Nyrup-regeringerne har i 90’erne gennemført offentlige investeringer, der reelt har givet to områder politisk topprioritet: Pleje- og omsorg med udbygning af daginstitutioner, plejehjem og beskyttede boliger til ældre. Og en massiv forbedring af politiets udstyr, bygninger og materiel. På de to områder er udgifterne steget med næsten 70 pct. over 10 år. Undervisnings-, forsknings- og kulturområdet har ikke set nær den samme vækst i bevillingerne. Mange af midlerne er hentet fra nedskæringer i forsvaret. Det viser en gennemgang af de sidste 10 års investeringspolitik i stat, amter og kommuner, som Ugebrevet har foretaget på baggrund af beregninger fra Danmarks Statistik. Regeringen fremlægger i løbet af ugen en investeringsredegørelse, der lægger en strategi for, hvilke områder der bør op- og nedprioriteres de næste 10 år. I et interview med Ugebrevet løfter gruppeformand og finanspolitisk ordfører i Socialdemokratiet Jan Petersen noget af sløret for regeringens tanker og fremlægger partiets sigte for de offentlige investeringer. Målsætningen er, at danskernes arbejdsliv skal være et af de bedste i Europa. Investeringer i IT, arbejdsmiljø og kompentenceudvikling skal have den højeste prioritet i de næste 10 års investeringer i den offentlige sektor.