Sådan vil det nye parlament forandre EU’s klimapolitik

Europa-Parlamentet har fået en ny klimapolitisk akse, der strækker sig fra det yderste venstre til den liberale gruppe. Flere medlemslande presser også på for en mere ambitiøs klimapolitik. Men forvent ikke nogen klimarevolution. EU-landene overopfylder allerede de aftalte klimamål. Derfor vil der næppe komme de store systemændringer, som de mest klimabekymrede vælgere drømmer om.

Foto: Getty Images
Claus Kragh

EU-Kommissionens kommende formand vil sætte klimaet i centrum. Hun – eller han – vil både fra Europa-Parlamentet og fra EU-landenes stats- og regeringschefer have et tydeligt mandat til at sikre, at EU fortsætter og udbygger sin position som den drivende verdensdel i kampen mod den globale opvarmning.

Men der bliver ikke tale om en revolution – snarere en evolution. Der bliver ikke tale om spektakulære tiltag, der med et snuptag sikrer et brat fald i EU-landenes samlede udledningerne af drivhusgasser. Der bliver derimod tale om at skrue endnu en lille smule på de mange små knapper, som EU’s klimapolitik i virkeligheden består af.

Denne langsommelighed i den grønne omstilling står i skarp kontrast til den utålmodighed, der præger tidens ungdommelige klimaprotester med svenske Greta Thunberg som den mest markante stemme. Protester, der ikke mindst i Tyskland og Frankrig har fået stor deltagelse og tilsyneladende har bidraget til stor fremgang for de grønne partier.

Derfor bliver det en vigtig opgave for den nye kommissionsformand – som efter sidste uges topmøde i Bruxelles kan blive Margrethe Vestager – at forklare den europæiske ungdom, både hvad EU kan gøre, og hvad EU ikke kan gøre, når det gælder klimaet.

Hun skal på den ene side forstå at fange dynamikken i den nye folkelige tilslutning til den grønne omstilling, fordi denne tilslutning i sig selv er et stort aktiv i bestræbelserne på at gøre EU CO2-neutralt i 2050.

På den anden side bliver den nye kommissionsformand også nødt til at understrege, at EU har rigtig mange andre vigtige politiske dagsordener som migration, sikkerhed og jobskabelse, og at det i øvrigt er op til medlemslande, byer og private virksomheder at stille med de mange milliarder, der skal finansiere den grønne omstilling i Europa.

Et langt grønnere parlament

Det nye Europa-Parlament bliver væsentlig grønnere end det forrige. To forhold vil bane vejen for en mere ambitiøs klimapolitik:

For det første har grønne partier i blandt andet Frankrig, Tyskland, Belgien og Danmark fået flere mandater, så den grønne gruppe er gået fra 52 til 66 ud af de 751 pladser i Parlamentet, hvor der skal 346 stemmer til et flertal.

For det andet vil de to store grupper i parlamentet ikke længere kunne blokere for ambitiøse klimaforslag. Valget har svækket den konservative EPP-gruppe og den socialdemokratiske S&D-gruppe, så disse partiers mulighed for at dominere parlamentet nu ikke længere eksisterer.

Konstitueringen af det nye Europa-Parlament kommer altså til at ske på baggrund af markant ændrede magtforhold, der vil give klimaambitiøse partier og parlamentarikere nye muligheder for at præge begivenhederne.

I skrivende stund tegner der sig en forståelse blandt særligt tre grupper: den liberale ALDE-gruppe med 112 medlemmer inklusive 21 nye Macron-folk, den socialdemokratiske gruppe med 145 pladser og så den grønne gruppe med 66 medlemmer.

Blandt disse grupper er der bred enighed om, at EU skal være både klimaambitiøs, erhvervsvenlig, jobskabende og finanspolitisk ansvarlig, ligesom man også skal være opmærksom på de sociale skævvridninger, som en hård klimapolitik i form af eksempelvis afgifter på fødevarer og transport kan medføre.

Der er heller ingen tvivl om, at det nye Europa-Parlament vil presse på over for både regeringscheferne i Det Europæiske Råd og embedsmændene i EU-Kommissionen for, at EU øger sine kollektive klimaambitioner. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er en af de nationale EU-ledere, der lægger stor vægt på, at EU skruer op for ambitionerne i den grønne omstilling.

”Klimaet er en hastesag, og det blev der sendt meget kraftige signaler om ved valget i Frankrig og resten af Europa,” sagde den franske præsident efter sidste uges uformelle topmøde i Bruxelles, hvor det eneste punkt på dagsordenen var sammensætningen af den nye EU-Kommission.

På vej mod CO2-neutralitet i 2050

Debatten om, hvornår EU skal være CO2-neutral kører heftigt for tiden. En gruppe på otte EU-lande – Spanien, Portugal, Frankrig, Holland, Belgien, Luxembourg, Sverige og Danmark – har opfordret til, at EU kollektivt styrer mod CO2-neutralitet i 2050. Men det vil en række andre lande som Tyskland og Polen ikke være med til. Her har man svært nok ved blot at opfylde de aktuelle målsætninger.

Et sådant mål virker i høj grad realistisk, eftersom EU-landene allerede i 2017 havde nået en reduktion på 22 procent af CO2-udledningerne i forhold til 1990. Det skal ses i forhold til, at man i 2008 satte sig et mål om at nå 20 procent reduktion i 2020. På samme måde forventer EU også, at medlemslandene vil overopfylde deres kollektive mål om 40 procent reduktion i 2030. Her siger Det Europæiske Råds fremskrivning, at man når 45 procent reduktion. Se figur 1. 

Den britiske tænketank Sandbag vurderer, at EU-landene allerede med den eksisterende politik kan nå en 55 procent reduktion i 2030. Derfor mener tænketanken, at der er rum til at skærpe klimaambitionerne yderligere.

Selv om EU ser ud til at halvere sit CO2-udslip inden 2030, vil det fortsat være en meget stor og kostbar udfordring at nå helt ned på nul inden 2050.

Selv om de er nabolande, er EU-landene utroligt forskellige, når det gælder energiforsyning og dermed klimabelastning. Se Figur 2.

Derfor vil økonomisk solidaritet fra det klimaambitiøse Nordeuropa med de fattigere lande i Syd- og Østeuropa være afgørende. Det vil både øge CO2-reduktionerne og give nye afsætningsmuligheder for producenter af grøn energi- og klimateknologi.

Omvendt er det også givet, at teknologispring som overgangen fra fossilt drevet transport til transport drevet af vedvarende energi kan give store CO2-reduktioner, når først elbilerne og de eldrevne tog, fly og skibe for alvor tager over. På samme måde satser EU kraftigt på grøn innovation og grønne infrastrukturprojekter i både det nuværende og i det kommende syvårsbudget frem til 2027. Også her ligger der store muligheder for klimaforbedringer.

Mens der ikke er grund til at tro, at EU ikke også i fremtiden vil leve op til sine forpligtelser i Parisaftalen fra 2015, ser det langt værre ud uden for Europas grænser. Det er i Asien og Afrika, at klimabelastningerne for alvor vokser, i takt med at de store og stadigt voksende befolkninger går fra dyb fattigdom til medlemskab af den forbrugende globale middelklasse.

Derfor skal EU fortsat være den drivende kraft i de globale klimaforhandlinger, og derfor vil EU prioritere meget højt at skabe udvikling i Afrika – også i håb om at man kan dæmme op for millioner af migranter, der flygter fra fattigdom og umulige klimatiske forhold.

Vestager: Vi skal rykke uden nye love

Samtlige formandskandidater til EU-Kommissionen har givet udtryk for, at klimaet får en central placering, hvis de får posten.

Margrethe Vestager siger til Bruxelles-mediet Euractiv, at hun bakker 100 procent op om målet på CO2-neutralitet for hele EU i 2050, men understreger samtidig, at det er vigtigt, at Kommissionen og Europa-Parlamentet ikke stirrer sig blinde på at lave ny lovgivning.

”Vi har travlt, og vi bliver nødt til at minde hinanden om, at det tager fem år at lave nye love i EU, fordi de skal forberedes, sendes i høring, konsekvensberegnes, igennem lovgivningsproceduren og så implementeres i national lovgivning. Derfor bliver det en stor opgave for den næste kommission at arbejde sammen med medlemsstater for at få implementeret, hvad vi allerede har vedtaget,” siger Vestager til Euractiv.

Netop denne no-nonsens-tilgang har Vestager og hendes kolleger i den afgående kommission haft succes med på en række områder fra konkurrencepolitik over moms til skat og anden lovgivning.

Virkeligheden i EU anno 2019 er den, at der er et enormt skel mellem det rige Nordeuropa og resten af Europa, når det gælder reel implementering af helt grundlæggende klimaeffektiv adfærd. I Sydeuropa inklusive Frankrig og store dele af Øst- og Centraleuropa er der fortsat store CO2-reduktioner at hente ved at implementere for længst afprøvede teknologier.

Den store udfordring for EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet bliver at bidrage til, at nationale politikere og myndigheder i de enkelte lande får skabt de rammer i form af politisk stabilitet og ikke-korrupt offentlig administration, der er en forudsætning for, at private investorer tør gå i gang med at investere i klimagavnlige projekter inden for energiforsyning, infrastruktur og transformation af eksisterende industrielle sektorer.

Den gode nyhed er, at koalitionen bag den grønne omstilling i Europa i dag er langt bredere, end den var under den seneste store klimamobilisering i 2008-2009. Dengang var der særligt blandt borgerlige politikere og virksomheder fortsat en opfattelse af, at det der klimapolitik var noget for kratluskere og klimaministre. Sådan er det ikke længere.

Nu er klimaforandringerne så højt på agendaen, at både finansministre, nationalbankdirektører og topledelsen i selskaber som Siemens og Maersk har indset, at klimaforandringerne og de politiske ændringer, der vedtages for at imødegå dem, meget hurtigt kan ramme både statsbudgetter, den finansielle stabilitet og det næste kvartalsregnskab.

Denne fælles bevidsthed giver ikke nogen garanti for, at man også får skabt de nødvendige forandringer. Men det øger sandsynligheden betydeligt.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu