Joe Romm, fysiker og redaktør af bloggen Climate Progress, gjorde for nylig opmærksom på den tredje bid af den seneste rapport fra FN’s Klimapanel (IPCC), der ser på omkostningerne ved globalt at reducere CO2-udledningen og kilderne til drivhusgasser.

Klimapanelet proklamerede, at disse omkostninger ikke er så høje endda – kun nogle få procent af BNP helt frem til udgangen af dette århundrede – hvilket betyder, at det kun har minimal indflydelse på vækstraten.

På den ene side bør det ikke komme som den store nyhed. Det har i et stykke tid været kendt, at lande med den rette stimulus kan opretholde den økonomiske vækst, også selv om udledningen af drivhusgasser reduceres kraftigt. Men på den anden side er det faktisk lidt af en nyhed, der kraftigt styrker argumentet om, at det ville være ganske billigt at redde kloden.

Først en bemærkning om de generelle principper. For en gangs skyld kan jeg agere ”fair” journalist og revse både venstre- og højrefløjen. Der er visse personer på venstrefløjen, der vedholdende insisterer på, at økonomisk vækst er uforenelig med reduceret udledning, og at vi derfor bør vende ryggen til vækst. Disse mennesker har ingen magt og forvolder ingen reel skade.

Det er dog alligevel væsentligt at pointere, at de har en alt for snæver opfattelse af, hvad en voksende økonomi betyder. Det betyder ikke nødvendigvis flere materielle ting! Det kunne jo være bedre ting eller flere serviceydelser, og desuden har vi mulighed for at træffe en række valg i forhold til hele måden, vi producerer og distribuerer disse ting på. Der er absolut ingen grund til at tro, at reel BNP og drivhusgasser er koblet én til én.

Men de fejlslutninger, som højrefløjen drager, er langt mere alvorlige – ja, de kan ødelægge civilisationen. Det bemærkelsesværdige ved højrefløjens kommentarer om økonomien i reduktionen af drivhusgasser er, hvordan folk på denne side pludselig synes at ændre deres synspunkter om effektiviteten af ??markederne. Normalt hylder de markedets magi, der ikke kender nogen grænser. Men på en eller anden måde tror de samtidig på, at markederne vil være ude af stand til at kapere en skat på kulstof. Knappe ressourcer er ikke noget problem, og begrænsede rettigheder til at forurene ville være katastrofalt. Det er ikke svært at se de bagvedliggende motiver. Men det er stadig besynderligt.

Faktisk burde vi være optimistiske i forhold til markedsøkonomiens mulighed for at reducere udledningen. Og nu er vi ved noget nyt: De teknologiske perspektiver for en lavudledningsøkonomi har fået det dramatisk bedre. Det er lidt mærkeligt, hvor lidt opmærksomhed medierne giver denne solenergi-revolution – men den er virkelig stor.

Faktisk er det muligt, at solenergi vil fortrænge kul, selv uden synderlig ansporing. Men vi kan ikke bare regne med det. Hvad vi ved, er, at det ikke længere er korrekt, at vi er nødt til at afbrænde kul for at tilfredsstille efterspørgslen på elektricitet. Vejen til en drastisk reduktion af udledningen ligger derfor åben, og omkostningerne er ganske få.

Og det burde gøre os optimistiske i forhold til fremtiden, ikke? Jeg mener, det eneste, der står i vejen, er fordomme, uvidenhed og særinteresser.

Eller ...

© 2014 The New York Times