Sådan ligger landet for de 13 partiledere

ANALYSE: Mette Frederiksens sejr er den største til rød blok i næsten 50 år. Udfordringerne ved at danne en S-regering synes overskuelige. Imens er fremtiden for flere blå partiledere usikker. Mandag Morgen analyserer valgets konsekvenser for samtlige 13 partiledere.

Danmark får en ny regering.

Valget blev en triumf for Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, som nu kan se frem til at overtage regeringsmagten efter Lars Løkke Rasmussen (V).

Med 96 mandater bag sig i en rød blok – inklusive Alternativet – har hun en unik mulighed for at sætte en ny kurs for Danmark de næste mange år. Det er den største røde valgsejr i næsten 50 år. Og det er næsten lige så mange mandater som de 98 mandater, Anders Fogh Rasmussen (V) havde bag sig ved sin historiske valgsejr i 2001, som gav Venstre ti år med regeringsmagten.

Samtidig har valget efterladt en blå blok i total opløsning. Fremtiden for mange af de blå partiledere synes dybt usikker. Det styrker også Mette Frederiksens position som eventuel ny statsminister.

”Danskerne har klart fravalgt den blå politik og ønsker en ny retning,” sagde Mette Frederiksen i sin sejrstale.

Historisk valg

Valget blev historisk af flere årsager.

Det blev ikke bare det første klimavalg i danmarkshistorien. Danmark har nu også udsigt til at få sin yngste statsminister nogensinde og sin anden kvindelige statsminister efter Helle Thorning-Schmidt.

Dansk Folkepartis enorme nedtur står som en af de store fortællinger om dette valg. Partiets gik 12,4 procentpoint tilbage. Det er en af de største tilbagegange de seneste 50 år. Sjældent har et ellers så succesrigt parti mistet så mange vælgere på så kort tid, som Dansk Folkeparti har gjort de seneste måneder. Det er Kristian Thulesen Dahls tredje valgnederlag i træk. Valget cementerede partiets dybe krise, og partiet står nu i en situation, hvor det skal revitalisere sig selv.

For Lars Løkke var valgresultatet bedre end forventet. Men hans nærmest kamikazeagtige valgkamp har været med til at sprænge den blå blok i atomer. Spekulationerne om hans exit vil nu konstant ligge som en grundtone hos Venstre. 

Klaus Riskær Pedersens valgprojekt blev en døgnflue. Om Rasmus Paludan og Stram Kurs stiller op igen ved næste valg, er også usikkert. Den måske allerstørste overraskelse er Liberal Alliances Anders Samuelsen. Han har nu taget konsekvensen af partiets og sit eget katastrofevalg og trukket sig som leder.

Gamle partier holder fast

Det er bemærkelsesværdigt, at de fire gamle partier – Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative og De Radikale – alle gik frem målt i mandater. De fik tilsammen 24 ekstra mandater. Gennem de sidste 100 år har tendensen ellers været, at de får færre og færre stemmer. Ved valget i 2015 fik de kun 54 procent af mandaterne. Efter valget grundlovsdag har de nu tilsammen 68 procent.

Meget tyder også på, at antallet af vælgere, som har skiftet parti ved dette valg, er rekordstort. De seneste målinger før valget foretaget af professor Kasper Møller Hansen for Altinget viste, at hele 43 procent af vælgerne ville stemme på et andet parti end i 2015. Det ville være den næsthøjeste andel, som valgforskerne har målt i de næsten 50 år, hvor de har kigget vælgerne over skulderen for at følge deres vandringer.

Kun det historiske Jordskredsvalg i 1973 havde en lidt større vælgervandring. Dengang skiftede 44 procent af vælgerne parti.

Mandag Morgen analyserer i det følgende valgresultatets betydning for de 13 partiledere og kårer vindere og tabere.

 

Danmarks nye politiske dronning

Foto: Arthur Cammelbeeck

Socialdemokratiet. Mette Frederiksen gjorde det. Hun formåede at trække så mange vælgere over midten fra især Dansk Folkeparti, at magten skifter.

Samtidig mistede hun stort set lige så mange vælgere til SF, Radikale og de andre partier i rød blok, så hun gik en smule tilbage i antal stemmer, men vandt et ekstra mandat.

De mange spekulationer i medierne om hendes vanskeligheder ved at danne en ren S-regering synes noget overdrevne. Selvfølgelig bliver de kommende dage ikke lette. Specielt ikke forhandlingerne med den radikale Morten Østergaard. Men vælgerne har givet et klart mandat til et regeringsskifte og en ny retning for Danmark.

Valgresultatet viser stor opbakning til et af valgets hovedtemaer – en styrket indsats mod klimakrisen. Valgresultatet viste også klar opbakning til styrket velfærd og flere penge til uddannelse.

Valgkampen har vist, at udlændingepolitikken formentlig ikke bliver den store knast, som det længe har set ud til. Her tegner der sig formentlig et slags kompromis om blandt andet kvoteflygtninge, børn på Sjælsmark, udrejsecenter Lindholm og særlig hjælp til fattige indvandrerfamilier på lave ydelser.

Den største knast tegner til at blive den økonomiske politik. Her kan en ny økonomisk 2030-plan dog betyde et ekstra råderum på over 20 milliarder kroner, som giver mulighed for at prioritere nye initiativer.

Med 96 mandater i rød blok bag sig har Mette Frederiksen også noget ekstra fedt at tære på ved næste valg, hvor den klassiske nedslidning af regeringsmagten plejer at koste lidt på vælgerkontoen. Derfor kan hun komme til at sidde som statsminister i mange år.

Hun har tabt terræn i de større byer. Til gengæld har hun erobret nye vælgere i andre dele af landet som Nordjylland, Lolland og Sønderjylland. På bundlinjen blev Mette Frederiksen en af valgets helt store vindere.

 

Nervekrigen er i gang

Foto: Arthur J. Cammelbeeck

Radikale. Valget blev også en triumf for Morten Østergaard og De Radikale. Partiet tordnede frem fra 8 til 16 mandater. Østergaard står derfor godt rustet forud for de kommende forhandlinger med Mette Frederiksen om retningen for den nye S-mindretalsregering.

Valgsejren er bemærkelsesværdig på flere måder. Det er præcis et år siden, at Mette Frederiksen sendte chokbølger gennem det politiske landskab med sin strategi om at danne en ren S-regering og dermed gav De Radikale en fyreseddel. Siden er Morten Østergaard mange gange blevet anklaget af politiske kommentatorer for at være ude af trit med befolkningen, desperat og for at leve på månen, efter at han har skruet prisen op for at støtte en S-regering.

Men strategien har givet bonus hos vælgerne. Partiet har høstet vælgere både fra blå og røde partier. De Radikale ser ud til først og fremmest at trække vælgere fra Socialdemokratiet, Liberal Alliance og Venstre.

Nervekrigen mellem Mette Frederiksen og Morten Østergaard om grundlaget for den kommende S-regering er nu i fuld gang. Han skal passe på med ikke at spænde buen for hårdt. Alternativt risikerer han at skulle møde vælgerne igen til august i et nyvalg, hvor han vil få svært ved at forklare sine vælgere, hvorfor han ikke sikrede et regeringsskifte og ny kurs for Danmark.

Alt tyder derfor på, at det lykkes Morten Østergaard og Mette Frederiksen at lande en aftale.

 

Vagthunden har mistet tænder

 Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Alternativet. Hvis klimaforskere skulle skrive et politisk partiprogram, ville Alternativets være dét, som kom nærmest i Danmark. Derfor burde valget være Uffe Elbæks finest hour som partileder med klima så højt på den politiske ønskeseddel hos så mange specielt unge vælgere.

Men sådan gik det ikke. Det endte med at blive en overlevelseskamp for at undgå spærregrænsen.

Efter valgtriumfen i 2015, hvor partiet bragede ind i Folketinget med ni mandater og var den sjove, friske nye dreng i klassen, blev valget i 2019 en kæberasler af de store til Uffe Elbæk. Partiet blev næsten halveret og fik fem mandater.

Hans strategi med at melde sig ud af rød blok og lancere sig selv som statsministerkandidat for et år siden, gav en lille optur i meningsmålingerne. Men det varede kort. Partiet har kæmpet med en række personlige møgsager, herunder anklager om seksuelle overgreb og modtagelse af donationer fra skattelylande. Det har tæret alvorligt på troværdigheden. Og her efter valget kan Mette Frederiksen tælle til 90 mandater uden at have Alternativets mandater med i sin ligning. 

Uffe Elbæk ser nu sig selv som den bidske grønne vagthund, der vil holde øje med, at de andre partier ikke pludselig løber fra deres grønne løfter fra valgkampen. Men vagthunden har mistet sine tænder.

 

Valgfest for SF

 Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

SF. Der er ikke noget at sige til, at Pia Olsen Dyhr går rundt med et stort smil om munden i disse dage. De sidste par uger har været et sandt triumftog for SF’s formand.

Først erobrede partiet overraskende to pladser i Europa-Parlamentet. Og ved valget grundslovsdag fordoblede hun partiets mandater. SF fik 7,7 procent af stemmerne og går frem fra 7 til 14 mandater. Dermed er partiet tilbage på sit historiske gennemsnit siden fødslen i 1959. SF har i snit fået 8 procent af stemmerne ved de 21 folketingsvalg, som det indtil grundlovsdag havde deltaget i.

Det lå ellers ikke lige i kortene, da SF’s ministre forlod Helle Thorning-Schmidts kriseramte regering i januar 2014 og sendte partiet ud i en sand overlevelseskamp. Pia Olsen Dyhr overtog et parti, der kun stod til 2,4 procent i målingerne.

Men det er lykkedes hende at revitalisere partiet, som har lagt de dybe splittelser bag sig. Specielt siden årsskiftet er partiet gået markant frem, og Pia Olsen Dyhr har i valgkampen formået at brænde gennem mediemuren med sit fokus på velfærd og klima.

Partiet ser ud til at have hentet sin fremgang ved at botanisere fra de andre partier i rød blok – primært fra Socialdemokratiet, men også fra Alternativet og Enhedslisten.

De kommende dage vil vise, om Pia Olsen Dyhr har lige så stor succes med at få sine mærkesager om minimumsnormeringer i daginstitutioner og en afskaffelse af kontanthjælpsloftet skrevet ind i Mette Frederiksens nye regeringsgrundlag. Det første bliver svært. Det andet er urealistisk. Det må afvente Mette Frederiksens nye ydelseskommission.

 

København er Skippers højborg

Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix

Enhedslisten. Mange spåede, at Enhedslisten ville få det svært, når Pernille Skipper skulle løfte arven som frontfigur for Enhedslisten efter den populære stemmesluger Johanne Schmidt-Nielsen. Men de dystre profetier blev banket i jorden ved valget grundlovsdag.

Det lykkedes ganske vist ikke for Pernille Skipper at lave et hattrick og dermed sikre Enhedslisten sin tredje sejr i træk ved et folketingsvalg. Partiet gik et mandat tilbage til nu at have 13 mandater og blev overhalet af både SF og De Radikale. Men det har bidt sig fast efter katastrofevalget i 2007, hvor det kun lige akkurat klarede spærregrænsen.

Pernille Skipper går frem på sin hjemmebane i København. Her var hun i hård konkurrence med det tidligere fremtrædende medlem af Enhedslisten, den formentlig kommende socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), om at blive det største parti. Det lykkedes kun næsten. Hun mangler 0,5 procentpoint.

I forvejen havde Enhedslisten også et rigtig godt valg til Europa-Parlamentet i sidste måned og fik ét enkelt mandat.

Selv om partiet nu har vinket farvel til Johanne Schmidt-Nielsen og den skarpe strateg Pelle Dragsted, kan Pernille Skipper se frem til en valgperiode med stor politisk indflydelse på specielt velfærdsdagsordenen, kampen mod ulighed og den grønne dagsorden.

 

Højt at flyve, dybt at falde

Foto: Arthur J. Cammelbeeck

Dansk Folkeparti: Av, av, av. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti er valgets største taber. Sjældent har et så succesrigt parti tabt så mange vælgere på så kort tid. Det er hans tredje valgnederlag i træk efter kommunalvalget i 2017 og øretæven ved europaparlamentsvalget i sidste måned. Nederlagene efterlader partiet i dyb krise. Et parti, som stort set kun har kendt til sejr siden fødslen i 1995.

For bare få måneder siden satte ingen spørgsmålstegn ved, om Kristian Thulesen Dahl var den rette til at stå i spidsen for partiet. Tværtimod. Her blev der mere spekuleret i, om DF for første gang skulle påtage sig et regeringsansvar og Kristian Thulesen Dahl være finansminister. Eller hvordan han ville udnytte sin styrke i en stærk alliance med Mette Frederiksen.

Den drøm blev forvandlet til et mareridt ved valget. Partiets strategi om at spille på to heste blev definitivt smadret. DF blev mere end halveret, tabte 21 mandater og er nu nede på kun 16 mandater. Som formand kan Thulesen Dahls redningsplanke blive, at der ikke står en oplagt kronprins(esse) klar i kulissen. Morten Messerschmidts valg i det nordsjællandske var ikke prangende.

Partiet har blødt vælgere til både højre og venstre. Til højre har DF tabt kampen til Pernille Vermunds Nye Borgerlige og Rasmus Paludans Stram Kurs om de vælgere, der ønsker en endnu strammere udlændingepolitik. Til venstre har DF især blødt vælgere til Socialdemokratiet efter Mette Frederiksens markante kursskifte på udlændingepolitikken og partiets planer om en fleksibel pensionsreform.

For to uger siden var Kristian Thulesen Dahl fortsat en af Danmark allermest magtfulde mænd. Det er han ikke længere. Nu venter der en lang periode for DF med at slikke sårene, analysere valgnederlagene til bunds og lægge en ny strategi.

 

Løkkes Waterloo?

Foto: Arthur J. Cammenbeeck

Venstre. Statsminister Lars Løkke Rasmussen gamblede og tabte regeringsmagten. Han gik ind i valgkampen uden særlig mange trumfer på hånden. Dem, han havde, spillede han godt. Partiet gik overraskende ni mandater frem. Den største fremgang af samtlige partier. Langt de fleste nye vælgere kom fra DF. Men det var ikke nok til at bevare magten.

Nu skal man som bekendt aldrig dømme Løkke ude. Men hans tid som formand for Venstre ser ud til at lakke mod enden. Han har brændt flere broer i valgkampen. Sprængte selv VLAK-regeringen i stumper og stykker. Og han har sået tvivl om sin finansministers politiske evner.

Den ene dag gjorde han Mette Frederiksen til sin hovedfjende. Den næste dag ville han sove i ske med hende i en SV-regering – uden at have drøftet ideen med sin ledelse i partiet. Den tredje dag var hans førsteprioritet pludselig en bred samlingsregering over midten.

Det er da også mildest talt svært at se tegningen af et stabilt, fælles borgerligt-liberalt projekt i de kommende år med Løkke som førerhund for blå blok.

Løkkes fremgang giver ham måske lidt tid til at kunne køre en ny V-formand i stilling. Men det kan kaste partiet ud i et langt og ondt opgør. Kristian Jensen er favorit til at overtage formandsposten efter Løkke, men andre kandidater lurer i kulissen. Stærkest står miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen. Andre bud er Søren Gade og Inger Støjberg. Men den første er ikke medlem af Folketinget. Og den anden er mere en spreder end en samler. Grundlovsdag 2019 kan ende med at blive Lars Løkkes Waterloo – trods valgets største mandatfremgang.

 

Malurt i den konservative champagne

Foto: Nikolai Linares / Ritzau Scanpix

Konservative. Søren Pape Poulsen har også grund til at være glad. Opløsningen i blå blok og et borgerlig-liberalt projekt i ruiner kunne have betydet en sand overlevelseskamp for det lille konservative regeringsparti.

Men sådan gik det ikke. Tværtimod. Søren Pape Poulsen har fremstået i valgkampen som den sande vogter af de borgerlige værdier. Det har vælgerne belønnet. Han gik frem i valgkampen og endte med at fordoble sine mandater fra 6 til 12. Det har partiet ikke været i nærheden af på noget tidspunkt i valgperioden. Det er den største fremgang for partiet i 35 år.

Søren Pape Poulsen kan bruge sin mandatgevinst til at få stor indflydelse på blandt andet den grønne dagsorden, velfærd og værdipolitikken i den kommende valgperiode.

Men når valgchampagnen er drukket, bør valgsejren dog også give grund til eftertanke. Den er sket på en relativ billig baggrund. Partiet ser ud til først og fremmest at have høstet sin fremgang med stemmer fra Liberal Alliance, som fik et katastrofevalg og ikke har leveret på sin mærkesag nummer et, lettelse af topskatten. En anden stor vælgergruppe kommer fra DF, som også fik et mareridtsvalg.

De konservative har også i kraft af sin regeringsdeltagelse haft en unik mulighed for at skabe stærke politiske resultater de sidste par år inden for sine kerneværdier som vilkårene for erhvervslivet, lov og orden samt bedre vilkår for børnefamilierne.

Alt det har nu ført til, at partiet får 6,6 procent af stemmerne. Det er ikke mange år siden, at den tidligere konservative leder Bendt Bendtsen lidt hånligt fik øgenavnet ’Mr. 10 Procent’. I dag ville et valgresultat på 10 procent være en triumf for De Konservative, og de er fortsat lysår fra storhedstiden under Poul Schlüter i 1980’erne, da næsten hver fjerde vælger stemte på partiet og gav dem 42 mandater.

 

Katastrofevalg

Foto: Arthur Cammelbeeck

Liberal Alliance. Det har længe ligget i kortene. Grundlovsdag faldt vælgernes dom. Og den var hård. Nærmest brutal. Anders Samuelsen og Liberal Alliance fik en ordentlig vælgerlussing.

Efter det fantastiske valg i 2015, hvor partiet gik frem fra 4 til 13 mandater, måtte manden med ”de stålsatte øjne” konstatere, at han endte som en af dette valgs store tabere. Partiet er nu nede på kun fire mandater. I forvejen havde markante profiler som undervisningsminister Merete Riisager, kulturminister Mette Bock og ældreminister Thyra Frank forladt skuden i forbindelse med valgudskrivelsen.

Udenrigsminister og partistifter Anders Samuelsen har nu taget konsekvensen og trukket sig som leder. Det kriseramte parti er kastet ud i en overlevelseskamp og har ikke udsigt til at få den store politiske indflydelse i denne valgperiode.

Simon Emil Ammitzbøl-Bille ser ud til at blive manden, som nu skal stå i spidsen for partiet. I hvert fald på kort sigt. Men om han også er manden, som kommer til at stå i spidsen på lang sigt og bygge partiet op igen frem til næste valg, er mere usikkert. Dramaet i LA er først lige begyndt.

 

Hårdt udlændingeopgør venter

Foto: Klaus Bech / Ritzau Scanpix

Nye Borgerlige. Pernille Vermund kom, så og sejrede. Det nye parti fik fire mandater og kan nu se frem til en periode i Folketinget uden den store politiske indflydelse. Hun er den elev i klassen, de andre ikke vil lege med.

Det lykkedes hende at hive tusindvis af DF-vælgere over til Nye Borgerlige. Målingerne før valget forudsagde, at næsten to ud af tre af partiets vælgere kommer fra DF. De er faldet for hendes stramme udlændingepolitik og superliberale økonomiske politik.

Hendes mantra om asylstop, udvisning af kriminelle udlændinge efter første dom, og at udlændinge skal forsørge sig selv, har især appelleret til mandlige vælgere. Tre ud af fire af partiets vælgere er mænd ifølge målingerne før valget.

Med udsigt til fire år i opposition sammen med Dansk Folkeparti – og en Rasmus Paludan uden for Christiansborg – kan vælgerne nu se frem til en særdeles hård retorik om udlændinge.

 

En stjerne er født

Foto: Keld Navntoft / Ritzau Scanpix

Kristendemokraterne. Før valgkampen havde medierne ikke brugt meget tid på Kristendemokraterne. Det lå ligesom i kortene, at de atter ville få et svært valg og ikke bryde gennem lydmuren. Medierne havde mere fokus på stemmespildets betydning for Lars Løkke Rasmussen.

Det viste sig at være en stor fejltagelse. Kristendemokraterne fik et fantastisk valg målt med deres optik. Det genopstod fra de halvdøde og manglede kun et par hundrede stemmer for at blive repræsenteret i Folketinget.

Når skuffelsen har lagt sig, kan partiet dog konstatere, at det har fået en ny stjerne.

Den konstituerede formand Isabella Arendt tog over stort set fra valgkampens første dag, efter at Stig Grenov blev syg og siden har meldt ud, at han ikke genopstiller som formand. Hun har formået at plante partiet på det politiske landkort som det humanistiske alternativ i blå blok med fokus på det gode sunde familieliv, mere lempelig udlændingepolitik og den grønne dagsorden.

Det overraskende gode valgresultat på 1,7 procent har givet løfter om en lysere fremtid for Kristendemokraterne med Isabella Arendt som ny ledestjerne.

 

Fænomenet Paludan

Foto: Arthur J. Cammelbeeck

Stram Kurs. Fænomenet Rasmus Paludan var tæt på at gøre det, som kun få troede var muligt for bare få uger siden.

Han samlede næsten nok stemmer til at komme i Folketinget efter en bizar valgkamp. Hans parti fik 1,8 procent af stemmerne og der blev intet kredsmandat til Paludan selv.

Rasmus Paludan formåede i valgkampens begyndelse at suge mediernes opmærksomhed til sig og fik skabt en fortælling om ”dem mod os” i det, der bedst kan beskrives som en hetz mod specielt muslimer. Den slags retorik og hadefulde ytringer har åbenbart et publikum, som næsten var stort nok til at sikre ham en plads i Folketinget.

Nu blev valgkampen dog ikke det Paludan-cirkus, som mange havde frygtet efter de første par dage. Men ikke meget tyder på, at Rasmus Paludan går over i glemslen. Han har et stort publikum. Specielt blandt unge. Med millioner af kroner i partistøtte kan han nu opbygge en mere robust partiorganisation og dermed forsøge at blive valgt igen ved næste valg.

 

Døgnfluen

 Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Klaus Riskær Pedersen. Det lå i kortene, at Klaus Riskær Pedersen kunne blive valgkampens store joker. Den tidligere finansmand, som nu bankede ind på den politiske scene og ruskede op i måden at føre politik på.

Men showet sluttede, inden projektørerne for alvor blev tændt.

Rollen som valgkampens nye frække dreng i klassen overgik i stedet til Rasmus Paludan. Og det lykkedes aldrig helt for Klaus Riskær Pedersen at brænde igennem mediemuren med klare og konkrete visioner for det danske samfund.

Hans drøm om en politisk genfødsel krakelerede. Han måtte nøjes med 0,8 procent af stemmerne. Og et par timer efter valgstederne lukkede, slukkede han også for sit nye parti.

 

 



Torben K. Andersen@torbentka

Politisk redaktør på Mandag Morgen med fokus på områder som velfærd, økonomi, sundhed, socialpolitik og offentlig innovation. Har arbejdet i 25 år som politisk journalist og redaktør på bl.a. Aktuelt, Dagen og Jyllands-Posten.

LÆS MERE

Tema: Valg 2019

Forrige artikel Mette Frederiksen planlægger ny politisk enhed i Statsministeriet Mette Frederiksen planlægger ny politisk enhed i Statsministeriet

Volvos nye liv som succesrig kineser

Volvos nye liv som succesrig kineser

Lone Fønss Schrøder har som næstformand i Volvos bestyrelse oplevet sammenlægningen af et aldrende svensk ikon og en kinesisk opkomling i bilindustrien på tæt hold. En lektion i markedsforståelse, forenkling og eksekvering – og hvordan ’goldplating’ kan være en fælde for de kvalitetsbevidste.

Meditation breder sig fra hjørnekontoret

Meditation breder sig fra hjørnekontoret

Meditation er det nye sort blandt internationale topledere. I den danske virksomhed Able praktiserer stifter og CEO Martin Bjergegaard det hver dag – og hans ansatte kan gå til det hver fredag, mens de er på arbejde. Forskning taler positivt om meditations gavnlige effekter.

Fremtidens europæiske socialdemokrati: dansk eller spansk?

Fremtidens europæiske socialdemokrati: dansk eller spansk?

Mette Frederiksen præsenteres som en model for Europas socialdemokrater med stram udlændingepolitik og offensiv velfærdspolitik. I Spanien har partikammeraten Pedro Sanchez succes med en anden vej, der appellerer til unge og kosmopolitiske vælgere. Sanchez er stærkt EU-engageret, mens såvel Frederiksen som store dele af Danmark har store forbehold.

Klimaet kræver lederskab, Mette!

Klimaet kræver lederskab, Mette!

KOMMENTAR: Danmark skal gennemføre en bæredygtig transformation, der kræver historisk lederskab. Hvis Mette Frederiksen vil og tør, kan hun danne verdens første verdensmålsregering og blive et forbillede for resten af kloden. En væsentlig mission for ’børnenes statsminister’.

Degrowth: En verden uden vækst

Degrowth: En verden uden vækst

Vi har travlt, hvis kloden skal være beboelig i år 2100. Derfor må vi stoppe udvindingen af naturressourcer, stoppe forbruget og stoppe stigningen i BNP. Væksten må aflyses, bremsen skal i bund. Det er ekstremt, men ekstremt nødvendigt, lyder det fra degrowth-bevægelsen og de økologiske økonomer, der står bag dem.

10 veje til en vækstfri verden

10 veje til en vækstfri verden

Det kan ikke lade sig gøre at bremse væksten uden fundamentale ændringer af hele den måde, vi har indrettet vores samfund på, påpeger degrowth-folket.

Vi klarer kun klimakrisen med fuld fart på grøn vækst

Vi klarer kun klimakrisen med fuld fart på grøn vækst

Økonomisk vækst og CO2-reduktioner er ikke modsætninger – tværtimod. Verden har brug for, at det går ekstremt stærkt med omstillingen af energien, transporten, byggeriet, landbruget osv. Derfor skal speederen i bund nu, lyder det fra både ngo'er, McKinsey og World Economic Forum.

12 teknologier  der kan redde klimaet

12 teknologier der kan redde klimaet

Skal vi redde klimaet gennem grøn vækst, bliver en række nuværende og fremtidige teknologier helt afgørende for, om det lykkes. Her er 12 af dem.

Derfor bør Frederiksen støtte Vestager nu

Derfor bør Frederiksen støtte Vestager nu

KOMMENTAR: Mette Frederiksen vil tjene Europas, Danmarks, Socialdemokratiets og sine egne interesser ved at støtte Margrethe Vestagers realistiske bestræbelser på at blive formand for EU-Kommissionen, skriver europaredaktør Claus Kragh.

Sådan ligger landet for de 13 partiledere

Sådan ligger landet for de 13 partiledere

ANALYSE: Mette Frederiksens sejr er den største til rød blok i næsten 50 år. Udfordringerne ved at danne en S-regering synes overskuelige. Imens er fremtiden for flere blå partiledere usikker. Mandag Morgen analyserer valgets konsekvenser for samtlige 13 partiledere.

Dansk Folkepartis storhed og fald

Dansk Folkepartis storhed og fald

ANALYSE: Dansk Folkeparti bløder vælgere til både højre og venstre og har udsigt til sit tredje valgnederlag i træk. Deres nedtur er den væsentligste årsag til, at syv ud af ti storkredse har udsigt til at blive røde efter valget.

Kvinder, højtuddannede og unge trækker Danmark mod venstre

Kvinder, højtuddannede og unge trækker Danmark mod venstre

En storsejr til Socialdemokratiet kan blive enden på en æra med Venstre som statsministerparti. En omfattende analyse af strømninger i vælgerhavet viser, at den kommende statsminister, uanset farve, skal stå i spidsen for en befolkning, der i stigende grad er politisk opdelt på køn, uddannelse og alder.

De kortuddannede trækker mod blå blok

De kortuddannede trækker mod blå blok

Vælgernes uddannelsesniveau er den største skillelinje i dansk politik. Næsten hver tredje kortuddannede vælger stemmer på Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige eller Stram Kurs. Blandt de højtuddannede er det mindre end hver tiende.

Set, læst og hørt: Kigge Hvid

Set, læst og hørt: Kigge Hvid

Kigge Hvid fortæller Mandag Morgens læsere, hvad hun har set, læst og hørt for nylig. Hun anbefaler blandt andet en bog om planter og Netflix-serien 'Queer Eye'.

Mød Socialdemokratiet og kom til debat om cybersikkerhed

Mød Socialdemokratiet og kom til debat om cybersikkerhed

Mandagens valgarrangementer hos Mandag Morgen og Altinget byder på et morgenmøde om truslen fra cyberspace, hvor forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen deltager. Senere overtager Socialdemokratiet gården til et valgmøde.

Ny FN-rapport kræver barsk omstilling af virksomheder

Ny FN-rapport kræver barsk omstilling af virksomheder

Internationale forskere dokumenterer i en ny FN-rapport, at vi er ved at tabe verdensmålene, og foreslår en hurtig, barsk og effektiv genopretningsplan. Det konfronterer virksomheder i hele verden med skelsættende og eksistentielle valg.

Sådan vil det nye parlament  forandre EU’s klimapolitik

Sådan vil det nye parlament forandre EU’s klimapolitik

Europa-Parlamentet har fået en ny klimapolitisk akse, der strækker sig fra det yderste venstre til den liberale gruppe. Flere medlemslande presser også på for en mere ambitiøs klimapolitik. Men forvent ikke nogen klimarevolution. EU-landene overopfylder allerede de aftalte klimamål. Derfor vil der næppe komme de store systemændringer, som de mest klimabekymrede vælgere drømmer om.

10 træk der skaber en enestående medarbejder

10 træk der skaber en enestående medarbejder

KOMMENTAR: Enestående medarbejdere besidder ikke gudgivne personlighedstræk; de læner sig op ad nogle enkle hverdagsagtige følelsesmæssige kompetencer, som alle kan tage ind i deres repertoire. Her er 10 ting, det er værd at fokusere på.

Isen sprækker under BNP som mål for fremgang

Isen sprækker under BNP som mål for fremgang

Bruttonationalproduktet er i dag det vigtigste mål for, hvordan det går med økonomien i et land. Men der er voksende bevidsthed om problemerne med at styre efter et mål, som hverken afspejler miljøets tilstand, sociale forhold eller værdien af den hastigt voksende digitale økonomi. Flere steder, herunder i Danmark, arbejdes der på alternative eller supplerende mål.