Regeringen har netop meddelt, at alle landets uddannelsesinstitutioner, stort set uden undtagelse, skal spare to procent hvert år de kommende fire år, eller hvad der svarer til 8,7 mia. kr.

Det kan man mene meget om. F.eks., som regeringen, at det er rimeligt, at alle sektorer bidrager til en slankere og mere effektiv offentlig sektor. Eller, som jeg, at – i hvert fald dele af – uddannelsessektoren i mange år har bidraget så rigeligt til et lavere offentligt forbrug, blandt andet gennem reformer, ambitiøs it, såkaldt sociale taxametre, nye arbejdstidsaftaler mv. Tiltag, der hver gang er blevet finansieret af uddannelsesinstitutionerne selv.

Regeringen er næppe til at hugge eller stikke i, hvad angår besparelserne. Der er åbenbart hårdt brug for pengene til andre og bedre formål end uddannelse. Men den idéforladthed, der præger regeringens grønthøstermetode og dens anvisning af, hvor uddannelsesinstitutionerne skal finde besparelserne, er dybt beklagelig. Det er de samme automatforslag, som embedsmænd og politikere altid kommer med i mangel af bedre eller måske ligefrem i mangel på politisk mod.

[quote align="left" author=""]Danske uddannelser er for længst blevet lænket til et monstrøst afrapporterings- og indberetningsregime, som vi hjertens gerne vil være fri for.[/quote]

Forslagene er: mere undervisning, smartere indkøb og afbureaukratisering. Jeg kan ikke huske en eneste regering i min direktørtid, som ikke har forslået netop de tre elementer, når uddannelsessektoren har skullet spænde bæltet ind.

Problemet er, at for hver gang en regering f.eks. siger ordet afbureaukratisering, følger ti nye regler og krav om dokumentation, evalueringer, kvalitetssikring, arbejdstidsregler, etc. Danske uddannelser er for længst blevet lænket til et monstrøst afrapporterings- og indberetningsregime, som vi hjertens gerne vil være fri for. 

Gennem de seneste mange års reformer og nye overenskomster på gymnasie- og erhvervsuddannelsesområdet har en fast komponent desuden været, at underviserne skulle undervise mere og bruge mindre tid på forberedelse. Det har vi efterlevet, så lærerne, i hvert fald på Niels Brock, i dag underviser en rigtig stor del af arbejdstiden.

Og når der peges på, at vi skal købe klogere ind, så er situationen den, at vi faktisk gør det i forvejen. Vi er jo underlagt Finansministeriets forskellige indkøbsordninger, og hvis det ikke sikrer, at der bliver købt klogt nok ind, synes jeg, at regeringen bør rette kanonen mod Finansministeriet.

[quote align="right" author=""]Har de to unge ministre for vores uddannelser virkelig ikke mere på hjerte? Noget, de virkelig vil med vores uddannelser. Altså bortset fra at skære alle over én kam.[/quote]

Det virker næsten, som om de danske politikere er blevet bogholdere. Og det er da brandærgerligt. Jeg er nok ikke den eneste, der havde store forventninger til en ny, ambitiøs regering. En regering, der i fire år utålmodigt talte om at ”få nøglerne tilbage”, så deres visioner rigtig kunne flyve. Men er det her, hvad de har udviklet af visioner på fire år? Har de to unge ministre for vores uddannelser virkelig ikke mere på hjerte? Noget, de virkelig vil med vores uddannelser. Altså bortset fra at skære alle over én kam.

Galskab at gøre det samme

Her følger et gratis forslag til, hvad de kunne gøre: Sæt institutionerne fri. Præmissen – at der skal spares penge – kan formodentligt opnås langt nemmere, hvis vi får massiv øget frihed til at levere uddannelse i verdensklasse (og mål os gerne på det!), til at innovere og udvikle uddannelser, der efterspørges af arbejdsmarkedet og af de unge. Man kunne jo starte i det små og indføre en ordning, som den frikommuneordning, som daværende indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder indførte i 2011.

Frikommuneordningen gav ni udvalgte kommuner et udstrakt selvstyre, der skulle afskaffe unødvendigt bureaukrati i den kommunale sektor.

[quote align="left" author=""]Lad os vise, at vi kan nå langt længere, opnå bedre resultater, have større arbejdsglæde osv. for de samme ressourcer.[/quote]

Unødige regler og dokumentationskrav skulle erstattes med tillid til medarbejderne og mere indflydelse og ikke mindst mere ansvar til de udvalgte kommuners folkevalgte, såvel som ansatte ledere.

Frikommuneordningen udløber i år. Jeg er sikker på, at der bliver kigget nøje på resultaterne, og jeg er overbevist om, at forsøget er værd at kopiere på uddannelsesområdet.

På Niels Brock melder vi os gerne til at deltage. Lad forsøgsinstitutionerne blive undtaget de mange krav og regler og restriktioner, som vi i øjeblikket er underlagt, og som på mange områder forhindrer os i at levere mere og bedre undervisning. Lad os vise, at vi kan nå langt længere, opnå bedre resultater, have større arbejdsglæde osv. for de samme ressourcer.

Giv frihed til virtuel undervisning

Hver gang jeg peger på behovet for øget frihed i uddannelsessektoren, bliver jeg mødt med rynkede bryn. Er det nu så slemt? Ja, det er det. Giver det f.eks. mening, at kun maksimalt 10 pct. af grundforløbet og 25 pct. af studieretningsforløbet på gymnasierne må være virtuel undervisning? Det er da en mærkværdig begrænsning i en verden, hvor den digitale udvikling er eksponentiel, og hvor de virksomheder, der forstår at udnytte den, er morgendagens vindere.

Sammenholder vi det med det faktum, at hele uddannelsessektoren skriger efter matematiklærere, så viser det tydeligt, hvilke muligheder vi afskæres fra. Vi mangler dygtige matematiklærere – til gengæld har vi masser af computerkraft. Og i dag er teknologien og det pædagogiske element i virtuel undervisning så stærk, at man sagtens kan lave fuldt digitaliserede forløb til at supplere vores matematiklærere, så de i højere grad alene anvendes til det, som den virtuelle undervisning ikke kan. Men vi må ikke.

Andre restriktioner, som en forsøgsordning burde fritage os fra, er den minutiøse opfølgning på lærernes tidsforbrug. Så meget for normalisering af lærernes arbejdstid, når man alligevel skal følge minutiøst op på hver enkelt lærers tidsanvendelse. Det giver ikke mening.

[quote align="right" author=""]Et godt gammelt citat fra Einstein siger, at definitionen af galskab er at blive ved med gøre det samme, men forvente et anderledes udfald.[/quote]

Og det gør afrapporteringen på 28 elevers-loftet, hvor vi straffes, når vi kommer ud med et gennemsnit på 28,2 elever i klasserne, heller ikke. Og så er der de besynderlige krav til markedsføring og hjemmeside, for ikke at tale om det rigide indplaceringssystem for vores lærere. Og handlingsplanen for øget fastholdelse samt de gammeldags eksamensformer. Den underlige opkrævningsprocedure for elever, der sendes fra jobcentrene samt mange af barriererne i AMU-systemet. Ja, jeg kunne blive ved. 

I stedet for administration, registrering og afrapportering ville jeg gerne have lov at bruge tiden på at udvikle nye relevante, attraktive og kreative uddannelser, der passer til en global verden med deleøkonomi, kunstig intelligens, førerløse biler og unge mennesker, der har hovedet langt inde i fremtiden. Og gerne, også bare som et forsøg, blive fri for de snærende bånd, der binder os til en mindre og mindre meningsgivende opdeling i handelsgymnasium og alment gymnasium.

Et godt gammelt citat fra Einstein siger, at definitionen af galskab er at blive ved med gøre det samme, men forvente et anderledes udfald. Så måske får man ikke en mere effektiv offentlig sektor ved at blive ved med at gøre, hvad vi har gjort i mange år. Måske får man det snarere gennem øget tillid og frihed.

Læs flere indlæg af Anya Eskildsen her

Alle indlæg på MM Blog er udtryk for skribentens personlige holdning.