af ældreområdet for at afskaffe al støtte til rige, raske pensionister.